ACitW

La Vecchia Gastronomia

2009-07-28T22:30:00.005+02:00

En af de ting der er så dejligt ved at bo i byen er, at man altid kan skrive en mail til vennerne og inviterer på en kold øl/vand i haven. Meget spontant og meget hyggeligt. Og det bliver da kun mere hyggeligt af, at der altid er en, der foreslår, om vi da ikke skal gå ud og spise aftensmad sammen.

I dag var ingen undtagelse, og når nu man sidder i Frederiksberg Have og hygger sig, er La Vecchia på Falkoner Allé jo en af de oplagte muligheder. La Vecchia er en hyggelig lille italiensk restaurant, der er en del af Gastonomia Italiana konglomeratet, så man ved, at pizzaerne er i orden. Rummet domineres da også af en stor stenovn, der er i flittigt brug ved fremstillingen af den ene lækre tyndbundede smagsoplevelse efter den anden.

I dag var jeg dog mere til pasta og bestilte deres virkeligt gode Spaghetti agli scampi - eller Spaghetti med jomfruhummer.

Først dog en lille forret. Tre stykker ristet brød med henholdsvis oliventapanade, trøffeltapanade og salsa. Godt med olivenolie over og ren fryd. Det er i øvrigt sådan man genkender en god italiensk restaurant...Olivenolie med hældetud på bordet :-D

Spaghettien selv var vendt med rigelige mænger frisk hvidløg, friske tomater og olivenolie. Kogt lige til pas, så der er lidt at sætte tænderne i og så tre flotte jomfruhummere på toppen.

Ikke dårlig kost for en ganske almindelig tirsdag. En flaske San Pellegrino til og små 200 kr på bordet for en pragtfuldt måltid.

MadGlad - Hvem mig?

2009-07-18T00:48:00.008+02:00

Ahhh.... middag i herligt selskab med mine to bedste veninder. Det gør vi for lidt, men hvad skal man gøre, når der kommer mænd og job og børn i vejen.

Heldigvis betyder det, at vi kan give måltidet et lille nyk opad, når det endeligt lykkedes at finde en aften. Sidste onsdag lykkedes det og afsted med os til Helsingør, hvor vi skulle prøvesmage maden på Pernilles nye arbejdssted. Vi kan jo ikke have, at hun spilder sit talent på at lave cafémad!.

Stedet hedder MadGlad, og jeg ville egentligt have kaldt indlægget "Madglæde i Helsingør", men det er næsten for oplagt - også selvom det er sandt.

MadGlad er et skønt sted. Nænsomt istandsat fredet bygning, mulighed for at spise ude og god plads mellem bordene, så man ikke er i byen med nabobordet. Stedet henvender sig til de lokale, der sætter pris på at have et lækkert sted at gå hen - ikke ulig Bjørnekælderen på Frederiksberg, der jo er favoritten. Ditto som Bjørnekælderen, skifter retterne løbende, og jeg har fra pålidelig kilde at kokken selv kører nordsjælland tyndt og samler urter og havsyre og andre gode sager til retterne. SKØNT!.

Menuen er inddelt i tre retter, hvor hovedindgrediensen indgår i en klassisk og en moderne ret. Et ambitiøst kunsttykke, der udfordrer fantasien og signalerer et højt ambitionsniveau. På den ene side: "Vi er rigtigt gode til klassiske retter", som ALLE har en mening om og på den anden side "Se hvad vi også kan med grønne ærter".

Aprospos ærter stod forretten på ærter eller jomfruhummer, hovedretten på multe eller kalv og desserten på chokolade eller jordbær. Dvs. et valg mellem 4x4x4 retter - hvem siger, det skal være nemt at gå ud og spise. Personligt kan jeg nemt få mere sved på panden over et menukort end at skulle tage opvasken.

Jeg valgte de moderne ærter, den klassiske multe og den klassiske dessert. Sidstnævnte på anbefaling fra Pernille, der spiller rollen som min egen personlige dessertkok. Hertil delte vi en ganske glimrende Côte de Rhone, der egnede sig godt til Kalv, Multe og Sommer i Danmark.

Men først lidt snacks ristede mandler med cayenne og soya, et par gode skiver brød og lidt smørrelse baseret på creme fraishe. Sidstnævnte skulle vise sig, at være ganske guddommeligt på de nye kartofler...

Første ret kom på bordet... Ærtepuré med mynte, friske glasserede gulerøder, sprøde ærtebælge og havtorn. Den grønne puré var elegant anrettet med kontrastfarven fra de orange havsyrebær og de orange gulerødder. Desuden nemsomt overdrysset med en lille, lilla blomst, jeg ikke kan huske navnet på, men som tilføjede en skøn bitterhed, der rafineret balancerede hele retten.

Herefter den klassiske multe - skinstegt til sprødhed på ydersiden og saftigt, hvid fisk indeni. Hertil stegte hvide asparges, bøgehatte, blåmuslinger og muslingemousseline. Multen er en rigtig fiske-fisk, så den kræver lidt *umf* fra tilbehøret, hvilket tilbehøret fuldt leverede. Og så er det skønt med en mundfuld så forskelligt smagene bidder som fisk, svampe og asparges, når konturene i maden samtidig minder så meget om hinanden. Og så var der kartoflerne. Nye kartofler med smørsovs og persille. Små, fine, nye, gule kartofler der nærmest smelter i munden og er DET ultimative tilbehør til fisk af enhver art.

Det var så grønt, orange og lilla til forret og hvid, gul og blåt til hovedret.... Der mangler da vist lidt rødt! Så er det godt, at den flinke tjener kom med min dessert. Rødgrød med fløde og vaniljecreme. Rødgrød på friske jordbær og rabarber. Rødgrød med en smule vaniljecreme - ikke for sød - og en STOR kande fløde til egen dossering.

Ægte, friskt, klassisk rødgrød med fløde... Undskyld mig et øjeblik, mens jeg svømmer væk i barndomsminder og sommerglæde....

Samlet set et fantastisk måltid til små penge og et ambitionsniveau i smagskombinationerne, der ligger ganske højt over gennemsnittet. Husk nu også at lægge vejen forbi Kronborg, når nu I alligevel er der ;-)

PS: Jeg har givet indlægget etiketten "moderne", hvilket er ganske misvisende. Det er ægte dansk mad, men den betegnelse bærer normalt associationer til stegt flæsk og slige. Oh well...

MR

2009-03-26T21:43:00.003+01:00

Jeg ville egentligt have skrevet en rosende anmeldelse af MR. Forsøgt at beskrive hvordan vinen og maden gik op i en højere enhend. Hvordan hver enkelt lille bid i de syv retter og de lækre snacks og den ekstra forret alle var præget af surt, sødt, salt, bittert og umami.

Hvordan mit fynske hjerte blev blødt som smør, da jeg fik serveret ristede bananer med karry og røgostcreme.

Hvordan aftenens bedste ret var små sprøde porre fyldt med stenbidderrogn, serveret med lakridssovs og stykker af sprød æble. Hvordan desserten med fem slags korn altid vil være velkommen ved mit bord.

Desværre er MR i mellemtiden gået i betalingsstandsning, og mit hjerte og min mave bæver af frygt for, at det ikke skal lykkes at finde investorer, der gør det muligt at køre MR videre.

5 timer og 17 minutter til MR...

2009-03-21T13:43:00.001+01:00

Tapas og vin i Odenses lørdagstrængsel

2009-02-28T18:04:00.002+01:00

Sikken voldsom trængsel og alarm! Men sådan er det vist hver weekend i gågaderne i Odense og resten af landet, og jeg er bare blevet forvænt med at dele mine indkøb ud over flere af ugens dage.

Men heldigvis øjner jeg en redningsplanke. Et indbydende skilt der lover tapas og vin lige midt på Vestergade. Fat i mor og posebelæssede far (de fleste er faktisk han egne) og op af trappen med os og ind på Mundos. Jeg har aldrig været der før, og anede ikke den eksisterede, men det er næsten det bedste, ved at være fra provinsen. Engang imellem kommer man tilbage til sin hjemegn, og kan derfor følge med i alle de nye spændende ting der sker andre steder i landet end hovedstaden.

Oppe på første sal bliver vi mødt af Mia, der kan sin vin og gerne guider igennem udvalget. Man kan enten vælge et glas af en af dagens udvalgte eller en flaske efter egen lyst og smag i den veludrustede vinreol.

Mor og far vil gerne have et glas hvidvin og bliver udstyret med en østrisk Nigel. Kæresten og jeg er mere i humør til det røde, og vælger en Torbreck - en australsk shiraz med godt med krydderi i krop og næse.

Lidt til maven skal der også være, så vi bestiller et fad med oste, et fad med skinke og pølse, samt en bagt gedeost, som vi alle kan snacke lidt af. På andensalen slår vi os ned i den noget særprægede mosaiksofa og afventer spændt bestillingen.

Og se om ikke Mundos serverer ægte tapas, for da Mia bringer vinen op, er det med den bedste slags låg - den slags der kan spises. En delikat lille hapser med äioli og stegt svinemørbrad på et stykke ristet brød.

Og så kommer maden op. Ostefadet har 5 slags oste, en god kraftig blåskimmel, to rødskimler og to tørrede spanske oste, og er garneret med blandede oliven, små, syltede solbær og lidt syltet figen. Det andet fad har to slags pølse - en chorizopølse og en lidt mildere speget sag med fennikel - og to slags lufttørret skinke. Dette er fad er garneret med samme blandede oliven samt syltede grønne tomater. Endeligt er der gedeosten, der serveres rygende varm på en bund af ruccola, syltede nødder og vindruer og med en skøn balsamicosirup. Hele herligheden suppleres af et godt lunt brød, der kunne være et måltid i sig selv.

Suppleret af endnu et glas vin, denne gang med flødestuvet champignon krydret med noget pebret, jeg ikke lige kan sætte fingeren på (det er nok peber), får vi hygget og hapset os mætte og klar til endnu engang at kaste os ud i infernoet, der venter i Vestergade.

Prisen lander på 755 kr, men så valgte vi heller ikke vin i den billige ende.

Mundos er absolut et besøg værd, men Andreas og Aga, hvis I læser det her, vil jeg anbefale jer, at male rummet mørkt. Det kan sagten bære det, vil få sofaen til at lyse flot og give mulighed for at anvende nogle store, brede stole, som man kan blive hængende i hele dagen og dyrke sin indre Bacchus.

Byens bedste brunch

2009-02-21T11:46:00.006+01:00

Det hænder fra tid til tid, at vi går ud og spiser brunch. Som regel vil naboerne eller et par af de andre flinke mennesker i omgangskredsen gerne med, og så kan man jo have en længere diskussion om, hvilket af de rigtigt mange gode brunchsteder i København, der skal invaderes.

Jeg har før kommenteret på kærestens madglæde og ualmindeligt sunde appetit, så skal han med, skal det som regel være et sted med buffet, og når først det kriterie kommer på banen, er der få steder, der kan måle sig med Brasserie Imperial i Hotel Imperial lige rundt om hjørnet fra biografen.

Prisen for buffetten er 165 kr. pr. person, men så er der også kaffe, the og flere slags juice ad libitum. Rummet er utroligt lyst og rart og der er RIGTIGE TJENERE, der sørger for, at du har det godt, og ikke mangler andet end ekstra plads i ven mave.

Og så går man ellers bare om bord...

Først en lille mundsmag drænet yoghurt med pureret frugt (den med hindbær er bedst !). Derefter en beskeden mundsmag af deres lækre røræg med pølser, sprød bacon og muligvis lidt kartoffel. Og så er det vel også tid til deres pandekager med sirup. Og Brasserie Imperial laver DE BEDSTE PANDEKAGER!

Hvis der er plads (og det er der altid) er et par gode skiver brød og et par hapser af de forskellige oste heller ikke at foragte. Afhængigt af om der er hjemmebagte chokoladeboller kan der også godt ryge en enkelt ned af dem - og så skal man jo også lige huske at tjekke, om de skiftende anretninger er noget, man kunne være interesseret i. Sidst var det frisklavet kyllingesalat, der absolut skal findes et hul til, men denne gang var det noget tortellini-noget, så jeg valgte i stedet en ekstra pandekage...! Og så er der også ved at være udsolgt.

Når jeg når hertil, mangler kæresten som regel en tur eller to mere, men han er så sød, når han spiser og hygger sig, så jeg kan sagten sidde og hygge mig med en kop kaffe, mens han guffer et par rundstykker med pølse eller hvad der ellers fanger hans interesse.

Til slut et par skiver af den skårede frugt og så en god travetur omkring et par af søerne, for at få det hele til at falde på plads. MUMF!

Madglæde på Frederiksberg - nu også med sydfrankrig

2009-02-07T22:47:00.004+01:00

Endnu et spiseønske kan krydses af spiseønskesedlen.

Efter en god løbetur og en fantastisk underholdende film inviterede kæresten mig ud og spise godt på L'Olivier i anledning af lørdag. Og heldige var vi. Tænk sådan at bevæge sig ud i det Københavnske spiseliv en lørdag aften uden reservation. Men vi fik det sidste ledige bord, og parret med ankomst 5 min. efter os, måtte finde et andet sted at dyrke deres indre gastronom.

Vi blev tilgengæld sat til bords af en af de flinkeste tjenere, jeg endnu har mødt - og hurtigt serveret en flaske Bordoit og et glas Kir Royal (med brombær).

Nu er jeg jo nok en anelse frankofil i forvejen (og en måned i Nice har ikke hjulpet), men kombinationen af eftermiddagens regnvåde løbetur og aftenens provencialske spiseoplevelse har kun bestyrket min følelse af, at "JEG VIL HJEM TIL FRANKRIG"..!

Heldigvis er Danmark og særligt København ikke det værste sted i verden at befinde sig, når man definerer sit tilhørsforhold ud fra tilfredsstillelsen af sin madglæde. Som denne blog forhåbentligt indikerer, kan man snildt give den som gastronomisk globetrotter uden nogensinde at krydse grænsen.

Nå! Tilbage til menukortet.

