Stakkels, stakkels mig.
Min kæreste rejser fra mig i en hel uge for at stå på ski i Østrig. Jeg skal bare blive hjemme og arbejde :-(
Som plaster på såret inviterede han mig på FAMO 51 på Gl. Kongevej i går. Og jeg må indrømme, at hvis det er et sådanne traktement der venter, hver gang han rejser fra mig, må vi se at skaffe ham et job hos Læger Uden Grænser.
Jeg har boet her på det indre Frederiksberg i snart 5 år, og kan umiddelbart huske to eller tre andre steder på adressen Gl. Kongevej 51, men har ikke tidligere været inspireret til at gå derind. Denne gang har jeg dog ventet på en anledning - ikke mindst på baggrund af alle de fine anmeldelser stedet har fået. Uretfærdigt, jeg ved det, men sådan er det jo engang imellem.
FAMO 51 er indrettet meget lyst og med kig direkte til køkkenet - en detalje der gjorde det svært at holde kærestens opmærksomhed 100%, men han skal jo ikke straffes for at være interesseret.
Midt i rummet er en trappe til underetagen (hvor der muligvis er flere borde?), men denne arkitektoniske umulighed, er nydeligt løst ved at dække halvdelen af trappeskakten med en glasplade, der anvendes som opbevaring for glas og en champagnebowle. På den ene side har man så flankeret nedgangen med et anretter bord, så man kan følge med i, hvad der serveres som dessert. Vi sad ved halvmuren på den anden flanke - et ganske glimrende bord, hvor man ikke føler sig generet ved at være placeret midt i rummet. Vi gjorde i hvert fald ikke...
Betjeningen på stedet virker i højt humør trods travlhed, og alle var meget flinke og opmærksomme. Uden at nøde, blev vi budt en aperitif, Prosecco di Valdobbiadene, en pragtfuldt perlende hvidvin på grænsen til det tørre, og det er jo som sådan en af de bedre måder at starte en aften, hvor man dyrker sin indre livsnyder.
Konceptet på FAMO 51 er, at der er en forudbestemt menu med fire retter. Forret, pastaret, hovedret og dessert. Også kaldet Antipasti, Primi Piatti,m Il Secondo og Dolce. Et koncept der absolut ikke er ukendt, når man nyder et ægte italiensk måltid.
Forretten bestod af en række små retter i let og hurtig rækkefølge: Et par gode skiver brød, et par gode skiver pølse, letrøget skinke, tre oste (hvoraf kærsten kunne lide mindst en, hvilket jeg betragter som et lille, men sikkert tegn på, at jeg nok skal få ham omvendt til ostespiser), Vitello Tonnato, Roastbeef med pesto og parmesan, stegte courgetter, letsyltede perleløg og et lille hjørne ostebrød med syrnet creme og en bid grillet pølse... Hertil nød vi vores perlende hvidvin, mens vi overvejede, hvordan vi dog skulle komme igennem yderligere tre retter... Jeg gjorde i hvert fald :-D
Undervejs bestilte vi en flaske rødvin, så den kunne stå og hygge sig til indtagelsen. Vinkortet på FAMO 51 er pragtfuldt varieret, men dog ikke større, end at man kan overskue det. Og trods et par perler på den forkerte side at 1.000kr flasken, er prisniveauet absolut overkommeligt.
Min kæreste rejser fra mig i en hel uge for at stå på ski i Østrig. Jeg skal bare blive hjemme og arbejde :-(
Som plaster på såret inviterede han mig på FAMO 51 på Gl. Kongevej i går. Og jeg må indrømme, at hvis det er et sådanne traktement der venter, hver gang han rejser fra mig, må vi se at skaffe ham et job hos Læger Uden Grænser.
Jeg har boet her på det indre Frederiksberg i snart 5 år, og kan umiddelbart huske to eller tre andre steder på adressen Gl. Kongevej 51, men har ikke tidligere været inspireret til at gå derind. Denne gang har jeg dog ventet på en anledning - ikke mindst på baggrund af alle de fine anmeldelser stedet har fået. Uretfærdigt, jeg ved det, men sådan er det jo engang imellem.
FAMO 51 er indrettet meget lyst og med kig direkte til køkkenet - en detalje der gjorde det svært at holde kærestens opmærksomhed 100%, men han skal jo ikke straffes for at være interesseret.
