Ahhh.... middag i herligt selskab med mine to bedste veninder. Det gør vi for lidt, men hvad skal man gøre, når der kommer mænd og job og børn i vejen.
Heldigvis betyder det, at vi kan give måltidet et lille nyk opad, når det endeligt lykkedes at finde en aften. Sidste onsdag lykkedes det og afsted med os til Helsingør, hvor vi skulle prøvesmage maden på Pernilles nye arbejdssted. Vi kan jo ikke have, at hun spilder sit talent på at lave cafémad!.
Stedet hedder MadGlad, og jeg ville egentligt have kaldt indlægget "Madglæde i Helsingør", men det er næsten for oplagt - også selvom det er sandt.
MadGlad er et skønt sted. Nænsomt istandsat fredet bygning, mulighed for at spise ude og god plads mellem bordene, så man ikke er i byen med nabobordet. Stedet henvender sig til de lokale, der sætter pris på at have et lækkert sted at gå hen - ikke ulig Bjørnekælderen på Frederiksberg, der jo er favoritten. Ditto som Bjørnekælderen, skifter retterne løbende, og jeg har fra pålidelig kilde at kokken selv kører nordsjælland tyndt og samler urter og havsyre og andre gode sager til retterne. SKØNT!.
Menuen er inddelt i tre retter, hvor hovedindgrediensen indgår i en klassisk og en moderne ret. Et ambitiøst kunsttykke, der udfordrer fantasien og signalerer et højt ambitionsniveau. På den ene side: "Vi er rigtigt gode til klassiske retter", som ALLE har en mening om og på den anden side "Se hvad vi også kan med grønne ærter".
Aprospos ærter stod forretten på ærter eller jomfruhummer, hovedretten på multe eller kalv og desserten på chokolade eller jordbær. Dvs. et valg mellem 4x4x4 retter - hvem siger, det skal være nemt at gå ud og spise. Personligt kan jeg nemt få mere sved på panden over et menukort end at skulle tage opvasken.
Jeg valgte de moderne ærter, den klassiske multe og den klassiske dessert. Sidstnævnte på anbefaling fra Pernille, der spiller rollen som min egen personlige dessertkok. Hertil delte vi en ganske glimrende Côte de Rhone, der egnede sig godt til Kalv, Multe og Sommer i Danmark.
Men først lidt snacks ristede mandler med cayenne og soya, et par gode skiver brød og lidt smørrelse baseret på creme fraishe. Sidstnævnte skulle vise sig, at være ganske guddommeligt på de nye kartofler...
Første ret kom på bordet... Ærtepuré med mynte, friske glasserede gulerøder, sprøde ærtebælge og havtorn. Den grønne puré var elegant anrettet med kontrastfarven fra de orange havsyrebær og de orange gulerødder. Desuden nemsomt overdrysset med en lille, lilla blomst, jeg ikke kan huske navnet på, men som tilføjede en skøn bitterhed, der rafineret balancerede hele retten.
Herefter den klassiske multe - skinstegt til sprødhed på ydersiden og saftigt, hvid fisk indeni. Hertil stegte hvide asparges, bøgehatte, blåmuslinger og muslingemousseline. Multen er en rigtig fiske-fisk, så den kræver lidt *umf* fra tilbehøret, hvilket tilbehøret fuldt leverede. Og så er det skønt med en mundfuld så forskelligt smagene bidder som fisk, svampe og asparges, når konturene i maden samtidig minder så meget om hinanden. Og så var der kartoflerne. Nye kartofler med smørsovs og persille. Små, fine, nye, gule kartofler der nærmest smelter i munden og er DET ultimative tilbehør til fisk af enhver art.
Det var så grønt, orange og lilla til forret og hvid, gul og blåt til hovedret.... Der mangler da vist lidt rødt! Så er det godt, at den flinke tjener kom med min dessert. Rødgrød med fløde og vaniljecreme. Rødgrød på friske jordbær og rabarber. Rødgrød med en smule vaniljecreme - ikke for sød - og en STOR kande fløde til egen dossering.
Ægte, friskt, klassisk rødgrød med fløde... Undskyld mig et øjeblik, mens jeg svømmer væk i barndomsminder og sommerglæde....