Som allerede indikeret, har L'olivier været på spiseønskesedlen et stykke tid, hvorfor jeg har haft mulighed for at holde øje med menukortet. Og konklusionen har indtil i aften været, at det har været noget statisk i udseende, men forklaringen skyldes - ifølge førnævnte tjener - et solidt fundament af stamgæster, der insisterer på at kunne få serveret deres livretter.

Menukortet byder da også på mange klassiske fristelser, som man desværre er nødt til at vælge imellem. Det er ikke første og bliver heller ikke sidste gang, at jeg ville ønske, jeg kunne bestille en af hver.

I aften blev det dog salat med lun gedeost og røget andebryst til mig og snegle i hvidløgssmør til kæresten. Heldigvis er vi gode til at dele (alt andet end chokolade) så jeg fik smagt to meget forskellige forretter. Min egen salat bestod af frisk romanisalat, små sprødstegte skiver baquette med to forskellige slags gedeost og tynde skiver lun, røget andebryst. I tyngde, ikke den letteste af retter, men smagfuld og knasende delikat. Sneglene i hvidløgssmør var dog også store, møre og appetitvækkende - for ikke at tale om rygende varme - så det kunne være en mulighed ved et fremtidigt besøg.

Dagens fisk var havtaskehale med ratatoille og brasserede kartofler - ikke til at stå for. Kæresten valgte - som han ofte gør, når muligheden byder sig - lammemørbrad i en skarp sennepssovs, der klart behagede herren.

Til såvel forret som hovedret delte vi en flaske Cotê de Provance rosé. Her er det vigtigt at træde varsomt. Jeg er klar over, at det meste rosé i Danmark ikke er værd at beskæftige sig med. Det er fordi, de bedste roséer produceres i middelhavsområdet - det vil i Frankrig sige i Cotê d'azur og Provance distrikterne - og de er ganske udemærket i stand til at drikke alle de gode tønder selv. Derfor er det de DÅRLIGSTE produkter, der eksporteres til andre markeder. Man kan dog være heldig at finde en enkelt god flaske eller to hos de rigtige importører eller restauranter, hvorfor vi vågede pelsen. Og skuffede var vi ikke. Jeg har smagt rosé, der smager mere af sol og sommer, men skal der findes en flaske vin til snegle, and, fisk og lam i sennepssovs i januar i Danmark, så var denne det rigtige valg. Måske mere sol og forår end sol og sommer, men virkeligt velegnet til vores divergerende menu.

Jeg har hørt andre mennesker sige, at det store spørgsmål i et måltid er, om der efter to pragtfulde, rigelige retter er plads til dessert. Det har jeg aldrig helt forstået. Dessert går da i dessertmaven, hvor der altid, altid er plads???

Jeg faldt denne gang, godt hjulpet af nabobordet, for en pistacie parfait, mens kæresten kastede sin kærlighed på L'Olieviers chokolademousse. Hertil drak vi et glas muscat anbefalet af endnu en dygtig tjener.

Hvorfor er pistaciedesserter altid så grønne? Det er ikke fordi, jeg klager, men så grønne er nødderne da ikke? Eller måske anvender jeg dem for lidt i min egen madlavning...

Men festligt ser det ud - også selv om synet kun var kortvarigt... ;-)

Alt i alt godt 1200 kr., hvilket må siges at være ganske billigt kvaliteten af måltidet taget i betragtning. Og billigere end en flybillet til Frankrig.

Ingen stress på Sans Souci

2009-01-30T22:28:00.003+01:00

Sine har været til eksamen, så nu er bacheloren i hus - Hurra og tillykke :-)

Det er altid rart at have noget at fejre med naboerne - især fordi det involvere mad. Aftenens ekspedition efter god, dansk mad satte resolut kurs mod Sans Souci på Madvigs Allé.

Normalt skal man bestille bord - også i hverdagene - men vi var heldige. Gode venner kan heldigvis godt sidde lidt tæt, så der var et bord i forstuen til os.

Har man ikke været på Sans Souci endnu, kan man godt begynde at planlægge et besøg, da det absolut er en oplevelse. Og jeg er ikke engang noget til maden endnu. Temaet er brunt i brunt med store mængder tingeltangel i hver en krog og ned fra loftet, men det samlede indtryk er enormt farmorsagtigt på den gode måde. Kan man finde en plads i baren, er der underholdning i timevis ved bare at opsuge stemningen og nærstudere alle finurlighederne, hvoraf stamgæsterne ikke er den mindst interessante seværdighed.

Her mødes mænd og kvinder (flest mænd) i alle størrelser og hygger sig over en øl eller et glas vin, og skulle man tro sine egne ører, ville alverdens problemer være løst, hvis bare disse brave mandfolk kunne komme til. Vi havde fin udsigt til det hele og kunne læne os tilbage med en velskænket Thybajer og afvente begivenhedernes rolige gang. Og maden...

Drengene bestilte dagens ret - kålpølse med grøndlangkål og snitter - mens vi piger, med vores mere forfinede smagsløg, valgte kogt kalvebryst i peberrodssauce.

Er det ikke sjovt - man tager det argeste stykke kød og koger det i tilpas lang tid og VUPTI! Det bedste, møreste måltid dukker frem af dybet.

Garnituren var brune og hvide kartoffler, surt og sennep og - som noget særligt for Sans Souci - grøntsager, der IKKE er kogt indtil den sidste vitamin har bedt om nåde. SKØNT! smager det. Det er ikke enhver dansk restaurant forundt at mestre dette stykke kogekunst ;-)

Godt det samme at vi ikke bestilte fire forskellige retter - der ville slet ikke have været plads på bordet... Og til min arme kærestes store rædsel, kunne han ikke spise op...!

Desserten fristede med chokolademoussekage, kræmmerhus med flødeskum og andre sager, men det må vist vente til en anden god gang. Der var simpelthen ikke plads til mere. Godt der venter mange måltider forude.

Tea Restaurant

2009-01-30T22:23:00.004+01:00

Endeligt tilbage i den gamle gænge...

Efter et efterår plaget af overarbejde og specialesump lykkedes det endeligt at finde tid til en god middag med Christian - min trofaste følge, når spiselivet i København skal udforskes. Det kan være billigt eller dyrt. Traditionelt eller fusion - bare det er godt, og en ny spiseoplevelse for os begge.

Årets første stop blev, på anbefaling af AOK, Tea Restaurant i Helgolandsgade på Vesterbro.

Restauranten er ganske undseelig set udefra, men når man først kommer ind, er der hyggeligt med god plads mellem bordene og en akustik, der gør det nemt at tale og grine sammen uden at forstyrre nabobordet alt for meget.

Menukortet er en del mere overskueligt, end man ellers er vant til fra kinesiske restauranter, men vi valgte nu alligevel at kaste os over en af de faste menuer - et valg man sjældent fortryder de gode steder. Her er der nemmeligt tænkt over sammensætningen...

Første ret var pandekager med sprøde strimler af and, friske grøntsager og en lækker hoi-sin sauce. Så absolut en af de lækreste anderetter jeg har fået i lang tid - ikke mindst pga friskheden af ingredienserne.

Retten blev efterfulgt af store saftige svinedumplings, som jeg varmt kan anbefale at dyppe i hoi-sin saucen frem for den sædvanlige soyasovs. MUMF!

Herefter blev vi forkælet med ris og endnu en ret med and. En lidt krydret sag med store bider grøntsager, der gør at retten på ingen måde føles tung eller klistret, som den slags retter ellers godt kan gøre.

Endeligt var der frit valg på dessertkoret. Vi valgte begge en dampet riskugle rulet i kokos og serveret med kokosis og frugt, som jeg var betydeligt mere vild med en stakkels Christian - men konsistensen er da også en anelse "gummiagtig", som man nok enten elsker eller hader. Et rafineret pif var, at der var anvendt sorte ris, hvilket stod i indbydende kontrast til kokosflagerne udenpå.

Til hele herligheden drak vi en grøn sommerthe, som løbende blev fyldt op at de søde værter.

Som altid en anbefalelsesværdig spiseoplevelse :-)

Gourmetmad under bøgene på Sortebro Kro

2008-10-25T23:25:00.008+02:00

MUMF!!!

Jeg fylder 30 næste lørdag. Et almindeligt skarpt hjørne, der må dulmes med et godt måltid mad i godt selskab. Selskabet er nemt nok, men hvor fejrer man rund fødselsdag med manerer, når man er fra Odense - Det gør man naturligvis på Sortebro Kro ved Den Fynske Landsby.

Sortebro Kro er beliggende i en gammel bindingsværksbygning ud til en gård med skæve brosten og store bøgetræer. I selve restaurationslokalet er der lavt til loftet og hyggeligt indrettet med antikke møbler og moderne petroliumslamper = de kører på strøm, men LIGNER den ægte vare.
Samme hygge, mindre sod. Bonus :-)

Sortebro Kro er i besidelse af et a la carte menukort, men hvem interesserer sig for det, når der også er en aftensmenu med 8 udsøgte lækkerbidskener og dertilhørende vinmenu? Aftenens 8 retter var, ganske kortfattet, Blinis, Laks, Kongekrabbe, Vesterhavstorsk, Ungand, Kanin, et udvalg af oste samt en symfoni af små æblebaserede desserter.

Jeg har ved tidligere lejligheder forsøgt mig med både 3 og 5 retter og er nået frem til, at 4 er det magiske tal for mig - 3 føles som en begrænsning, men jeg KAN ikke spise 5... En del af forklaringen følger:

Mens man forsøger at danne sig et overblik mæsker man sig i oliven, brændte mandler med balsamiko, rygeostcreme, kryddersmør og det skønneste hjemmebagte fladbrød. Hertil forkælede vi os selv med en skøn pærecider fra normandiet, der prikkende vækkede smagsløgende til dåd.

Herefter lagde jeg ud med Blinis med creme fraiche, rødløg, purløg, limecreme og sikrogn, hertil et glas kølig riesling.

Blinisen blev fulgt op af medalion af vesterhavstorsk med porre og den mest fantastiske skummende bisque, der gik direkte i snuden. Som prikken over i'et, rev den flinke tjener frisk persillerod ud over retten og vær så artig at gå ombord. Torsk smager pragtfuldt i alle afskygninger og denne havde en fantastisk gyldensprød skorpe og var god fast i kødet.

Efter disse to herlige anretninger, skulle der naturligvis gøres klart til hovedretten, og hvordan gøres det bedre end med en let sorbet af blomme og havtorn? En skøn kølig sag - ikke for sød og særdeles velegnet til formålet.

For mit vedkommende bestod hovedretten af kanin med rødkål, kastanier, tyttebær og støv af en svamp, jeg ikke lige fik navnet på. Særdeles appetitligt anrettet, hvor de røde efterårsfaver virkeligt kom til sin ret.

I mit sidste indlæg, var jeg ganske begejstret for den kaninragout, jeg havde fået på Akropolis, men for at være helt ærlig, så er der INGEN sammenligning. Hvis kaninen på Akropolis var mør, hvad skal man så kalde kaninen på Sortebro Kro? Jeg er i den sjældne situation, at jeg mangler ord...

Efter hovedretterne var blevet sat til livs - min lillebror havde valgt både and og kanin og fik således to - var det atter tid at rense ganen med en mascarponesorbet, der blev serveret i en lille dyb tallerken. Forklaringen var, at der blev hældt en skøn blommesovs til ved serveringen. Atter en lille skøn overraskelse.

Min sidste ret var 5 små franske oste med styrke fra en skøn comté til en vellagret blåskimmelost med behørigt tilbehør, hvoraf det absolut bedste var flagerne af groft fladbrød. Fik jeg sagt MUMF?

Efter dette fantastiske måltid, var der udsolgt for mit vedkommende, men mændene ved bordet kastede sig velbehageligt over æbledesserterne, hvor specielt den "helt almindelige" æblekage med fynske æbler og flødeskum vagte begejstring.

Og så var det lige, at tjeneren mente vi havde fortjent et lille stykke hjemmelavet chokolade, en vindrue eller en hjemmebagt småkage med chokoladestykker... Jeg spiste to af hver :-D

Alt i alt et stykke af det bedste den fynske gourmetscene har at byde på - og til godt 1200 kr pr. person inkl. vin.

Frederiksbergs flinkeste tjener - og glimrende kaninragout...

2008-10-23T22:59:00.002+02:00

Hvad gør man, hvis man har lyst til lammekølle en regnvåd torsdag i oktober?

Tja... der er den besværlige vej (der dog må være at foretrække, når der er tid til at hygge om det) og så er der Akropolis på H.C.Ørstedsvej 70, Frederiksberg.

Og kæresten er heldigvis altid frisk på at gå ud - især når jeg betaler :-)

Restauranten er en af de gamle kendinge på H.C.Ørstedsvej, og der er altid mange mennesker i weekenden. Til hverdag er det dog muligt bare at droppe ind, selvom man aldrig kommer til at spise alene.

Selve restauranten er ganske hyggelig med store vinduer og god plads mellem bordene, så man kan side og se hinanden dybt i øjnene - mellem retterne vel og mærke ;-)

Den største udfordring er altid, at man er tvunget til at vælge, men vi har udarbejdet et sindrigt system med at afstemme retterne, så vi kan bytte undervejs uden at det går ud over smagsoplevelsen. Her til aften blev det derfor til Kåldolmere OG Kalamares til forret og Kanin ragout OG lam til hovedret. Hertil en ½ kande husets rødvin, der var god nok til at drikke og almindelig nok til at jeg ikke bed mærke i navnet - den var græsk, den var tempereret, den var udemærket.

Kalamares blev serveret ganske traditionelt med lidt blandet salat og en virkelig god hjemmerørt tzatziki. Kåldolmerne med en syrlig sovs, der klædte smagen virkeligt godt uden de store armbevægelser. Det lyder måske ikke af så meget, men nogen gange er det rart, at man netop IKKE bliver overrasket :-)

Såvel lam som kanin var stegt til perfekthed - mørt og saftigt i kødet serveret med en solid portion grøntsager (bagte squash, bagte tomater, grønne bønner omviklet med bacon... mmm bacon...) og hele stegte kartofler.