Midt i rummet er en trappe til underetagen (hvor der muligvis er flere borde?), men denne arkitektoniske umulighed, er nydeligt løst ved at dække halvdelen af trappeskakten med en glasplade, der anvendes som opbevaring for glas og en champagnebowle. På den ene side har man så flankeret nedgangen med et anretter bord, så man kan følge med i, hvad der serveres som dessert. Vi sad ved halvmuren på den anden flanke - et ganske glimrende bord, hvor man ikke føler sig generet ved at være placeret midt i rummet. Vi gjorde i hvert fald ikke...
Betjeningen på stedet virker i højt humør trods travlhed, og alle var meget flinke og opmærksomme. Uden at nøde, blev vi budt en aperitif, Prosecco di Valdobbiadene, en pragtfuldt perlende hvidvin på grænsen til det tørre, og det er jo som sådan en af de bedre måder at starte en aften, hvor man dyrker sin indre livsnyder.
Konceptet på FAMO 51 er, at der er en forudbestemt menu med fire retter. Forret, pastaret, hovedret og dessert. Også kaldet Antipasti, Primi Piatti,m Il Secondo og Dolce. Et koncept der absolut ikke er ukendt, når man nyder et ægte italiensk måltid.
Forretten bestod af en række små retter i let og hurtig rækkefølge: Et par gode skiver brød, et par gode skiver pølse, letrøget skinke, tre oste (hvoraf kærsten kunne lide mindst en, hvilket jeg betragter som et lille, men sikkert tegn på, at jeg nok skal få ham omvendt til ostespiser), Vitello Tonnato, Roastbeef med pesto og parmesan, stegte courgetter, letsyltede perleløg og et lille hjørne ostebrød med syrnet creme og en bid grillet pølse... Hertil nød vi vores perlende hvidvin, mens vi overvejede, hvordan vi dog skulle komme igennem yderligere tre retter... Jeg gjorde i hvert fald :-D
Undervejs bestilte vi en flaske rødvin, så den kunne stå og hygge sig til indtagelsen. Vinkortet på FAMO 51 er pragtfuldt varieret, men dog ikke større, end at man kan overskue det. Og trods et par perler på den forkerte side at 1.000kr flasken, er prisniveauet absolut overkommeligt.
Den udvalgte vin, en en Barbera d'Asti, Tre Vigne fra 2005 - fra huset Vietti, skulle snart stå sin prøve som tilbehør med til pastaretten.
Pastaretten blev serveret af to omgange, som en rød pasta og en hvid pasta. Begge naturligvis med hjemmelavet pasta som omdrejningspunktet, men med en rød sovs på tomater, auberginer og drysset med rasp, og en hvid, let flødesovs med rødløg drysset med friskkværnet peber. MUMF!
Min foretrukne var klart den røde, men kæresten mener, at mine smagsløg momentant var ude af synk med resten af verden, for det var naturligvis den hvide, der var den bedste... Godt der var to ;-) Og rødvinen viste sig at være særdeles frugtig, men fyldig. Som en ung barolo.
Hovedretten var kalvekæber, og jeg må indrømme, at det var den ret, jeg havde glædet mig mest til. Og her ventede en overaskelse. Kalvekæber er en hel del mere fede end svinekæber... Sammen med kartoffelmosen var resultatet en ret, der i smag ramte meget tæt på Bøf Stroganoff... Men måske en smule mere elegant... Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal mene om det....
Men jeg elsker bøf Stroganoff, så jeg brokker mig nok ikke ret meget.
Fra vores bord havde vi glimrende udsigt over anretningen af desserten, og vidste derfor, at der bl.a. ventede os et stykke kage med friske bær. Det stillede os naturligvis overfor et særdeles svært valg. Kaffe eller dessertvin. Men man er vel ikke livsnyder for ingenting, så vi valgte begge dele. Et glas Moscato d'Asti og en cappucino med helt perfekt mælkeskum.
Ud over kagen fik vi en pragtfuld pannacotta og en vandbakkelse med en delikat karamel/vanillecreme... og la piece de resistance... hindbær coulli.
Alt i alt endte vi på en regning på små 1400kr, hvilket absolut må siges at være rimeligt for et pragtfuldt måltid med en flaske rødvin, 4 øvrige glas vin, kaffe og en flaske San Pellegrino.
Jeg kommer igen - ses vi?
No comments:
Post a Comment