Samlet set et fantastisk måltid til små penge og et ambitionsniveau i smagskombinationerne, der ligger ganske højt over gennemsnittet. Husk nu også at lægge vejen forbi Kronborg, når nu I alligevel er der ;-)
PS: Jeg har givet indlægget etiketten "moderne", hvilket er ganske misvisende. Det er ægte dansk mad, men den betegnelse bærer normalt associationer til stegt flæsk og slige. Oh well...
Showing posts with label Dansk. Show all posts
Showing posts with label Dansk. Show all posts
Saturday, July 18, 2009
Friday, January 30, 2009
Ingen stress på Sans Souci
Sine har været til eksamen, så nu er bacheloren i hus - Hurra og tillykke :-)
Det er altid rart at have noget at fejre med naboerne - især fordi det involvere mad. Aftenens ekspedition efter god, dansk mad satte resolut kurs mod Sans Souci på Madvigs Allé.
Normalt skal man bestille bord - også i hverdagene - men vi var heldige. Gode venner kan heldigvis godt sidde lidt tæt, så der var et bord i forstuen til os.
Har man ikke været på Sans Souci endnu, kan man godt begynde at planlægge et besøg, da det absolut er en oplevelse. Og jeg er ikke engang noget til maden endnu. Temaet er brunt i brunt med store mængder tingeltangel i hver en krog og ned fra loftet, men det samlede indtryk er enormt farmorsagtigt på den gode måde. Kan man finde en plads i baren, er der underholdning i timevis ved bare at opsuge stemningen og nærstudere alle finurlighederne, hvoraf stamgæsterne ikke er den mindst interessante seværdighed.
Her mødes mænd og kvinder (flest mænd) i alle størrelser og hygger sig over en øl eller et glas vin, og skulle man tro sine egne ører, ville alverdens problemer være løst, hvis bare disse brave mandfolk kunne komme til. Vi havde fin udsigt til det hele og kunne læne os tilbage med en velskænket Thybajer og afvente begivenhedernes rolige gang. Og maden...
Drengene bestilte dagens ret - kålpølse med grøndlangkål og snitter - mens vi piger, med vores mere forfinede smagsløg, valgte kogt kalvebryst i peberrodssauce.
Er det ikke sjovt - man tager det argeste stykke kød og koger det i tilpas lang tid og VUPTI! Det bedste, møreste måltid dukker frem af dybet.
Garnituren var brune og hvide kartoffler, surt og sennep og - som noget særligt for Sans Souci - grøntsager, der IKKE er kogt indtil den sidste vitamin har bedt om nåde. SKØNT! smager det. Det er ikke enhver dansk restaurant forundt at mestre dette stykke kogekunst ;-)
Godt det samme at vi ikke bestilte fire forskellige retter - der ville slet ikke have været plads på bordet... Og til min arme kærestes store rædsel, kunne han ikke spise op...!
Desserten fristede med chokolademoussekage, kræmmerhus med flødeskum og andre sager, men det må vist vente til en anden god gang. Der var simpelthen ikke plads til mere. Godt der venter mange måltider forude.
Det er altid rart at have noget at fejre med naboerne - især fordi det involvere mad. Aftenens ekspedition efter god, dansk mad satte resolut kurs mod Sans Souci på Madvigs Allé.
Normalt skal man bestille bord - også i hverdagene - men vi var heldige. Gode venner kan heldigvis godt sidde lidt tæt, så der var et bord i forstuen til os.
Har man ikke været på Sans Souci endnu, kan man godt begynde at planlægge et besøg, da det absolut er en oplevelse. Og jeg er ikke engang noget til maden endnu. Temaet er brunt i brunt med store mængder tingeltangel i hver en krog og ned fra loftet, men det samlede indtryk er enormt farmorsagtigt på den gode måde. Kan man finde en plads i baren, er der underholdning i timevis ved bare at opsuge stemningen og nærstudere alle finurlighederne, hvoraf stamgæsterne ikke er den mindst interessante seværdighed.
Her mødes mænd og kvinder (flest mænd) i alle størrelser og hygger sig over en øl eller et glas vin, og skulle man tro sine egne ører, ville alverdens problemer være løst, hvis bare disse brave mandfolk kunne komme til. Vi havde fin udsigt til det hele og kunne læne os tilbage med en velskænket Thybajer og afvente begivenhedernes rolige gang. Og maden...