Egentligt skulle vi ikke have haft dessert, men tjeneren lokkede med chokoladekage med is og chokoladesovs, så vi måtte overgive os uden de store sværdslag og MUMF! Den var god. Så kunne kæresten og tjeneren så ellers stå og hyggegrine lidt over kvinder og chokolade.

Alt i alt godt 600 kr. Ikke dårligt for tre retter af "mors mad"

PS: Småsulten på vej hjem fra byen?

Alle retterne på menukortet laves ud af huset - og i weekenden er der åbent til kl. 05. Også ganske glimrende de dage man kommer en anelse sent afsted fra arbejdet.

ACitW in english

2008-09-03T20:27:00.003+02:00

I was asked by a friend, if I could recommend a couple of restaurants for a foreigners visiting Copenhagen which led me to consider doing a blog in english. But I'm a realist. I love eating and I like writing about it, but I would never find the time to do both a danish and an english blog, so here is my version of a compromice - A best of breed list of recommendation with my favorit spots when in Copenhagen.

Should you need more, I highly recommend the blog Very Good Food - always a good read and it is in english...

Without further ado... the list:

For burgers try Halifax (Frederiksborggade 35, 1360 Copenhagen K)
For top end cusine, I highly recommend Paustian. One of currently ten restaurants i Denmark with af michelin star, but my favorit of the bunch
Inner city and also best cheap italian: Il Peccato (Axeltorv 8, 1608 Copenhagen K)
Best italian: Famo 51 (Gl. Kongevej 15, 1610 Copenhagen V)
Traditional danish food: Klubben (Enghavevej 4, 1674 Copenhagen V)
Medeteranian and french food: Cofoco - the team behind Cofoco have several restaurants, but my favorit is the one simply named 'Cofoco' ( Abel Cathrines Gade 7, 1654 Copenhagen V)

And last but not least, my personal favorit: Bjørnekælderen (Frederiksberg Allé 55, 1820 Frederiksberg) where the menu is a compilation of dishes inspired by traditional danish, italian and french cuisine.

A note on finding the adresses in Copenhagen. If the restaurant have a homepage in english, the name will link directly to the homepage. Otherwise, I will include the adress. When looking at adresses in Copenhagen note the ending:

Copenhagen K is inner city
Copenhagen V is west (Vesterbro)
Copenhagen N is north (Nørrebro)
Copenhagen Ø is east (Østerbro)
Copenhagen S is south (Sydhavnen og Amager)
Copenhagen NV is north-west (Nordvest)

Frederiksberg is a city within the city situated between Vesterbro and Nørrebro.

All adresses in Copenhagen or Frederiksberg is within easy reach on foot, bike, bus, metro or S-train. The greater Copenhagen including suburbs USUALLY have differente names.

If all else fails try www.krak.dk or www.dgs.dk - both very good maps of Denmark.

Kort = Map
Rute = Route (route planner)

En fransk "kro" på Østerbro

2008-09-02T23:29:00.007+02:00

Som tidligere brok har indikeret, var kæresten og jeg en anelse husvilde, da vi kom hjem fra Frankrig. Heldigvis tilbød en kær ven, at vi kunne låne hans lejlighed et par dage, hvor han så ville flytte hjem til sin kæreste. En ægte win-win situation.

I aftes var det så tid at sige tak for husly, og hvordan gøres det bedre end med et godt måltid og måske et par glas vin eller tre.

Efter modne overvejelser faldt valget på et af Cofocodrengenes gode steder: Auberg på Østerbro.

Auberge er placeret i en kælder lige ved og næsten ved søerne og er derfor både let at komme til og nem at overse. Et enkelt skilt og en trappenedgang markerer indgangen til et ægte synsbedrag af en restaurant. Vi kender vel alle de billeder, der enten er en vase eller et ansig, en kanin eller en svane, men aldrig begge dele på en gang uanset mængden af rødvin. Sådan er indretningen på Auberge. Ser man efter, er der utroligt mange grimme detaljer - blottet murvæg, lavt til loftet, blottede rør, kikset tapet - men i sammenhæng fungere det! Når man ankommer, når man ER i rummet, er der simpelthen hyggeligt. Hverken mere eller mindre. Hvad end de har betalt den indretningsarkitekt, har hun været det hele værd!

Jeg kom en anelse senere end det øvrige selskab, som derfor var blevet udstyret med velkomstdrinks i form af Gin og Tonic. Selv var jeg i humør til noget sødt, så det blev et kærkomment glas brachetto til mig - velkommen og velbekomme :-D

Mens vi overvejede menukortet - 6 retter, vælg selv 2-6 stk - og man må gerne få 6xkammuslinger, kunne den meget søde tjener bekræfte - fik vi en let snack bestående af hjemmebagte grisini med lidt parmaskinke, chips af blå kartoffler og hjemmerørt mayonaisse med kantareller.

Efter modne overvejelser og kun ganske let pres fra kæresten endte vi alle med at vælge alle seks retter - dog med option på at kunne fravælge ost eller dessert på et senere tidspunkt..

Til maden begrænsede vi to flasker vin - det var trods alt tirsdag. Til forretterne (og den grafiske designer, der valgte helleflynder til hovedret) faldt valget på en lækker, cremet, tør, hvidvin fra Alsace. Til de øvrige retter blev kompromiset en altid træfsikker Barbera d'Asti fra 2004.

Første ret var en omgang delikate kammuslinger med sauce nage på en bund af løg og gulerødder fulgt op af daddeltomater med gedeost, oliventapanade og en sprødstegt, smørstegt flig brød.

Begge retter gav indtryk af kærligt håndværk og smagte glimrende på den der helt specielle måde mad kun kan smage, når råvarernes og fremstillingens kvalitet er bundsolid. Skøn kost lige som jeg selv ville lave den... Hvis jeg altså havde talentet, fantasien og køkkenbordspladsen.

Desværre blev retterne fulgt op af den ret, jeg var mindst begejstret over. Nu har jeg ganske vist lovet kæresten ikke at være for hård ved brislerne og nævne, at for ham, var de en af aftenens favoritter (pragtfuld smag af...okse?), men jeg fandt dem for salte - og jeg er ikke vild med smagen af salt. Når det så er sagt, blev der ikke levnet ;-)

Heldigvis blev alt godt igen, da jeg fik serveret den smukt anrettede hovedret, der for mit vedkommende bestod af rosastegt lammekrone med Karl Johan svampe. Hertil en bund af cremet svampesauce, der virkeligt bandt smagsindtrykkene sammen. Jeg elsker, når kokken kan finde ud af, at man ikke skal skamstege (læs gennemstege) lam.

Det var så på dette tidspunkt, at sandhedens time oprandt - alt eller intet - ost eller chokoladekage - eller måske begge dele...

Nu er jeg jo ikke typen, der giver op på halvvejen, og da slet ikke, når der er mad involveret, så jeg fortsatte i feltet sammen med mændene og valgte at mæske mig i begge de tilbageværende retter.

Kommende ind i svinget med ostebordet, hvorfra jeg valgte to af dem der siger Muh og en af dem, der siger Mæh godt garneret med marinerede nødder, blommer, abrikoser og lækkert, lækkert hjemmebagt knækbrød fulgte jeg feltet i fin stil. Guffede min ost med stor begejstring og nydelse.

Desværre begik jeg en taktisk fejl omkring brødet, så da feltet nærmede sig feltet, må jeg sige, at jeg gik lidt død i sværen. Jeg KUNNE simpelthen ikke mere :-( Og det så ellers så pragtfuldt ud på papiret (og tallerkenen) med chokoladekage, mokkacreme, kirsebærsorbet og syltede kirsebær. En enkelt bid gled der ned - man skal vel smage - men der er vist ingen tvivl om, at jeg havde nydt afslutningen mere, havde jeg holdt mig til fire eller fem retter. Så kan jeg lære det - jeg er åbenbart ikke umætteligt.

Inkluderer vi et par flasker kildevand, lød regningen på små 3.000 kr samt et lidt bulet ego for en meget hyggelig aften :-)

PS: Tjeneren ved bordet var ubetinget det sødeste, mest smilende menneske, jeg mødte den dag, så husk at være søde næste gang I lægger vejen forbi - det kunne jo være hende, der redede min tro på menneskeheden en går tirsdag i september.

Baggårdskat i Nordvest - Tribeca NV

2008-08-30T18:51:00.006+02:00

Efter en pragtfuld sommer i Frankrig er det dejligt at komme hjem igen - eller det ville det i hvert fald have været, hvis ikke der var håndværkere, murstøv og andet roderi i lejligheden.

Som trøst inviterede kæresten og jeg os selv på Tribeca NV - et af de få steder i Københavns nordvestkvarteret, der har haft en placering på min personlige ønskespiseseddel.

Tribeca NV er opkaldt efter Tribeca-området i New York, der efter sigende skulle have en del til fælles med nordvestkvarteret - industrikvarter i byens yderkant ovs. Jeg har aldrig selv været i Tribeca, så det skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg har dog været i nordvest en del gange, og jeg må sige, at Tribeca NV er et tiltrængt gastonomisk pust til kvarteret - mitKBH og AOK kan sammenlangt præsentere 12 "spisesteder" i kvarteret - og det inkluderer Den Sorte Gryde..!

Tribeca NV ligger i en gammel lagerhal i den ene længe af en traditionel forstadsblok, som der er tusinder og atter tusinder af i Storkøbenhavn. I første omgang lykkedes det os at gå rundt om blokken, før vi fandt det, og endte med at komme ind igennem gården, som tilgengæld straks fristede til at slå sig ned i nærheden af det buldrende bål. Det måtte vi dog undvære, eftersom vi havde bestilt bord indendørs.. Vi er ellers udemennesker, men man skal trods alt lige aklimatisere sig, når man har tilbragt 5 uger ved Middelhavet...

Indretningen er ganske hyggelig - lagerhal til trods - med umage borde, men lækkert tungt bestik og moderne lamper. Snakken er livlig, men ikke øredøvende og tjenerne opmærksomme.

Der er flere fristelser på menukortet - f.eks. kunne jeg godt tænke mig at smage deres lammepølser, for de så virkeligt gode ud hos nabobordet - men vi valgte dog månedens menu til 298 kr per person. Jeg er en stor fan af menuer, der skifter efter årstiden og/eller kokkens humør. Dels sikrer det, at man får noget, der passer til vind, vejr og arbejdsglæde og dels er det en god mulighed for at smage retter, man ikke nødvendigvis selv ville have valgt.

Det var f.eks. tilfældet med aftenens forret bestående af torsk med hindbærvinagrette og salat. Jeg holder mig normalt langt væk fra alt, der indeholder vinagrette, balsamico eller andre eddikeprodukter (Jeg kan virkeligt ikke lide eddike) og i dette tilfælde ville jeg virkeligt være gået glip af en spændende smagsoplevelse. Smagssammensætningen af torsk og hindbær er et hit! Hvem skulle have troet det? Så lækkert, at jeg overvejede at skrive dette indlæg i omvendt rækkefølge for at gemme det bedste til sidst :-)

Ikke dermed sagt at aftenens øvrige retter - Stegt andebryst med perlebyg, kantareller og risotto til hovedret samt mazarinkage med ferskner og pistace til dessert - ikke også var gode, for det var de absolut. Bare en en smule mindre overraskende smagskombinationer.

Til maden drak kæresten en pale ale og jeg fik to gode glas vin - et hvidt og et rødt og den samlede regning løb op i små 770 kr. Et glimrende køb til de penge.

Jeg har dog en enkelt anke. Ventetiden ved bordene var ganske enkelt for lang. Ikke fordi der ikke var nok personale eller fordi de ikke flyttede fødderne, men restauranten er tydeligtvist ikke indrettet for at lette gangen frem og tilbage mellem køkkenet og bordene med drikkevarer, tallerkener, vin, vand, høflige spørgsmål om madens beskaffenhed og alle de andre ture, en tjener løber under en betjening. Så kære Tribeca NV. Fjern et enkelt bord i rækken nærmest baren og giv tjenerne en mulighed for at hente og afsætte tallerkener uden at skulle gå unødige omveje. Det vil nedsætte ventetiden betydeligt, og det vil alle være gladest for i længden.

Byens bedste sushi

2008-06-29T21:49:00.004+02:00

Man skulle tro, at Paustian helt har taget pusten fra mig, men sådan forholder det sig dog ikke.

Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil skrive om det samme sted indenfor det samme år oder so, medmindre det har ændret sig markant, og de sidste tre måneder har været karakteriseret af lige dele gensynsglæder - ikke mindst med Bjørnekælderen - og steder jeg ikke gider beskæftige mig med.

Men endeligt et, for bloggen, nyt bekendskab. Kæresten og jeg har nemlig lige været på Nyu Sakura på H.C.Ørstedsvej.

Stedet har siden sin åbning været min favorit sushirestaurant. Jeg bor ellers tættere på Sticks n sushi på Gl. Kongevej, men der har jeg kun været en enkelt gang, og jeg regner ikke med at komme igen. Det er for dyrt, det er for dansk og der er for meget støj til at være rigtigt hyggeligt.

Kærsten bryder sig ikke om sushi. Jeg ELSKER sushi. Det er i lyset af dette, man skal læse følgende kommentar. JEG VAR MISUNDELIG PÅ KÆRESTENS MAD..! Nyu Sakura kan nemlig mere end dreje en god Nigri.

Her til aften fik jeg det sædvanlige udvalg af nigri og maki - mindst en california inside-out er et must, mens kæresten fik en af deres menuer: Yaki atsu Dou bestående af misosuppe, krabbesalat og dybstegt svinemørbrad med ris. Og hvilken duft der ramte næsen, da retterne blev serveret. Den ene mere mundvandsdrivende end den anden.

Jeg fik heldigvis lov til at smage og jeg må sige at næste gang, vi skal spise der, er det lige før, jeg vil overveje, om det skal være sushi.