Drengene bestilte dagens ret - kålpølse med grøndlangkål og snitter - mens vi piger, med vores mere forfinede smagsløg, valgte kogt kalvebryst i peberrodssauce.
Er det ikke sjovt - man tager det argeste stykke kød og koger det i tilpas lang tid og VUPTI! Det bedste, møreste måltid dukker frem af dybet.
Garnituren var brune og hvide kartoffler, surt og sennep og - som noget særligt for Sans Souci - grøntsager, der IKKE er kogt indtil den sidste vitamin har bedt om nåde. SKØNT! smager det. Det er ikke enhver dansk restaurant forundt at mestre dette stykke kogekunst ;-)
Godt det samme at vi ikke bestilte fire forskellige retter - der ville slet ikke have været plads på bordet... Og til min arme kærestes store rædsel, kunne han ikke spise op...!
Desserten fristede med chokolademoussekage, kræmmerhus med flødeskum og andre sager, men det må vist vente til en anden god gang. Der var simpelthen ikke plads til mere. Godt der venter mange måltider forude.
Saturday, October 25, 2008
Gourmetmad under bøgene på Sortebro Kro
MUMF!!!
Jeg fylder 30 næste lørdag. Et almindeligt skarpt hjørne, der må dulmes med et godt måltid mad i godt selskab. Selskabet er nemt nok, men hvor fejrer man rund fødselsdag med manerer, når man er fra Odense - Det gør man naturligvis på Sortebro Kro ved Den Fynske Landsby.
Sortebro Kro er beliggende i en gammel bindingsværksbygning ud til en gård med skæve brosten og store bøgetræer. I selve restaurationslokalet er der lavt til loftet og hyggeligt indrettet med antikke møbler og moderne petroliumslamper = de kører på strøm, men LIGNER den ægte vare.
Samme hygge, mindre sod. Bonus :-)
Sortebro Kro er i besidelse af et a la carte menukort, men hvem interesserer sig for det, når der også er en aftensmenu med 8 udsøgte lækkerbidskener og dertilhørende vinmenu? Aftenens 8 retter var, ganske kortfattet, Blinis, Laks, Kongekrabbe, Vesterhavstorsk, Ungand, Kanin, et udvalg af oste samt en symfoni af små æblebaserede desserter.
Jeg har ved tidligere lejligheder forsøgt mig med både 3 og 5 retter og er nået frem til, at 4 er det magiske tal for mig - 3 føles som en begrænsning, men jeg KAN ikke spise 5... En del af forklaringen følger:
Mens man forsøger at danne sig et overblik mæsker man sig i oliven, brændte mandler med balsamiko, rygeostcreme, kryddersmør og det skønneste hjemmebagte fladbrød. Hertil forkælede vi os selv med en skøn pærecider fra normandiet, der prikkende vækkede smagsløgende til dåd.
Herefter lagde jeg ud med Blinis med creme fraiche, rødløg, purløg, limecreme og sikrogn, hertil et glas kølig riesling.
Blinisen blev fulgt op af medalion af vesterhavstorsk med porre og den mest fantastiske skummende bisque, der gik direkte i snuden. Som prikken over i'et, rev den flinke tjener frisk persillerod ud over retten og vær så artig at gå ombord. Torsk smager pragtfuldt i alle afskygninger og denne havde en fantastisk gyldensprød skorpe og var god fast i kødet.
Efter disse to herlige anretninger, skulle der naturligvis gøres klart til hovedretten, og hvordan gøres det bedre end med en let sorbet af blomme og havtorn? En skøn kølig sag - ikke for sød og særdeles velegnet til formålet.
For mit vedkommende bestod hovedretten af kanin med rødkål, kastanier, tyttebær og støv af en svamp, jeg ikke lige fik navnet på. Særdeles appetitligt anrettet, hvor de røde efterårsfaver virkeligt kom til sin ret.
I mit sidste indlæg, var jeg ganske begejstret for den kaninragout, jeg havde fået på Akropolis, men for at være helt ærlig, så er der INGEN sammenligning. Hvis kaninen på Akropolis var mør, hvad skal man så kalde kaninen på Sortebro Kro? Jeg er i den sjældne situation, at jeg mangler ord...