Misosuppen væltede sig i friske skud, bittesmå hvide svampe og tofu. Der var dårligt plads til suppen for bare lækkert fyld. Krabbesalaten blev serveret med revet gulerod, hvidkål og krabbekød med en virkeligt fint afstemt dressing til, men mest velsmagende var dog den dybstegte svinemørbrad, der var perfekt mør, perfekt krydret og i selskab med en solid gang stegte grøntsager i knasende, mundrette bider. Alt serveret på risene med en lækker sovs over. MUMF!

Hvis vi alligevel vender blikket mod sushien, er en af grundende til, at jeg elsker stedet den særdeles høje fisk-til-ris-ratio. Det er den, der gør deres nigri til faste klumper af perfekt kogte ris dækket af store fede stykker fisk. Tunen er næsten højrød, kæmperejerne virkeligt kæmpe og laksen uforlignelig god og ikke for fed. Så god er den faktisk, at Fiskehuset på Frederiksberg gladeligt bekendtgøre, at de får deres sushi herfra frem for at tilberede den selv.

Tilsætter man lækket stentøj som service, en behagelig og behageligt lun sake og gode bløde stole med højt ryglæn, kan man hurtigt hygge sig over maden et par timer.

Et enkelt spørgsmål står tilbage - er det japansk vandtortur, at have akvariefisk med udsyn til køkkenet?

Paustian - et modstræbende blogindlæg....

2008-03-30T01:03:00.004+01:00

Kæresten og jeg er lige kommet hjem fra Paustian (ved Bo Bech)

Bordet blev bestilt for 5 uger siden, hvilket vil sige, at stedet har fået sin (velfortjente) Michelinstjerne MELLEM vi har bestilt bord og selve besøget. Sådan skal det gøres!

Selvom jeg har glædet mig, siden vi blev enige om besøget, har jeg indtil for 3 timer siden være overbevist om, at jeg ikke ville blogge om det. Som helten - Anders Grøndahl - siger: "Det er nemt at spise godt og dyrt, men kunsten er at spise godt og billigt" Og Paustian ER dyrt! 3400kr har vi lagt for to personer, hvilket dog har inkluderet deres 'Alkymisten' + vinmenu, mineralvand ad libitum, kaffe og en avec til denne (grapa).

Derfor havde jeg tænkt mig, at jeg IKKE ville skrive om det, men kæresten kom helt spontant med en beskrivelse af aftenen... "Når det ikke kun er vinen, der er berusende".

Det har været en pragtfuldt aften. Perfekt betjening, perfekt balancering af mad/vin og de to ting, der gør at jeg personligt mener, at Paustian har fortjent sin stjerne:

1: Selvom jeg har fået 7 retter, er jeg tilpas mæt (altså rent volumenmæssigt - på smagsoplevelser kan jeg leve det næste år!)

2: Paustian er ikke bange for at give en GRØNTSAG! hovedrollen over kød. Som f.eks. retten med bagt porre med peberod- og persillecreme. Enkelt, ligetil og dog porre, som du aldrig har smagt det før.

Summa summarum. Er det dobbelt så godt som f.eks. House of Souls? Helt sikkert - hvis du har pengene...! Det er ligesom at købe en kjole i en designerbutik. Du ved, du har et unikum, men er du på SU, kan du også blive klædt på af Vero Moda.

Il Peccato - syndigt god pasta

2008-03-11T21:26:00.005+01:00

Endnu en hyggelig aften i byen med Maja - der har indviljet i navns nævnelse, fordi "det er lettere at læse". Man skulle tro, hun var journalist ;-)

Aftenens planer inkluderede den tidlige aftenforestilling af Juno i Metropol, så restauranten blev udvalgt på baggrund af en særdeles kompliceret algoritme over placering, tilsyneladende atmosfære, pris og det faktum, at jeg aldrig har været der før, men har studeret menukortet mange gange på vej til arbejde ;-)

Med andre ord... Il Peccato på Axel Torv.

Il Peccato er en super hyggelig, lidt trendy italiensk restaurant beliggende i de lokaler, der engang husede "Baren", hvis der er nogen, der kan huske det program (Internettet glemmer aldrig. Husk det, når I lægger jeres feriebilleder på Face Book - eller i det mindste, når I lægger MINE feriebilleder på Face Book...)

Restauranten er indrettet med små borde, hvide duge og ægte italienere i restauraten og bag baren. Køkkenet er helt åbent, og ville få min veninde, kokken, til at græde store, fede glædestårer, hvis hun havde adgang til noget lignende.

Menukortet indeholder et rimeligt udvalg af italienske retter anført at hjemmelavet pizza og pasta, hvilket indbyder til grundig fordybelse. For at nå filmen, måtte vi dog besluttet os, og jeg havde da også på forhånd lagt mig fast på en pastaret. Maja var ikke langt efter, og vi faldt begge for Raviolial Fungi Porcini - Frisk ravioli farseret med Karl Johan svampe tilsmagt med smør, frisk salvie og parmesanost.

Raviolien var delikat anrettet i en af de der store, semidybe, hvide tallerkener, vi alle sammen ville ønske, vi havde i køkkenet, men som vi ALDRIG ville få brugt, fordi de er for store til opvaskemaskinen. Jeg ELSKER at spise af de tallerkener :-D

Raviolien var kogt til perfekt bid og garneret med stegte cherrytomater og en velsmagende cremet sovs. Det smagte pragtfuldt... Perfekt konsistens, perfekt krydret, perfekt balance mellem mængden af sovs og ravioli.

Skal man være en smule krakilsk - og det skal man jo engang imellem, er jeg næsten sikker på, at osten ikke var parmasanost med grana. Grana har en mere kornet, tør karakter og er mindre sød en parmasanost - prøv selv forskellen ved lejlighed. Læg først vejen forbi Irma, der har begge dele i god kvalitet, lav derefter en omgang pasta med tomater, basilikum, bacon, rigelige mængder olivenolie, friskkværnet peber og hvidløg. Del portionen i to og garner den ene med parmasan og den anden med grana. Begge er skønt, men man kan godt smage forskel...

Nå - jeg skal ikke mit madnørderi gå ud over dem. Det smagte skønt! 125 kr pr. snude for maden, dertil en cola til mig og vandet var gratis. Så kan man da ikke tillade at brokke sig :-)

Restauran Vita på en regnfuld fredag

2008-03-01T22:31:00.008+01:00

Jeg ved godt, jeg er ved at være gammel. At jeg er sat og kedelig. At jeg går tidligt hjem og ikke er så sjov at feste med, som jeg har været. Men det kan måske være fordi jeg, modsat da jeg var 24, har et krævende job at passe mandag til fredag - og i mange uger et pænt stykke over 37 timer. Det betyder, at jeg ikke nødvendigvis er til det helt store fredag. Jeg har sandsynligvis haft en lang uge, er træt, og vil gerne hjem og slappe lidt af, inden weekendens løjer for alvor går i gang.

Bliver der foreslået god mad med et par af vennerne eller 7, kan jeg dog godt lokkes... Når vi oven i købet skal mødes tæt på mit arbejde og dennes fredagsbar, behøver man bare fortælle hvornår.

Indtil i går havde jeg ikke været Vitas før, og havde heller ikke bidt mærke i navnet. Kæresten, der har boet i området, fortæller dog gerne langt og længe om deres andesteg, og jeg kan nu være sandhedsvidende på, at de godt kan lave mad på Vitas.

Det er ikke fordi, der er noget specielt over retterne. Andesteg, flæskesteg, Wienerschnitzel, bøf. Alle retter, der kan fås mange steder i byen. Jeg går gerne ud og spiser gammel dansk mad. Flæsk på Klubben, Ål på Parnas, smørrebrød på Toldbods Bodega - der kommer sandsynligvis et indlæg efter mit næste visit et af disse prægtige steder.... De er alle indrettet som gamle krostuer - nogle originale, andre knap så originale. De har alle sammen et snapsekort. De er alle enormt hyggelige med god mad i rigelige mængder. De har alle 'det', der gør, at man kommer igen og igen og igen...

På Vitas er det kvaliteten af råvarer. Ikke hermed et ondt ord om de øvrige steder, som alle har deres forcer (på Klubben er det den stegte flæsk, skulle nogen være i tvivl), men jeg har sjældent fået så mør en bøf, som den jeg fik serveret på Vitas i går. Bestilt rød - serveret rød. Det er der desværre ikke mange steder nord for den dansk-tyske grænse, der mestre. 'Vita's' steak hedder den - med bearnaise og hjemmelavede pommes frites. Og med en sprød ratatoille som garniture. Veninden, kokken, fik samme ret, og var ligeså begejstret. Hun er ganske vist ligeså madglad som jeg, men er bearnaisen fra pulver eller grøntsagerne ensfarvede og bløde, får de hårde ord med på vejen. Hun VED, hvad der er svært at lave. Hun VED, når der bliver skåret unødige hjørner. Hun spiste op :-)

Dessert var der ikke plads til. Det forhindrede os nu ikke, veninden og jeg, i at bestille pandekager med is. S, som jeg havde på min anden side, fik sig en god griner, da jeg begejstret udbrød: "Det smager jo af pandekager med is!"... Men helt ærligt. Hvor mange har fået serveret en genopvarmet, færdigkøbt, vakumpakket pandekage med en klat af nettos billigste? Præcis! Det her smagte IKKE sådan. Det smagte af Pandekage med Is. Ikke så meget pjat :-)

Begge retter blev skyllet ned med en frugtig Furente del Ritmo Crianza fra Spanien. Jeg er normalt ikke stor fan af spanske rødvine - de giver mig hovedpine dagen derpå - men når den anbefales "til en stor rød bøf", er der jo ingen vej uden om. Glimrende smagte den. Ingen stor og prangende vin, men god at dele, god til bøffen og jeg fik ikke hovedpine :-)

Det øvrige selskab fik et muntert miks af schnitzel, and og flæsk efterfulgt af chokolademousse, gedeost og friturestegt camembert. Godt garneret og skyllet ned med flere store fadøl, end jeg kan tælle. Deres mening tæller derfor ikke. Man kan ikke forvente at få et fornuftigt gastronomisk udsagn fra en beruset støder. Heller ikke selv om man deler seng med en af dem. Det så dog lækkert ud og snuste godt. Der er ingen anden udvej end at smage det selv ved lejlighed. O, jeg arme stakkel.

Jeg kender endnu ikke regningen, da en anden lagde ud, men jeg vil skyde på i alt godt 750 kr for veninden og jeg, med hvem jeg delte vinen.

Halifax - ej blot en by i Canada. Og så var vi da forresten på chokoladefestival...

2008-02-24T21:12:00.005+01:00

Sikke en søndag :-)

Dagen startede ellers ganske konservativt med et stykke ristet brød og en kop kaffe. Et lille glas appelsinjuice, morgenavisen, overboens lille søn, der ikke ville sove til middag. En ganske almindelig fredelig søndag. Det var stilhed før stormen...

Kl. 13 skulle vi mødes med S og K, der bor lidt længere nede af vejen, fordi vi skulle til chokoladeselskabets årlige chokoladefestival på KVL. S og K har prøvet det før - ikke mindst fordi K har været medhjælper flere gange - men kæresten og jeg kastede os frygtløst ud i det uden plan, uden strategi, uden idé om, hvad vi gik indtil - og ikke mindre end katastrofalt - uden store lommer.

For den beskedne pris af 85 kr fik vi udleveret 5 kuponer og adgang til et chokoladeinferno, jeg sjældent har set mage til. Allerede i døren blev vi mødt af en smilende djævel med en diabolsk god kop varm chokolade med bl.a. nelliker. Derefter gik det fra bod til bod, fra smagsprøve til smagsprøve, fra sanseindtryk til sanseindtryk. Råchokolade, mørk chokolade, fyldt chokolade, chokoladebalsamico, chokolade kage, chokolademousse (uden sukker - opskriften skulle efter sigende kommer på på Valrhonas hjemmeside en af dagene) og ikke mindst nogle ganske himmelske mandler fra Summerbird med hvid chokolade, citron og lakrids. Et næsten overvældende orgie af chokolade og chokoladerelaterede produkter - der dog ikke kunne sætte Frederiksberg Chokolade af tronen som min foretrukne chokoladepusher.

Efter den omgang trænge vi alle til lidt frisk luft, hvilket bragte os på en dejlig gåtur omkring søerne, og dermed indenfor rimelig afstand af Halifax - det berømmede burgersted på Frederiksborg gade, der på kun 6 måneder, har opnået næsten kultstatus, som Københavns bedste burgersted (en påstand, jeg har sat mig for at teste...)

Oh se, om ikke det levede op til forventningerne. Ja, de blev ikke bare indfriet men overgået. S og jeg fik os en Københavnerburger hver med oksekød og fritter + ailo. En solid sag med 200g hakkedreng stegt lige tilpas medium (man kan bede om rød eller gennemstegt) med ost, bacon, jalapenos + tomat, løg og agurk. Tydeligt friske råvarer. Tydeligt med ambitionen om byens bedste burger i tankerne. K fik en Zürich, der bl.a. indbefatter rösti i stedet for halvdelen af bollen og kryddersmør og kæresten en mexikansk udgave med guacamole og krydret tomatsalsa. Hertil fritter med chilimayonaise. MUMF!

Kan I sige tømmermændsmad?

Burgerne koster mellem 100 og 130 kr. stk inkl. fritter. Hertil en cider (ikke så stor i smagen, men et godt alternativ til øl, når nu det er søndag) og så er prisen små 600 kr for fire mand. Søndagsmad. Ja tak :-)

Mmmmm - Bombay Chicken good....

2008-02-21T20:04:00.009+01:00

Onsdag er den dag i ugen, hvor jeg med sikkerhed har en aftale. Jeg ved ikke, hvorfor det lige er onsdag, men med undtagelse af ferier og slige er onsdag = legedag.

Jeg var lidt ophængt, da min veninde og jeg lavde aftalen, så basalt set lød den fra min side: "Onsdag d. 20 efter arbejde - du bestemmer hvad, hvor og hvornår"

Det blev så til mad på Bombay i Lavendelstræde og 19-forestillingen af Hallam Foe i Grand. Se bare - det er derfor, hun får lov til at bestemme. Hun er god til det :-D

Bombay er blevet et rigtigt dejligt sted efter den nye rygelov er trådt i kraft. Der er ikke så højt
til loftet og bordene står tæt, men det der gav en ulidelig tåge af røg fra naboerne, er nu med til at danne rammen om et meget hyggeligt, men ganske uformelt sted.

Veninden kan godt lide at komme der, fordi stemningen er afslappet, betjeningen god og hurtig og maden er god, rigelig og billig. Jeg kan godt lide at komme der... ja, af samme grunde... men også fordi de tilbereder din mad i en styrke, der passer til dine smagsløg.

Som de fleste andre 'indiske' restauranter i København er Bombay pakistansk. Det betyder en overvægt af klassiske nordindiske retter med kylling og lam i tunge velsmagende sovse, der tigger om at blive søbet op af et nan brød.

Jeg fik Murg Nawabi med et lækkert badami nan og en smækker mango lassi. Murg betyder kylling, og nawabi er, har jeg ladet mig fortælle, en tilberedening i en kraftig sovs med æg, hakket kød og nødder. Badami betyder mandel. Mundvandsdrivende smagskombinationer med en styrke der bider uden at trække blod.

Min veninde fik Mutton Piaza med kikærter, garlic nan og ligeledes en smækker mango lassi. Jeg er ikke sikker på, hvad Piaza præcist dækker over, men jeg må forhøre mig ved en god dansk-indisk veninde ved lejlighed. Mutton er som bekendt lam og der var skam også tale om en ganske lækker lille sag - selvom jeg foretrækker det lidt stærkere end veninden ;-)

115 kr snuden blev det til - så er der også råd til biografbilletten.

O, what a burger

2008-02-18T15:06:00.003+01:00

Det vil sikkert komme som en overraskelse for de fleste, men jeg elsker mad.

Derfor har jeg naturligvis også allieret mig med at par skønne kvinder fra mit arbejde omkring en jævnlig tøsefrokost på en af de mange gode restauranter i nærheden.

I dag var der stor lyst til fedt, salt og sukker (hård weekend?), så turen gik til O's i Gothersgade.

På O's laver de solid amerikansk inspireret mad serveret i amerikansk størrelse portioner. Indretningen er ligeledes hentet fra de mange diners, man kan finde i det store land, så der er lange sofarækker med slidt læder omkring slidte borde og stole - Et vidende om et sted der bliver flittigt brugt af mange, men rent og pænt.

I weekenden åbner de kl. 03, og jeg har selv lagt vejen forbi til en gang natmad på vej hjem fra byen. Mellem 03 og 06 er der som regel en hyggelig fest i restauranten, med en masse glade mennesker, der gerne vil have lidt god mad at sove på.

Hofretten på O's er deres killer burger - med okse eller kylling i flere varianter. Serveret med salat, tomat, stegte løg og syltede agurker. Med andre ord, en RIGTIG burger.

I dag supplerede jeg min med ost, og så kan man jo passende dele en eller flere portioner fries. Fritterne er friturestegte, krydrede kartoffelbåde, der IKKE smager sundt, men absolut smager SKØNT.

Serviceoplysning til alle de dejlige mænd: Andres fritter smager bedre. Det er derfor, vi kvinder ALDRIG bestiller vores egne :-)

O's coupe de grace er deres enorme, tykke milkshakes. Jeg bestilte en stor vanilleshake, hvilket jeg har fortrudt de sidste tre timer...

Jeg burde vide bedre end at skylde en killer burger ned med ½ liter shake, når jeg skal tilbage på arbejde. Men de smager forbandet godt, og vanillen er sort af vanillekorn...

Jeg kunne godt drikke en mere... :-S

(husk at flødeskum er standard, så hvis du skal have den uden, skal du bestille shaken sådan)

O's er ikke byens billigste frokoststed - en killer burger med ost + stor milkshake løber op i 123 kr - men kvaliteten taget i betragtning, er det absolut heller ikke det dyreste. Man føler virkeligt, at man får noget for pengene, og har man ikke nogen, der står og flår i dig ved aftensmadstid, kan man roligt lade frokosten være dagens hovedmåltid.

Så næste gang du alligevel skal have lidt god gå-hjem-mad, vil jeg anbefale at lægge vejen forbi. Det kan jo være vi ses ;-)

Restaurant Visent

2008-01-30T23:38:00.000+01:00

Jeg har lært to ting i dag.

For det første at, når man ikke længere er studerende ved, men kandidat fra, Handelshøjskolen, skal man overveje at invistere i et godt jakkesæt og smide alle de gamle klude ud.

For det andet at man, når man har et vigtigt møde næste dag, der kræver at man skal prøve alt ens handelshøjskoletøj, skal man ikke spise på Restaurant Visent.

Christian, min tidligere nævnte "lad-os-prøve-en-ny-restaurant-og-vise-yndlingene-frem" ven og jeg har med andre ord været ude og spise godt og rigeligt.

Restaurant Visent var mit valg, og jeg faldt over det, fordi jeg en dag gik forbi på gaden, og faldt pladask for deres hyggelige interiør og det pragtfulde menukort.

Restauranten ligger på Åboulevarden 23 på Frederiksberg - ganske tæt ved Forum Metro, og er ellers et sted, hvor man ikke lige kommer forbi, med mindre man kommer drønende med 80 km i timen (mindst) på Åboulevarden. Og det er lidt en skam, for stedet er oplagt til en første eller anden date. Det er der flere grunde til...

For det første er rummet, som nævnt, særdeles hyggeligt med hvide duge, levende lys og en ikke alt for dæmpet og intim lyssætning.

For det andet er det sted, man ikke lige kommer forbi, og man kan derfor overraske med et usædvaneligt valg.

For det tredje er Visent en polsk restaurant - igen et noget usædvaneligt valg, som jeg som erklæret zenogastronom vil mene, vil overraske selv den mest garvede restaurantgænger.

Maden er baseret på solide mellemeuropæriske råvare - svampe, kød, ferskvandsfisk - men tilberedt ganske udsøgt og anrettet, så det fryder langt ind i sjælen.

Visent betyder Bison på polsk, og findes da også på menukortet ved lejlighed - dog er det ikke altid, kødet kan skaffes, så man skal holde øje med menuen, hvis det er dette dyr, man hungre efter.

Her til aften var jeg ikke så sulten (ja, jeg var også selv overrasket), så jeg nøjedes med to retter. En pragtfuld stegt sandart med svampe og en delikat vodkasovs, der klædte retten heldt fortrineligt samt en god gang svingende æblegrød med mandler og flødeskum til dessert.

Nogen gange kan det være så enkelt og dog så lækkert :-)

Hertil fik jeg et glad pragtfuld polsk øl - en Zywiec - som jeg har stiftet bekendtskab med tidligere som en glimrende tørstslukker. Jeg kan hermed bevidne, at det også er en god øl til fisk, selvom jeg nok ville være lidt varsom med at servere den til en ret uden et tilbehør a la svampe eller andet med lidt smag i.

Christian lod sig inspirere og fik de samme to retter, men indledte med en forret bestående af Ravioli med kogt vildsvin og råmarineret fennikel. Meget delikat anrettet, og Christian, der ellers ikke er ukendt ud i det kulinariske, blev aftvunget et anerkendende nik.

Hertil fik han et glas af husets rødvin - en St. Andrea Egil Bikaver 2002 - noget så skønt som en ungarsk rødvin. Jeg smagte desværre ikke, men alene dette er grund til at komme tilbage.

Alt i alt løb regningen op i små 500 kr, så det er absolut det billigeste sted vi har spist i vores snart mangeårige venskab (hvis man ikke tæller diverse pizzaer og slige med)

Eneste minus ved stedet er, at tjeneren ikke talte dansk. Han var tilgengæld ganske flydende i engelsk og en pæn fyr tillige - så mon ikke de fleste kan klare sig?

FAMO 51 - Italiensk, når det er hyggeligst

2008-01-24T13:19:00.000+01:00

Stakkels, stakkels mig.

Min kæreste rejser fra mig i en hel uge for at stå på ski i Østrig. Jeg skal bare blive hjemme og arbejde :-(

Som plaster på såret inviterede han mig på FAMO 51 på Gl. Kongevej i går. Og jeg må indrømme, at hvis det er et sådanne traktement der venter, hver gang han rejser fra mig, må vi se at skaffe ham et job hos Læger Uden Grænser.

Jeg har boet her på det indre Frederiksberg i snart 5 år, og kan umiddelbart huske to eller tre andre steder på adressen Gl. Kongevej 51, men har ikke tidligere været inspireret til at gå derind. Denne gang har jeg dog ventet på en anledning - ikke mindst på baggrund af alle de fine anmeldelser stedet har fået. Uretfærdigt, jeg ved det, men sådan er det jo engang imellem.

FAMO 51 er indrettet meget lyst og med kig direkte til køkkenet - en detalje der gjorde det svært at holde kærestens opmærksomhed 100%, men han skal jo ikke straffes for at være interesseret.

Midt i rummet er en trappe til underetagen (hvor der muligvis er flere borde?), men denne arkitektoniske umulighed, er nydeligt løst ved at dække halvdelen af trappeskakten med en glasplade, der anvendes som opbevaring for glas og en champagnebowle. På den ene side har man så flankeret nedgangen med et anretter bord, så man kan følge med i, hvad der serveres som dessert. Vi sad ved halvmuren på den anden flanke - et ganske glimrende bord, hvor man ikke føler sig generet ved at være placeret midt i rummet. Vi gjorde i hvert fald ikke...

Betjeningen på stedet virker i højt humør trods travlhed, og alle var meget flinke og opmærksomme. Uden at nøde, blev vi budt en aperitif, Prosecco di Valdobbiadene, en pragtfuldt perlende hvidvin på grænsen til det tørre, og det er jo som sådan en af de bedre måder at starte en aften, hvor man dyrker sin indre livsnyder.

Konceptet på FAMO 51 er, at der er en forudbestemt menu med fire retter. Forret, pastaret, hovedret og dessert. Også kaldet Antipasti, Primi Piatti,m Il Secondo og Dolce. Et koncept der absolut ikke er ukendt, når man nyder et ægte italiensk måltid.

Forretten bestod af en række små retter i let og hurtig rækkefølge: Et par gode skiver brød, et par gode skiver pølse, letrøget skinke, tre oste (hvoraf kærsten kunne lide mindst en, hvilket jeg betragter som et lille, men sikkert tegn på, at jeg nok skal få ham omvendt til ostespiser), Vitello Tonnato, Roastbeef med pesto og parmesan, stegte courgetter, letsyltede perleløg og et lille hjørne ostebrød med syrnet creme og en bid grillet pølse... Hertil nød vi vores perlende hvidvin, mens vi overvejede, hvordan vi dog skulle komme igennem yderligere tre retter... Jeg gjorde i hvert fald :-D

Undervejs bestilte vi en flaske rødvin, så den kunne stå og hygge sig til indtagelsen. Vinkortet på FAMO 51 er pragtfuldt varieret, men dog ikke større, end at man kan overskue det. Og trods et par perler på den forkerte side at 1.000kr flasken, er prisniveauet absolut overkommeligt.

Den udvalgte vin, en en Barbera d'Asti, Tre Vigne fra 2005 - fra huset Vietti, skulle snart stå sin prøve som tilbehør med til pastaretten.

Pastaretten blev serveret af to omgange, som en rød pasta og en hvid pasta. Begge naturligvis med hjemmelavet pasta som omdrejningspunktet, men med en rød sovs på tomater, auberginer og drysset med rasp, og en hvid, let flødesovs med rødløg drysset med friskkværnet peber. MUMF!

Min foretrukne var klart den røde, men kæresten mener, at mine smagsløg momentant var ude af synk med resten af verden, for det var naturligvis den hvide, der var den bedste... Godt der var to ;-) Og rødvinen viste sig at være særdeles frugtig, men fyldig. Som en ung barolo.

Hovedretten var kalvekæber, og jeg må indrømme, at det var den ret, jeg havde glædet mig mest til. Og her ventede en overaskelse. Kalvekæber er en hel del mere fede end svinekæber... Sammen med kartoffelmosen var resultatet en ret, der i smag ramte meget tæt på Bøf Stroganoff... Men måske en smule mere elegant... Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal mene om det....

Men jeg elsker bøf Stroganoff, så jeg brokker mig nok ikke ret meget.

Fra vores bord havde vi glimrende udsigt over anretningen af desserten, og vidste derfor, at der bl.a. ventede os et stykke kage med friske bær. Det stillede os naturligvis overfor et særdeles svært valg. Kaffe eller dessertvin. Men man er vel ikke livsnyder for ingenting, så vi valgte begge dele. Et glas Moscato d'Asti og en cappucino med helt perfekt mælkeskum.

Ud over kagen fik vi en pragtfuld pannacotta og en vandbakkelse med en delikat karamel/vanillecreme... og la piece de resistance... hindbær coulli.

Alt i alt endte vi på en regning på små 1400kr, hvilket absolut må siges at være rimeligt for et pragtfuldt måltid med en flaske rødvin, 4 øvrige glas vin, kaffe og en flaske San Pellegrino.

Jeg kommer igen - ses vi?

En hyggelig aften på La Fiesta Mexicana

2008-01-22T11:15:00.000+01:00

Ja ja da...

Så er der alligevel gået en rum tid siden sidste indlæg. Det skyldes en modbydelig sammensværgelse mellem arbejde og jul, der har betydet, at jeg ikke har været ude at spise i umindelig tider, og derfor ikke haft noget at skrive om.

Men NU! er verden normal igen. Så normal, faktisk, at årets første indlæg omhandler La Fiesta Mexicana, som jeg tidligere har lovet at skrive om.

La Fiesta Mexicana (eller 'Den Mexicanske', som den hedder i min omgangskreds) har ofte lagt hus, mad og drikkevare til en hyggelig aften i byen. Vi var der før J-dag, vi har været der, når vi ikke har haft så mange penge, og i sidste uge var vi der, fordi min dejlige veninde, gerne ville se en bunke mennesker på sin fødselsdag. Hertil er stedet oplagt.