Efter hovedretterne var blevet sat til livs - min lillebror havde valgt både and og kanin og fik således to - var det atter tid at rense ganen med en mascarponesorbet, der blev serveret i en lille dyb tallerken. Forklaringen var, at der blev hældt en skøn blommesovs til ved serveringen. Atter en lille skøn overraskelse.
Min sidste ret var 5 små franske oste med styrke fra en skøn comté til en vellagret blåskimmelost med behørigt tilbehør, hvoraf det absolut bedste var flagerne af groft fladbrød. Fik jeg sagt MUMF?
Efter dette fantastiske måltid, var der udsolgt for mit vedkommende, men mændene ved bordet kastede sig velbehageligt over æbledesserterne, hvor specielt den "helt almindelige" æblekage med fynske æbler og flødeskum vagte begejstring.
Og så var det lige, at tjeneren mente vi havde fortjent et lille stykke hjemmelavet chokolade, en vindrue eller en hjemmebagt småkage med chokoladestykker... Jeg spiste to af hver :-D
Alt i alt et stykke af det bedste den fynske gourmetscene har at byde på - og til godt 1200 kr pr. person inkl. vin.
Jeg fylder 30 næste lørdag. Et almindeligt skarpt hjørne, der må dulmes med et godt måltid mad i godt selskab. Selskabet er nemt nok, men hvor fejrer man rund fødselsdag med manerer, når man er fra Odense - Det gør man naturligvis på Sortebro Kro ved Den Fynske Landsby.
Sortebro Kro er beliggende i en gammel bindingsværksbygning ud til en gård med skæve brosten og store bøgetræer. I selve restaurationslokalet er der lavt til loftet og hyggeligt indrettet med antikke møbler og moderne petroliumslamper = de kører på strøm, men LIGNER den ægte vare.
Samme hygge, mindre sod. Bonus :-)
Sortebro Kro er i besidelse af et a la carte menukort, men hvem interesserer sig for det, når der også er en aftensmenu med 8 udsøgte lækkerbidskener og dertilhørende vinmenu? Aftenens 8 retter var, ganske kortfattet, Blinis, Laks, Kongekrabbe, Vesterhavstorsk, Ungand, Kanin, et udvalg af oste samt en symfoni af små æblebaserede desserter.
Jeg har ved tidligere lejligheder forsøgt mig med både 3 og 5 retter og er nået frem til, at 4 er det magiske tal for mig - 3 føles som en begrænsning, men jeg KAN ikke spise 5... En del af forklaringen følger:
Mens man forsøger at danne sig et overblik mæsker man sig i oliven, brændte mandler med balsamiko, rygeostcreme, kryddersmør og det skønneste hjemmebagte fladbrød. Hertil forkælede vi os selv med en skøn pærecider fra normandiet, der prikkende vækkede smagsløgende til dåd.
Herefter lagde jeg ud med Blinis med creme fraiche, rødløg, purløg, limecreme og sikrogn, hertil et glas kølig riesling.
Blinisen blev fulgt op af medalion af vesterhavstorsk med porre og den mest fantastiske skummende bisque, der gik direkte i snuden. Som prikken over i'et, rev den flinke tjener frisk persillerod ud over retten og vær så artig at gå ombord. Torsk smager pragtfuldt i alle afskygninger og denne havde en fantastisk gyldensprød skorpe og var god fast i kødet.
Efter disse to herlige anretninger, skulle der naturligvis gøres klart til hovedretten, og hvordan gøres det bedre end med en let sorbet af blomme og havtorn? En skøn kølig sag - ikke for sød og særdeles velegnet til formålet.
For mit vedkommende bestod hovedretten af kanin med rødkål, kastanier, tyttebær og støv af en svamp, jeg ikke lige fik navnet på. Særdeles appetitligt anrettet, hvor de røde efterårsfaver virkeligt kom til sin ret.
I mit sidste indlæg, var jeg ganske begejstret for den kaninragout, jeg havde fået på Akropolis, men for at være helt ærlig, så er der INGEN sammenligning. Hvis kaninen på Akropolis var mør, hvad skal man så kalde kaninen på Sortebro Kro? Jeg er i den sjældne situation, at jeg mangler ord...