Der er god plads ved bordene, de kan snildt klare et selskab på 10-12 personer ved langbord, maden er god og rigelig og stemningen må gerne være høj.

Den Mexicanske har et overdådigt menukort, hvor jeg endnu ikke har smagt alt - helt min egen skyld, det ved jeg godt - og alt har været lækkert. Men der er ikke tale om gourmetmad. Det er chili con carne-kogt-i-15L-gryder-som-mama-plejede-det-mad med smag og saft og kraft. SKØNT!

Når vi er der mange, som vi var det til fødselsdagen, bestiller vi som regel alle sammen Taco Fiesta, som serveres på fade. Og når fadet er tømt, bestiller man bare et mere....

Fiestaen indeholder bløde majstortillas og tacoskaller. Kylling med ananas, chili con carne, ost, salat, salsa, Guacamole og godt med det stærke. Dette skyldes som regel ned med et par kander Margarita og Strawberry magarita til bordet.

Derudover bestiller de fleste af os en Sol eller andet godt, hvilket som regel placere regningen i nærheden af 300kr pr. mand - absolut billigt i betragtning af, at der bliver fyldt godt på med både mad og våde varer.

Til fødselsdagen bestilte vi også forretter. Jeg fik poppers - friterede peberfrugter med ostefyld. Absolut pragtfuldt og lige præcis stærke nok til at smage af noget uden at trække tårer.

Kærsten, som også var med, bestilte ingen forret. Han er kongen af alt-hvad-du-kan-spisebuffetter, og var ikke begejstret for ideen om at lægge sig selv forhindringer i vejen for fadene med Taco Fiesta. Han tømte da også to fade selv :-S

De øvrige fik lidt forskelligt fordelt på avokadosalat, kæmperejer og dos sombreros (indbagt et eller andet). Jeg smagte ikke noget af det, men alle var glade.

En meget hyggelig aften i byen, der snart skal gentages igen.

Promenaden og Frederiksberg Allé

2007-11-22T23:04:00.003+01:00

Ahhh, skønt med en kop the og Walkabouts på anlægget.

Særligt når man lige er kommet hjem fra en hyggelig aften på Promenaden med en gammel veninde og kærester. Sådan nogle mennesker man har kendt altid, og som kan huske dengang man gjorde et eller andet mærkeligt i 4. klasse er pragtfulde at se engang imellem.

Når der så kommer kærester ind i billedet er det jo kun hyggeligt, hvis de også kommer overens, så man kan gå ud sammen. I dette tilfælde har kærsterne, der lige har mødt hinanden første gang for godt 4 timer siden, lige brugt en hel aften på at diskutere biler - veteranbiler, nye biler, biler de har haft, prøvet at køre, godt kunne tænke sig, afgifter, parkering, forsikring, krigshistorier fra de danske veje osv osv - mens veninden og jeg har diskuteret alt muligt andet.

Garneret med et par øl og Promenadens fabelagtige sandwich og afslappede stemning, har det virkeligt været en hyggelig aften.

Da jeg for snart mange år siden flyttede til København for at læse, forvildede jeg mig en dag ned af Frederiksberg Allé. Det var kærlighed ved første blik. Dengang boede jeg i Albertslund (ja, der var vel nok dejligt!), men fra den dag var jeg Frederiksbergborger. Et år senere flyttede jeg ind i min første lejlighed i denne dejlige bydel, og jeg har ikke tænkt mig at flytte foreløbigt - selvom jeg næppe for råd til at få adresse PÅ Frederiksberg Allé lige foreløbigt... Så skal kæresten i hvert fald til at tage sig gevaldigt sammen på arbejde ;-)

På Frederiksberg Allé finder man:

Frederiksberg Chokolade - ubetinget Københavns bedste chokolatier. Behold bare jeres Peter Beier, Sommerfeld, Valhrona og hvad de ellers hedder. Jeg vil hellere have en af Tinas flødeboller. Eller et par udvalgte fyldte. Eller en kugle hjemmelavet kirsebæris, hvis det er sommer.

Bjørnekælderen - den har jeg allerede skrevet om. Siden har vi også fået deres julefrokostanretning. Var det 6 eller 7 slags fisk? Og and. Og flæskesteg, sylte, brune kartoffler. Oog ost og ris alamande og og og........

La Fiesta Mexicana - den har jeg ikke skrevet om. Mind mig om at gøre det ved lejlighed....

Frederik d. 6 - hvor jeg igen i år blev kysset både af en julemand OG en nissepige på J-dag :-)

Og altså Promenaden. Promenaden har i mange år været min favoritcafé i København. Jeg går for meget op i mad og for lidt op i Vild med Dans til at komme på de fleste caféer i København, og foretrækker også min kaffe sort med mindre den er fra Estate på Gl. Kongevej, så det var en lettelse for mit indre cafédyr at opdage dette velegnede habitat.

Kæmpe store sandwich til 70-80 kr med masser af fyld, hyggeligt inde såvel som ude, et udvalg at øl på fad og Ginger Ale på køl. Det er måske ikke så moderne, men det er altså min yndlingssodavand, og har været det siden jeg var 10.

Men altså Promenadens sandwich. Det sværeste er at vælge. Eller rettere... Kæresten får altid deres fabelagtige clubsandwich, som må være den største af slagsen i byen.

Her til aften fik jeg selv en sandwich med lun gedeost, semidried og friske tomater, pinjekerne, hjemmelavet pesto, godt med salat, rødløg og i en pragtfuld italiensk bolle ikke ulig et mindre filonebrød *MUMF*,

Veninden fik deres chili con carne som virkeligt snusede godt, og som jeg nok bliver nødt til at smage ved lejlighed. Den blev serveret med nachos, creme fraishe og ekstra af det stærke, hvis man skulle have lyst.

Veninden kærste fik Dagens Sandwich med Chorizo og ost samt godt med salat ikke ulig min egen. Vi blev mætte, vi blev tilfredse, vi blev tørstige og bestilte en øl mere....

Fødselsdagsmiddag på Bjørnekælderen

2007-11-04T22:33:00.000+01:00

I torsdag var det min fødselsdag. Jeg fyldte 27 - igen. Det gør ikke ondt, når man har prøvet det et par gange før.

I dagens anledning havde kæresten bestilt bord på Bjørnekælderen på Frederiksberg Allé. Jeg var lidt ambivalent omkring, hvad jeg havde lyst til at lave på min fødselsdag og hvor mange mennesker, der skulle involveres, men så vag og vævende var kæresten heldigvis ikke. Han bestilte raskt væk bord til fire, så jeg kunne invirere et par gode venner med :-)

Hvor fantastisk - lækker mad, gode venner og en ny yndlingsreataurant *MUMF*

Hvor mange gange er jeg ikke gået forbi på alleen, og har tænkt, 'at der ville jeg da sådan set gerne ind en dag', studeret menukortet udenfor og med fryd noteret mig slyngelstuen lige indenfor trappen? Javel - et visti en dag. Hvem kunne vide, at der i den grad var tale om en ægte perle? Hvor mange spildte måltider på andre mere middelmådige restauranter?

Det passer ikke - Godt nok findes der middelmådighed i køkkenerne rundt omkring, men inkluderer jeg pris og atmosfære i kalkulen, har jeg indtil videre undgået at blive rigtig skuffet over et restaurantbesøg. Det gør ikke Bjørnekælderen dårligere - tværtimod. Det sætter standarden, hvormod den måles...

Vi startede med et glas pink Cremant d'Alsace, mens vi nærstuderede menukortet. Stedet har en Frederiksberg Menu med mulighed for vinmenu, der ser ganske fortrinlig ud. Desværre er desserten ikke Creme Brulêe (selvom jeg erindrer, at det har den været på et tidspunkt, så mon ikke der er lidt variation?), så vi gik i stedet a la carte.

De fleste havde set sig lune på Ravioli med gedeost til forret, men desværre var vi ikke de eneste, der havde ladet sig friste. Der var kun en enkelt portion tilbage. Den lod vi gå til Peter, den godmodige kæmpe. Han havde kaldt den først.

Jeg elsker steder, der løber tør for retter. Det fortæller en masse om råvarene og deres friskhed :-)

I stedet fik Klaus en Caparcio, kæresten bruchetta med rå, marineret torsk og jeg selv gedeost med bagte peberfrugter. Aftenens første overraskelse var, at der var tale om GULE peberfrugter. Et usædvanligt valg - især til lune retter, men smagen var ganske enkelt fantastisk. Vi blev enige om at bestille et par flasker sydafrikansk Shiraz ( 2004 Shiraz, Brampton, Rustenberg Stellenbosch) til maden, og kærsten supplerede med et glas hvidvin til forretten. En sydafrikansk chardonnay fra samme hus. Jeg smagte den ikke selv, men kæresten var glad :-) Som jeg skriver dette, mindes han torsken. "Husk grapen", siger han. "Det var simpelthen så lækkert!"

Til hovedret var vi tre, der valgte kalveschnitzel brassieret med seranoskinke. Retten indgik også i Frederiksbergmenuen - men igen... Ingen Creme Brulêe ;-)

Kødet var ganske vidunderligt og sovsen i tilpass mængde og tyngde. Jeg er normalt lidt varsom med retter, hvor man kan frygte en salt sovs, da jeg absolut ikke bryder mig om salt - ikke engang på æggemader - men al frygt blev gjort til skamme. Det smagte intet mindre en pragtfuldt. Og den saltglade kæreste var enig :-D

Fjerdemanden fik pandestegt oksemørbrad, og lignede en glad mand. Han vil også gerne spise der igen i den nærmeste fremtid. Bedre ros kan man vel næppe komme med.

Desserten var naturligvis Creme Brulêe. Og her var så dagens tredje positive overraskelse - 1 = gule peberfrugter, 2 = sovsen, der faldt i alles smag - Ikke bare smagte den pragtfuldt, men det er også den største portion jeg har fået på en restaurant. YUM!

Til desserten havde vi oprindeligt valgt kortets Sauterne. Et sikkert men konservativt valg. Heldigvis greb vores dejlige tjener ind og foreslå en Casa Silva, Late Harvest. Det kære væsen. Hun kendte sine gæster, og hun kendte sin vin. Jeg kan, hvis jeg lukker øjnene, stadig genkalde mig smagen :-D

Alt i alt en pragtfuld aften med mad og vin til fire personer for under 2500 kr. Vi har allerede bestilt bord til næste gang ;-)

Musée Matisse et Bretons Vouageer

2007-10-31T22:12:00.001+01:00

Onsdag blev den kulturelle dag. Jeg havde hjemmefra besluttet, at denne gang ville jeg enten se Matisse eller Chagall museet. Begge ligger et stykke oppe af Mount Cimiez, men absolut i overkommelig gåafstand (45 min - 1 time afhængigt af skridtlænge og kondital) Valget faldt på Matisse, så onsdag formiddag skridtede vi afsted op af bjerget.

Museet ligger i Matisse' eget hus. Et pragtfuldt lyserødt palæ midt i en lille park komplet med oliventræer og en gammel karusel med malede heste og klokkespil. Samlingen er pragtfuld, men specielt en håndfuld malerier, der virker uskarpe på kort afstand, men bliver utroligt detaljerede, når man træder et skridt tilbage, gjorde indtryk. Absolut et besøg værd, og man kan såmænd godt nå både Matisse og Chagall på samme dag, skulle man føle for det...

Efter sådan en omgang kultur var vi undtagelsesvist sultne. Heldigvis mødte vi et skilt på vejen, der kunne pege vej til en lille, hyggelig restaurant puttet ind i et hjørne på en af de mange små veje, der snor sig rundt mellem hovedvejene.

Côté Sud er ikke et sted, man finder, med mindre man kommer forbi på tom mave (og følger skiltet) eller kender det i forvejen. Men planlægger man et besøg til enten Chagall eller Matisse, kan man roligt lægge vejen forbi til en god frokost.

Vi var heldige at få et af de få borde udenfor. Restauranten har ganske vist en mindre terrasse, men her var alle borde reserveret af de lokale, så vi fik plads lige udenfor de store, franske døre. Bordet var til fire, så vi måtte dele det med et fransk ægtepar, men det kan jo også have sin charme - i udlandet. Det vil nok være noget lidt andet på Jensens Bøfhus i Slagelse :-S

Frokosten bestod af en pragtfuld bøf med hjemmelavet bearnaise og groftskårne råstegte kartofler til. Og en flaske rose, naturligvis.

Om aftenen havde vi besluttet at spise på Bretons Vouageer igen. Stedet fandt vi på ankomstdagen, hvor vi spiste frokost her, men vi var enige om, at det var et aftenbesøg værd.

Bretons Vouageer er en lille bretagneinspireret restaurant, som serverer virkeligt gode pandekager - både Galettes (madpandekager) og crepes suzettes (dessertpandekager)

Til frokosten lørdag fik kæresten en net lille sag med pølse, løg og champignon.... - Okay, som jeg skriver det nu, kan jeg godt høre, det lyder lidt underligt :-S Men det smagte virkeligt godt. Og han fulgte efter med en sød pandekage med sukker og citron, hvis det skulle klinge bedre :-D.

Onsdag fik han en med æg og skinke. Også virkeligt lækkert. Jeg fik ost, skinke og tomat begge gange - jeg lever på kanten, gør jeg ;-) Til onsdagens dessert fik kæresten en sød pandekage med hindbær, flødeskum, mandler og chokolade. Jeg fik en med sukker og citron. Og så delte vi en enkelt flamberet i Grand Marnier. MUMF.

Begge gange delte vi en kande vin, men fik også smagt et par kopper af en ægte bretagnespecialitet - Cidre Fermier Breton :-) Den drikkes af store kopper og kommer både i en doux (sød) og brut (tør). Og hold nu fast.... DEN SMAGER PRÆCIST SOM ZOOLOGISK HAVE ! PÅ DEN GODE MÅDE !! Men man skal nok smage det, for at kunne forestille sig det.