Efter hovedretterne var blevet sat til livs - min lillebror havde valgt både and og kanin og fik således to - var det atter tid at rense ganen med en mascarponesorbet, der blev serveret i en lille dyb tallerken. Forklaringen var, at der blev hældt en skøn blommesovs til ved serveringen. Atter en lille skøn overraskelse.
Min sidste ret var 5 små franske oste med styrke fra en skøn comté til en vellagret blåskimmelost med behørigt tilbehør, hvoraf det absolut bedste var flagerne af groft fladbrød. Fik jeg sagt MUMF?
Efter dette fantastiske måltid, var der udsolgt for mit vedkommende, men mændene ved bordet kastede sig velbehageligt over æbledesserterne, hvor specielt den "helt almindelige" æblekage med fynske æbler og flødeskum vagte begejstring.
Og så var det lige, at tjeneren mente vi havde fortjent et lille stykke hjemmelavet chokolade, en vindrue eller en hjemmebagt småkage med chokoladestykker... Jeg spiste to af hver :-D
Alt i alt et stykke af det bedste den fynske gourmetscene har at byde på - og til godt 1200 kr pr. person inkl. vin.
Sunday, March 30, 2008
Paustian - et modstræbende blogindlæg....
Kæresten og jeg er lige kommet hjem fra Paustian (ved Bo Bech)
Bordet blev bestilt for 5 uger siden, hvilket vil sige, at stedet har fået sin (velfortjente) Michelinstjerne MELLEM vi har bestilt bord og selve besøget. Sådan skal det gøres!
Selvom jeg har glædet mig, siden vi blev enige om besøget, har jeg indtil for 3 timer siden være overbevist om, at jeg ikke ville blogge om det. Som helten - Anders Grøndahl - siger: "Det er nemt at spise godt og dyrt, men kunsten er at spise godt og billigt" Og Paustian ER dyrt! 3400kr har vi lagt for to personer, hvilket dog har inkluderet deres 'Alkymisten' + vinmenu, mineralvand ad libitum, kaffe og en avec til denne (grapa).
Derfor havde jeg tænkt mig, at jeg IKKE ville skrive om det, men kæresten kom helt spontant med en beskrivelse af aftenen... "Når det ikke kun er vinen, der er berusende".
Det har været en pragtfuldt aften. Perfekt betjening, perfekt balancering af mad/vin og de to ting, der gør at jeg personligt mener, at Paustian har fortjent sin stjerne:
1: Selvom jeg har fået 7 retter, er jeg tilpas mæt (altså rent volumenmæssigt - på smagsoplevelser kan jeg leve det næste år!)
2: Paustian er ikke bange for at give en GRØNTSAG! hovedrollen over kød. Som f.eks. retten med bagt porre med peberod- og persillecreme. Enkelt, ligetil og dog porre, som du aldrig har smagt det før.
Summa summarum. Er det dobbelt så godt som f.eks. House of Souls? Helt sikkert - hvis du har pengene...! Det er ligesom at købe en kjole i en designerbutik. Du ved, du har et unikum, men er du på SU, kan du også blive klædt på af Vero Moda.
Bordet blev bestilt for 5 uger siden, hvilket vil sige, at stedet har fået sin (velfortjente) Michelinstjerne MELLEM vi har bestilt bord og selve besøget. Sådan skal det gøres!
Selvom jeg har glædet mig, siden vi blev enige om besøget, har jeg indtil for 3 timer siden være overbevist om, at jeg ikke ville blogge om det. Som helten - Anders Grøndahl - siger: "Det er nemt at spise godt og dyrt, men kunsten er at spise godt og billigt" Og Paustian ER dyrt! 3400kr har vi lagt for to personer, hvilket dog har inkluderet deres 'Alkymisten' + vinmenu, mineralvand ad libitum, kaffe og en avec til denne (grapa).
Derfor havde jeg tænkt mig, at jeg IKKE ville skrive om det, men kæresten kom helt spontant med en beskrivelse af aftenen... "Når det ikke kun er vinen, der er berusende".
Det har været en pragtfuldt aften. Perfekt betjening, perfekt balancering af mad/vin og de to ting, der gør at jeg personligt mener, at Paustian har fortjent sin stjerne:
1: Selvom jeg har fået 7 retter, er jeg tilpas mæt (altså rent volumenmæssigt - på smagsoplevelser kan jeg leve det næste år!)
2: Paustian er ikke bange for at give en GRØNTSAG! hovedrollen over kød. Som f.eks. retten med bagt porre med peberod- og persillecreme. Enkelt, ligetil og dog porre, som du aldrig har smagt det før.
Summa summarum. Er det dobbelt så godt som f.eks. House of Souls? Helt sikkert - hvis du har pengene...! Det er ligesom at købe en kjole i en designerbutik. Du ved, du har et unikum, men er du på SU, kan du også blive klædt på af Vero Moda.
Saturday, March 1, 2008
Restauran Vita på en regnfuld fredag
Jeg ved godt, jeg er ved at være gammel. At jeg er sat og kedelig. At jeg går tidligt hjem og ikke er så sjov at feste med, som jeg har været. Men det kan måske være fordi jeg, modsat da jeg var 24, har et krævende job at passe mandag til fredag - og i mange uger et pænt stykke over 37 timer. Det betyder, at jeg ikke nødvendigvis er til det helt store fredag. Jeg har sandsynligvis haft en lang uge, er træt, og vil gerne hjem og slappe lidt af, inden weekendens løjer for alvor går i gang.
Bliver der foreslået god mad med et par af vennerne eller 7, kan jeg dog godt lokkes... Når vi oven i købet skal mødes tæt på mit arbejde og dennes fredagsbar, behøver man bare fortælle hvornår.
Indtil i går havde jeg ikke været Vitas før, og havde heller ikke bidt mærke i navnet. Kæresten, der har boet i området, fortæller dog gerne langt og længe om deres andesteg, og jeg kan nu være sandhedsvidende på, at de godt kan lave mad på Vitas.
Det er ikke fordi, der er noget specielt over retterne. Andesteg, flæskesteg, Wienerschnitzel, bøf. Alle retter, der kan fås mange steder i byen. Jeg går gerne ud og spiser gammel dansk mad. Flæsk på Klubben, Ål på Parnas, smørrebrød på Toldbods Bodega - der kommer sandsynligvis et indlæg efter mit næste visit et af disse prægtige steder.... De er alle indrettet som gamle krostuer - nogle originale, andre knap så originale. De har alle sammen et snapsekort. De er alle enormt hyggelige med god mad i rigelige mængder. De har alle 'det', der gør, at man kommer igen og igen og igen...
På Vitas er det kvaliteten af råvarer. Ikke hermed et ondt ord om de øvrige steder, som alle har deres forcer (på Klubben er det den stegte flæsk, skulle nogen være i tvivl), men jeg har sjældent fået så mør en bøf, som den jeg fik serveret på Vitas i går. Bestilt rød - serveret rød. Det er der desværre ikke mange steder nord for den dansk-tyske grænse, der mestre. 'Vita's' steak hedder den - med bearnaise og hjemmelavede pommes frites. Og med en sprød ratatoille som garniture. Veninden, kokken, fik samme ret, og var ligeså begejstret. Hun er ganske vist ligeså madglad som jeg, men er bearnaisen fra pulver eller grøntsagerne ensfarvede og bløde, får de hårde ord med på vejen. Hun VED, hvad der er svært at lave. Hun VED, når der bliver skåret unødige hjørner. Hun spiste op :-)
Dessert var der ikke plads til. Det forhindrede os nu ikke, veninden og jeg, i at bestille pandekager med is. S, som jeg havde på min anden side, fik sig en god griner, da jeg begejstret udbrød: "Det smager jo af pandekager med is!"... Men helt ærligt. Hvor mange har fået serveret en genopvarmet, færdigkøbt, vakumpakket pandekage med en klat af nettos billigste? Præcis! Det her smagte IKKE sådan. Det smagte af Pandekage med Is. Ikke så meget pjat :-)
Begge retter blev skyllet ned med en frugtig Furente del Ritmo Crianza fra Spanien. Jeg er normalt ikke stor fan af spanske rødvine - de giver mig hovedpine dagen derpå - men når den anbefales "til en stor rød bøf", er der jo ingen vej uden om. Glimrende smagte den. Ingen stor og prangende vin, men god at dele, god til bøffen og jeg fik ikke hovedpine :-)
Det øvrige selskab fik et muntert miks af schnitzel, and og flæsk efterfulgt af chokolademousse, gedeost og friturestegt camembert. Godt garneret og skyllet ned med flere store fadøl, end jeg kan tælle. Deres mening tæller derfor ikke. Man kan ikke forvente at få et fornuftigt gastronomisk udsagn fra en beruset støder. Heller ikke selv om man deler seng med en af dem. Det så dog lækkert ud og snuste godt. Der er ingen anden udvej end at smage det selv ved lejlighed. O, jeg arme stakkel.