Alt i alt brændte vi €60 af på Bretons Vouageer - i alt. For frokost lørdag og aftensmad onsdag. Med cider og vin og dessert. Ubetinget det billigste sted jeg har spist på en ferie. Og et af de hyggeligste :-)

Desværre har jeg smidt kortet væk, men det ligger i den gamle bydel, nord for torvet med den store kirke og de to isbarer (Er du i Nice, ved du, hvor jeg taler om) Det går to veje ud i et 'V' fra torvet, og jeg husker det som den venstre af de to. Men du finder det jo nok :-)

Côté Sud har tilgengæld adressen: 2, Rue du Professeur Sureau (sidegade til Boulevard de Cimiez)

Nu vil jeg gå i seng. Jeg har fødselsdag i morgen, og jeg glæder mig :-)

Onsdag aften på Cofoco

2007-10-22T22:29:00.000+02:00

Ja ja - jeg er ikke så hurtig, som jeg kunne være, til at få skrevet om al den dejlige mad, jeg spiser.

Derfor tager vi lige et sidespring fra Nice og vender blikket mod en af de Københavnske favoritter - Cofoco.

Min gode ven Christian og jeg har en fantastisk appetitvækkende tradition med at invitere hinanden ud på skift. Det betyder dels at man får lov til at frekventere sine egne yndlingssteder, men også at man får ny inspiration og kommer steder, man måske ville have overset.

I onsdags var det min tur, og jeg havde virkeligt lyst til noget afslappet, hyggeligt - og til fisk. Afslappet hygge er der mange muligheder for - men et hurtigt blik på Cofocos hjemmeside, afslørede at menuen inkluderede Kulmule. Er det ikke dejligt, når stederne, gør det nemt for dig at træffe et valg?

Nu er jeg ikke ekspert, men kan dog huske, dengang Cofoco var et "mad med hjem" koncept med søndagsmenu og knaldgode is. Siden er det blevet til flere restauranter i andre dele af byen - og nu igen - et "mad med hjem" sted på Værnedamsvej. Den Cofoco jeg frekventerer ligger på Abel Cathrines Gade mellem Vesterbrogade og Istedgade, og er en vældig hyggelig restaurant med masser af levende lys, gode mørke læderstole og et knaldrødt toilet. Man kan også komme til langbords, hvor man sidder 20 (ca.) mennesker ved samme bord.

Christian og jeg indledte middagen med et glas cava, hvortil vi fik et godt solidt, mørkt, lunt, NYBAGT brød. Skønt alternativ til det hvide brød, man får serveret de fleste andre steder (Ikke at jeg også elsker et godt, hvidt brød, men forandring fryder)

Til forret fik vi begge dådyr med skønne gule beder, rødbeder og kørvel. Dådyret var i form af en slags frikasse, men også med hele stykker - meget yummy.

Til hovedretten fik jeg - chokerende nok - Kulmule :-D Den blev serveret med porre, kantareller og en glimrende font. Christian fik en kanin, der duftede særdeles delikat. Jeg undlod dog at smage. Jeg spiser gerne en bid af min kærestes gaffel, men der må være en kant ;-)

Eftersom det var onsdag, holdt vi os til et enkelt glad rødvin til maden - en virkelig god Cabernet-Shiraz.

Det er en af de bedste ting ved Cofoco. Vinkortet er tre hvide, tre røde og tre dessert - til 100, 200 eller 300kr - men serveres også til 25, 50 eller 75kr glasset. En prisstruktur de fleste tredjeklassere kan gennemskue.

Desserten bestod af en kande stempelkaffe med et par bider chokolade og favoritten blandt alle desserter - Creme brulée. Her serveret med citronsorbet. Meget delikat, Der er aldrig nok :-S En gulvspand Creme Brulée ville ikke være nok ;-)

Alt i alt en meget hyggelig onsdag aften i byen. Så venter vi bare en måned, til menuen skifter, og så en gang til :-)

Le Café de Turin

2007-10-18T11:03:00.000+02:00

Når man nu tager en uge til Middelhavet midt i oktober, skal man naturligvis have badetøj med. Man skal hoppe i vandet og ligge og flyde rundt i det ekstremt saltholdige vand. Man skal gå en lang tur langs bugten og nyde solen og varmen og det azurblå hav, der farver verden i skarpe blå, grønne og gule farver og man skal spise fisk og skalddyr :-)

Og når man skal spise fisk og skalddyr i Nice, er der ikke noget skønnere sted end Le Café de Turin - en af mine personlige favoritter.

Jeg ville gerne komme med en længere udredning om rosévin, endnu en omgang Sole Meuniere - denne gang til kæresten - og deres helt sublime chokolademousse, men på Turin er der en kongeret over alle andre retter: Grosse Crevettes. Vi lader billedet stå et øjeblik:

Nice - og Le Safari

2007-10-14T14:25:00.000+02:00

Kæresten og jeg er netop hjemkommet fra Nice :-) Hvor er det dog en skøn by!

Vi tog afsted lørdag morgen (nat?) og ankom til strålende solskin og 25 grader. SKØNT!

Lad mig slå fast med et samme. Vi har været der før, vi kommer der igen, og byen - sammen med resten af azurkysten - er et nødvendigt stop for enhver, der dyrker sin madglæde.

Resten af første dag blev brugt på - you guessed it. Mad!

Første punkt på dagsordenen var naturligvis en tur ned på den ustyrligt smukke bays des anglais.

Herefter bevægede vi os ind i den gamle bys (Vieyx Nice) krinkelkrogede gader for at finde vores frokost - men det vender jeg tilbage til i et senere indlæg. Vi fandt nemlig et ualmindeligt godt creperie, der dannede rammen for vores aftensmad senere på ugen.

Undervejs lagde vi vejen forbi Cours Saleya for at sikre os at en af kærestens yndlingsrestauranter ( Et højdepunkt på turen, som han kalder den) lå, hvor den skulle.

Efter frokost foretog vi noget, der for de der normalt lader sig nøjes med de danske supermarkeder, kan betegnes som en pilgrimsrejse. Vi gik på indkøb i købmanden i underetagen hos Lafayette - Nices svar på Mad&Vin og så alligevel så langt fra....

Når vi rejser, bor vi helst i lejlighed, så vi selv har mulighed for at lave lidt mad og have et par ting på køl - I Nice er det næsten uundværligt.

I Lafayettes beskedne supermarked købte vi: 4 store skiver parmaskine, 4 store skiver røget skinke (begge udvalgt fra adskillige varianter hos delikatessen), et godt stykke ost - også en blandt noget, der ligner 50 forskellige - 4 enorme rødkindede, friske tomater, der duftede af sol og sommer, et par avokadoer, kaffe, mælk til samme, to slags youghurt til morgenmad (med figen og rød grape) appelsinjuice, en halv flaske Creme de Cassis og en halv flaske brut. De to sidste til den obligatoriske Kir Royal på terassen inden aftenens ekskortion.

*MUMF*

Efter indtagelse af Kir Royal begav vi os - iklædt shorts ;-) - tilbage til den gamle by, for at genfinde føromtalte højdepunkt - Le Safari

Le Safari ligger som en blandt mange midt i turistfælden - og den er virkeligt god. Vi ville nok ikke selv have fundet den, men takket være Anders Grøndahls fantastiske bog om Nice og Rivieraen (der har sin faste plads på kærestens natbord), er den et fast punkt på dagsordenen.

Tag ikke fejl. Le Safari ligger midt i et klassisk, restauranthelvede, som vi alle har oplevet dem sydpå, og priserne er derfor en anelse høje, men de kan godt nok lave mad, så det står efter.

Vi har prøvet at sidde såvel indenfor - et hyggeligt rum med hvide duge, hvidkalkede vægge og mørke bjælker, hvor man får et kig til køkkenet og den enorme stenovn på vejen - og udenfor.

Udenfor er der en farlig kalads, og man kan få mange timer til at gå med at se på alle de andre, der også gerne vil være i Nice; Men der er sol det meste af dagen - og restauranten nyder godt af de sidste dråber aftensol, der drypper over den gamle bymur (hvori der såmænd også ligger restauranter)

Vi ved, hvad vi vil have - næsten i hvert fald.

Vinen er husets Vin de Pays, Rose (Landvin, Rosé), der smager fremragende til alt. Vand skal der også til... Og så opdager man endnu uvant ting! Restauranterne i Nice har mange forskellige slags vand - med eller uden brus - at vælge imellem. Vi fortrækker Budoit eller San Pellegrino, der begge er milde i smagen, men hvor Budoit er en meget blød vand, har San Pellegrinoen fået et godt skud kulsyre, og minder en del om Mårum.

Forretten er også relativt nem. Le Safari har et godt og velsmagende udvalg af Nicianske specialiteter - herunder Beignets (indbagte grøntsager), Accra (små friturestegte fiskeboller) og Salade Nicoise. Og det ender altid med, at vi udvælger to af ovenstående retter, og deler i porten.

Til hovedret havde jeg lyst til fisk, så jeg fik en meget lækker Sole Meuniere (smørstegt søtunge i citron og persille) med kartoffelmos. Ja, jeg ved godt, det lyder spøjst. Men det passede helt perfekt sammen, og jeg vil godt garantere, at kartoffelmosen ikke kom fra en pose :-)

Kæresten fik kanin med brasede kartofler og grøntsager. En klassiker i hans verden. (Som de iøvrigt også laver ganske glimrende på Cofoco på Vesterbro)

Desserten er ALTID! Creme Brulee. Jeg eeeeeelsker Creme Brulee. På Safari serverer de den med ild i, så man skal lige nære sig for varmen, inden man kaster sig over den - men godt ser det ud. Og vidunderligt smager det... Ikke underligt, når skålen er sort af vanillekorn :-)

Afslutningsvis en Pastise og Voila - Et festmåltid til den nætte pris af 110 euro.

2 gange mere blev det til på Le Safari - begge til frokost. Og begge gange fik jeg Accra, for det er virkelig en herlig ret, der sammen med den lidt skarpe tomatsovs, et godt brød og krydderolie ikke kan gøres meget bedre. Kæresten vil hellere have have pizza - og det er virkeligt også kræs. Ægte italiens bund, med den helt rette skorpe og et delikat udvalg af fyld, der tydeligvist ikke er indkøbt til sportpris i Metro.

Første frokost valgte han en Pizza Napolitan med sorte oliven og ansjoser. Anden frokost stod den på en Catalane med peperoni og peberfrugter. Også meget lækkert. Med vand og en halv flaske Vin de Pays løber det op i små 30 euro, hvilket næppe kan gøres bedre, hvis du samtidig vil have en plads i solen.

Rialtoburger MUMF

2007-09-20T22:02:00.000+02:00

Nu er det jo sådan, at alle par har deres ritualer.

Nogle skændes før sex, nogen skændes efter sex, atter andre under sex...

Vi spiser Rialtoburger - altså ikke før, under eller efter sex, men efter vi har været på druk... eller bare en af os har været på druk... eller hvis vi har overvejet at gå på druk, men er blevet hjemme for at være kærestekedelige. Med andre ord hver søndag ;-)

Hver søndag kan man se os spadsere ud af Gl. Kongevej med retning mod BURGEREN..!

En Rialtoburger er i al sin enkelthed, en burger, som du ville ønske, du selv kunne lave den.

Stor sesambolle, kæmpe bøf af friskt oksekød - ikke nogen papsubstitut* her - masser af salat, tomat og løg, og med ost (til mig), ost og bacon (til ham) eller kun bacon (men hvorfor dog undvære osten?)

Og så med en Coke Zero til - Det er lykken.

Jeg var en overgang en blanding af stolt og skeptisk over, at ejeren bare skulle se os i døren, før der var en nr. 1 og en nr. 3 på grillen. Det svarer lidt til, bare at skulle ringe til pizzamandens nr, hvorefter man kan hente en nr. 18 10 minutter senere - alene via 'Vis Nummer'

Jeg blev dog beroliget af en god ven, der kunne fortælle, at han, da han første gang efter sit eksil på Nørrebro, vendte tilbage til Rialto, blev hilst med et "nr 1 uden løg" i døren. Vi har med andre ord at gøre med et burgergeni med fotografisk hukommelse. Det forklarer faktisk en hel del om burgerens kvalitet - ville du f.eks. bryde dig om at skulle huske hver eneste Big Mac, du havde lavet? Nej vel - hvis det skal fryses fast på indersiden af nethinden for evigt, gør man sig en anelse mere umage i sit arbejde...

Eneste minus, jeg skal jo nævne et, er, at der ikke er det store i siddepladser, men der er dog et par borde udenfor, hvor man kan kigge på trafikken, der kører forbi. Det er altså også her, man på første parket kan opleve, hvor vanskeligt det er for en gennemsnitscyklist at navigere forbi et busstoppested, et knæk i cykelstien og at tygge tyggegummi samtidigt. Absolut underholdende på den tragikomiske måde.

Enkelte gange har jeg prøvet varianten at spise en Rialtoburger til aftensmad. Dertil er den også fortrinligt egnet, og så har placeringen jo den fordel, at man lige kan snige sig over på Cafe Svejk til et godt glas tjekkisk øl at skylle efter med.

Svejk har flere borde inde og ude (dog mest om sommeren) ligesom der til tider er live-musik og ofte bliver vist fodbold - og så er der altid hyggeligt. Men man skal dog komme i god tid i weekenden. Og så er det stedet, hvor jeg har lært, at man ikke skal drikke sidevogn til sin øl, når den holder et stykke over pilsnerstyrke. Nu jeg tænker over det, skal man faktisk ikke drikke sidevogn i det hele taget :-S - bare tanken giver mig lyst til en Rialtoburger...

* Jeg ved faktisk ikke, hvad de laver deres bøffer af på andre burgersteder, men pap er vist et rimeligt bud :-S Hvis du vil se noget sjovt, så prøv at købe et par af de sataner og smid dem på grillen - og køb også lige et par pølser. Dem får du brug for.

Victoria på Frederiksbjerg

2007-09-14T22:56:00.000+02:00

Sidste dag i Århus.

OK - sjov, lille historie.

Kæresten og jeg havde naturligvis ikke bestilt hotel hjemmefra, da vi ankom til Århus en onsdag aften. Ikke at vi ikke havde prøvet - aftenen før.... Fik jeg sagt, at jeg i mit arbejde er meget struktureret og planlægger alting et par uger frem?

Vi havde dog noteret os, at Ritz var leveringsdygtig, så vi kigge lidt på hinanden og blev enige om, at så dyrt kunne det da ikke være :-S

Vi byder velkommen i hjertet af Århus.....

Hotel Ritz er den perfekte base i Århus. Beliggenheden lige midt i centrum danner et ideelt udgangspunkt for alle byens aktiviteter - kultur, natur eller natteliv.

Hotel Ritz - bygget i 1932 - er istandsat og indrettet med stor personlighed og respekt for arkitekturen. Hotellet er en behagelig oase, hvor man bliver fanget af den hyggelige atmosfære det øjeblik døren lige så stille har lukket byens lyde ude og åbnet for et hotel, der er en oplevelse i sig selv.

Vi byder hjertelig velkommen....

Ja ja da - MEGET hyggeligt.

Nu viste det sig så, at det eneste ledige værelse var BRUDESUITEN med himmelseng, marmorbadeværelse og hele molevitten.

Billedet er i øvrigt fra Best Westerns egen hjemmeside - jeg er (desværre) ikke et af de mennesker, der tager billeder af alting, hvorfor vi har ABSOLUT INGEN billeder fra denne ferie :-(

Anyways.... BRUDESUITEN - Just the thing, når man lige er flyttet sammen, og ens forhold derfor står på bævene, uprøvede ben ikke ulig et girafføl. Den kække receptionist mente, at det ikke var noget, der ikke kunne klares på rådhuset, men vi blev dog enige om, at vi droppede vielsen og han droppede kommentarene :-D - Og når alt kommer alt, var det et dejligt værelse.

Vi havnede altså ca. her i Århus, og var derfor nemme at lokke til Frederiksbjerg på vores sidste aften.

Her kunne vi konstatere, at trods navnesammenfaldet minder Frederiksbjerg en anelse mere om en blanding af Valby og Kerteminde end Frederiksberg (hvor vi bor til hverdag), men - iler jeg at tilføje - det bedste fra Valby (Spisecafeerne på Valby Langgade) kombineret med det bedste fra Kerteminde (Hyggelige rækkehuse, med stokroser og et sted, jeg absolut godt kunne bo, hvis det ikke var så meget på landet).*

Vi fik os en hyggelig spadseretur, forvildede os ind i en dyrebørnehave(?) og redede en bi fra et køleskab i Superbrugsen. Og så landede vi Victoria.

Victoria passer lige ind i et af mine yndlingsstorbyfænomener.**

Afslappet stemning, god mad til rimelige priser, og der er ingen, der tager det ilde op, hvis man griner lidt for højt, bliver lidt for fuld eller holder sig lidt for ædru. Kendetegnet ved et sted, hvor der er ligeså hyggeligt en tirsdag som i weekenden (tror jeg da - vi var der på en fredag)

Atter var det faktisk den røgfri afdeling, der gjorde udslaget. Vi havde ellers set os lune på en omgang stegt flæsk længere nede af gaden, men GAD BARE IKKE RØGEN!!!

(Hermed en opfordring til alle landets serveringssteder om at overveje, om ikke I vil få flere kunder i biksen, nu hvor man kan gå ud til en enkelt uden at skulle i bad, når man kommer hjem - Til alle de snotforkældede rygere: I ville heller ikke synes, det var sjovt at sidde ved siden af mig, hvis jeg kom direkte fra løbetræning, men TRO MIG - stanken fra jer er værre)

Back to Victoria...

Vi fik et hyggeligt lille bord med hvid dug og lattermild betjening og kunne så ellers kaste blikket på et glimrende udvalg af meget forskellige retter.

For mit vedkommende var jeg meget forelsket i fiskemenuen, men endte med:

Røget and med Waldorffsalat
Fisketallerken med et tema over hvis fisk suppleret af laks

Kæresten fik:
Tortellini med flødesauce og parmesan
Unghanebryst med spinat og flødesauce

Vi sluttede begge med Creme Brûlee - Et sikkert valg, når det er på kortet, selvom ingen gør det bedre end Safari i Nice.

Til maden delte vi en flaske siciliansk hvidvin - Anthilla, Donna Fugata - stilsikkert valgt af tjeneren på baggrund af ønsket om en hvidvin, der kunne balancere kærestens utilstedelige overforbrug af flødesauce uden at overdøve min fisk.

Alt i alt en fornøjelse til små 750 kr

Generelt må jeg sige, at vi navigerede fornuftigt gennem Århus' enorme udvalg af spisesteder, og fik tre meget forskellige spiseoplevelser ud af det. Jeg vil absolut anbefale alle stederne til alle andre madelskere, men har jeg kun en enkelt aften i Århus, ville valget falde på Brasserie Belli. Ikke fordi de andre er ringere, men fordi den er noget særligt, som man ikke sådan lige kan finde andre steder (selvom de vist har et par filialer andre steder i Jylland)

That was it - turen til Århus bid for bid. Så er det snart tid til at tage hul på mine favoritter i Odense og København (og enkelte andre steder)

*Undskyld til Tanja og alle de andre dejlige mennesker, der bor på Frederiksbjerg. Jeg synes virkeligt, der er hyggeligt. Og jeg ved godt, at alle vest for Storebælt vil beskylde mig for at være Københavnersnude, men det gør altså hverken København mindre eller Århus større - beklager.

**Er vi så gode venner igen?

Fregatten Jylland og Aldente

2007-09-14T20:52:00.000+02:00

Endnu en solskinsdag oprandt i Århus

Kærsten og jeg var tidligt oppe - en konsekvens af, at vi kun havde proppet penge i parkometeret til kl. 10.

Vi er ellers ikke morgenmennesker. Kl. 10 er tidligt på en fridag i min verden; men denne dag viste det sig at være en god idé.

Turen gik til den meget smukke Ebeltoft by med Fregatten Jylland som mål.

Undervejs blev puntoen forkælet med 98 oktan - den skulle jo også mærke, det var ferie - og således slurprende af velnæret velglæde trillede vi mod Mols.

Jylland er et utroligt smukt skib, med en interessant historie, der dog nok kræver en vis form for nationalisme VIRKELIGT at sætte pris på - Er man ikke leveringsdygtig i dette, kan en god portion ironisk distance også gøre det :-) Men det kan du jo læse mere om her.

Kort fortalt:

Danskerne havde fået slag af russerne, svenskerne, englænderne, tyskerne, østrigerne - ja, snart sagt gud og hver mand. Lidt ligesom i fodbold...

Ved Slaget ved Helgoland i 1864 havde Fregatten Jylland en afgørende rolle i det ene slag vi vandt, og - igen ikke ulig fodbold - er det noget, der stadig fejres. Lidt interessant er det, at det gør den østrigske flåde også...

Men helt ærligt. Vi ved vi vandt. Hvor pinligt ville det ikke være at tabe til den østrigske flåde? Jeg mener, det er jo ikke ligefrem den største fiskernation, og har ikke så meget som 1 lille, bitte centimeter kyst. (Ja, ja - jeg kan godt min verdenshistorie, men set fra Danmark anno 2007, er det da lidt sjovt)

Anyways......

Grunden til, at det viste sig at være godt at lege a-menneske, er, at der kl. 11 var Kanonshow på fregatten. Meget underholdende og afsluttet med et rigtig godt og solidt BUM!

Der var iøvrigt også kanonshow igen kl. 15, men det betød bare, at vi også fik oplevet det dejlige BUM! fra bagbord. HURRA! STORT BUM!

"Hold kæft, et knald det ga'", siger kæresten, og ser glad ud. Han vil vist gerne med en anden gang...

Resten af dagen blev brugt på Glasmuseet - ok, men så var det heller ikke sjovere - en god lang gåtur i Ebeltoft, isspiseri og et lille hvil ved vandet.

Om aftenen gik vi atter på jagt efter en god madoplevelse. Vi havde fået enbefalet en indisk resteaurant i latinerkvarteret, men der var helt proppet. Jeg mente derfor, at jeg kunne huske en anden gade i nærheden af Vesterbro Torv, med en række tilsyneladende hyggelige steder.

Det kunne jeg ikke....

Men i min søgen fik jeg forvildet os ned af Vestergade forbi Aldente, hvor kæresten, med vanlig næse for den slags, straks spottede et oplagt spisested.

Lækker indretning, røgfri (det var før d. 15/8 2007, så stadig ikke påkrævet) og med en fabelagtig menu med vinmenu.

5 retter, 5 glas vin, 5 stjerner :-) - og til den beskedne pris af 620 kr pr. kuvert.

Til min store glæde kan jeg se, at der ikke er den store udskiftning i hverdagmenuen, så her er den præcise spiseseddel:

Capesante con asparagi e lardo di colonnata
Ovnstegte Kammuslinger med friske asparages svøbt i ”lardo fra Colonnata”
Vin: Gavi di gavi Piemonte

Tortelloni toscani alla crema di tartufo
Hjemmelavede pastapuder fyldt med kød og trøffel creme
Vin: Ripasso Capitel della Crosara Veneto

Coniglio ripieno con prosciutto e pancetta
Kaninsteg fyldt med italiensk skinke og pancetta. Serveret med hvidvinssauce
Vin: Barolo Reverdito Piemonte

Pecorini misti
3 forskellige pecorini oste serveret med safranhonning og figenmarmelade
Vin: Sangiovese Fontecuoia Toscana

Affogato al caffe’
Hjemmelavet vanille is ”druknet i mokka kaffe”
Vin: Passito Sicilia

Kæresten er ikke den store ostefan (hans tab, min glæde) så han fik overtalt tjeneren til at servere et stort stykke æbletærte i stedet. Dog med samme vin, der nok var en anelse mere passende til de gode italienske oste.

Maden var superb, og skal jeg virkeligt - hårdt presset - komme med en mindre aber dabei, må det være, at hovedretten (den med kanin) var for stor i forhold til, at den indgik i en 5-retters menu. Men helt ærligt - hvem klager over for meget mad?

Skal jeg udvælge aftenens store overaskelse, må det være vinen til pastaretten: Ripasso Capitel della Crosara Veneto. En meget god rødvin, der passede perfekt til maden og stemningen. Blød og rund, men med pondus. Ligesom jeg kan lide den :-)

Og skænket i et fantastisk flot glas, der rigeligt kunne have rummet hele flasken.

Sådan nogen bør jeg anskaffe mig - tænk at elske øl, vin og mad, men stadig have flest glas med påskriften "Milk", købt i SuperBrugsen, da jeg stadig var på SU. Go figure....

For at opsummere - Hyggeligt lokale, god stemning, lækker mad, pragtfuld vin.

Absolut egnet til madelskere og romantiske middage :-D

Brasserie Belli

2007-09-05T22:23:00.000+02:00

Kæresten og jeg var et par dage i Århus i starten af august.

Det lykkedes os at ramme de 4 dage med solskin, vi fik i år, så udgangspunktet for en god tur var i orden.

Eftersom vi har årskort til zoo, der også gælder til Givskud Løvepark, lagde vi vejen forbi her først, og fik endda set Jellingstenen, der befinder sig nydeligt på hovedvejen mellem Vejle og Givskud.

Jellingestenen er en - well... - en sten, men ikke desto mindre noget man bør se som dansker. Specielt i godt vejr, hvor man kan bestige en af gravhøjene, hvorfra der er en skøn udsigt over landskabet.

I Løveparken havde vi fornøjelsen af en sød, lille næsehornsunge, at få inspiceret vores bil af en sulten løve og en abe, der stjal en flaske med vand. Ganske fornøjeligt og absolut et besøg værd.

Hen under aften kørte vi til Århus, hvor vi blev indkvarteret på vores hotel.

Af venner fik vi anbefalet Brasseri Belli i Frederiksgade, og da de som regel har ganske glimrende smag, måtte vi jo prøve det.

Brasseri Belli er en hyggelig lille restaurant med gamle cirkusplakater på væggene og glimrende øl på fadene.

Maden er solid, fransk bondemad når det er bedst.

Kæresten fik en traditionel løgsuppe med ostelåg til forret, mens jeg selv fik gratineret gedeost på valnøddesalat. Begge retter blev serveret rygende varme og med den helt rigtige smag og konsistens.

Hovedretten bestod af lammeskank til ham, svinekæber til hende. Betjeningen mestrede oven i købet den kunst, at have det rigtige tidsinterval mellem retterne, således at vi kunne nyde en friskskænket fadøl til hver ret - uden hverken at tørste eller skylle.

Også hovedretterne var rigtigt gode, og eneste minus var, at retterne muligvis var en anelse for tunge til vejret - men det betyder bare, at vi må komme igen en regnvejsdag i november. Hvor ærgerligt ;-)

Øllene var hancock (en lys, en mørk) samt en wintercoat summer ale til mig. Kæresten holdt sig til de mørke hancock, men det er også en af hans favoritter, og det kan man jo godt forstå :-)

Efter hovedretterne viste vores søde tjener igen et godt kendskab til retterne på kortet, og gav os tid til at nyde mæthedsfornemmelsen uden beskidte tallerkener på bordet, inden der blev præsenteret dessert.

Til mig, Parfait Belli - Flødeis fyldt med marcipan, chokolade og nødder og til ham et stort stykke nybagt chokoladekage. *MUMF* - og med is til, siger han...

Alt i alt en rigtig glimrende middag, der helt klart var både turen og pengene værd.

And now over to something completely different...

2007-09-05T21:57:00.001+02:00

Ja ja da - så fik man sig en blog.

Og endda med det meget sigende navn ACitW.
Tak til Morten for ideen - det står for:

A Cry in the Woods

Jeg synes selv, jeg er morsom ;-)

Egentlig ville jeg have skrevet om min marathontræning, MEN...

I mellemtiden har jeg besluttet at benytte denne blog til en af minde andre, men absolut ikke mindste, passioner. MAD! - God mad. So here goes...