Jeg kender endnu ikke regningen, da en anden lagde ud, men jeg vil skyde på i alt godt 750 kr for veninden og jeg, med hvem jeg delte vinen.
Bliver der foreslået god mad med et par af vennerne eller 7, kan jeg dog godt lokkes... Når vi oven i købet skal mødes tæt på mit arbejde og dennes fredagsbar, behøver man bare fortælle hvornår.
Indtil i går havde jeg ikke været Vitas før, og havde heller ikke bidt mærke i navnet. Kæresten, der har boet i området, fortæller dog gerne langt og længe om deres andesteg, og jeg kan nu være sandhedsvidende på, at de godt kan lave mad på Vitas.
Det er ikke fordi, der er noget specielt over retterne. Andesteg, flæskesteg, Wienerschnitzel, bøf. Alle retter, der kan fås mange steder i byen. Jeg går gerne ud og spiser gammel dansk mad. Flæsk på Klubben, Ål på Parnas, smørrebrød på Toldbods Bodega - der kommer sandsynligvis et indlæg efter mit næste visit et af disse prægtige steder.... De er alle indrettet som gamle krostuer - nogle originale, andre knap så originale. De har alle sammen et snapsekort. De er alle enormt hyggelige med god mad i rigelige mængder. De har alle 'det', der gør, at man kommer igen og igen og igen...
På Vitas er det kvaliteten af råvarer. Ikke hermed et ondt ord om de øvrige steder, som alle har deres forcer (på Klubben er det den stegte flæsk, skulle nogen være i tvivl), men jeg har sjældent fået så mør en bøf, som den jeg fik serveret på Vitas i går. Bestilt rød - serveret rød. Det er der desværre ikke mange steder nord for den dansk-tyske grænse, der mestre. 'Vita's' steak hedder den - med bearnaise og hjemmelavede pommes frites. Og med en sprød ratatoille som garniture. Veninden, kokken, fik samme ret, og var ligeså begejstret. Hun er ganske vist ligeså madglad som jeg, men er bearnaisen fra pulver eller grøntsagerne ensfarvede og bløde, får de hårde ord med på vejen. Hun VED, hvad der er svært at lave. Hun VED, når der bliver skåret unødige hjørner. Hun spiste op :-)
Dessert var der ikke plads til. Det forhindrede os nu ikke, veninden og jeg, i at bestille pandekager med is. S, som jeg havde på min anden side, fik sig en god griner, da jeg begejstret udbrød: "Det smager jo af pandekager med is!"... Men helt ærligt. Hvor mange har fået serveret en genopvarmet, færdigkøbt, vakumpakket pandekage med en klat af nettos billigste? Præcis! Det her smagte IKKE sådan. Det smagte af Pandekage med Is. Ikke så meget pjat :-)
Begge retter blev skyllet ned med en frugtig Furente del Ritmo Crianza fra Spanien. Jeg er normalt ikke stor fan af spanske rødvine - de giver mig hovedpine dagen derpå - men når den anbefales "til en stor rød bøf", er der jo ingen vej uden om. Glimrende smagte den. Ingen stor og prangende vin, men god at dele, god til bøffen og jeg fik ikke hovedpine :-)
Det øvrige selskab fik et muntert miks af schnitzel, and og flæsk efterfulgt af chokolademousse, gedeost og friturestegt camembert. Godt garneret og skyllet ned med flere store fadøl, end jeg kan tælle. Deres mening tæller derfor ikke. Man kan ikke forvente at få et fornuftigt gastronomisk udsagn fra en beruset støder. Heller ikke selv om man deler seng med en af dem. Det så dog lækkert ud og snuste godt. Der er ingen anden udvej end at smage det selv ved lejlighed. O, jeg arme stakkel.
Jeg kender endnu ikke regningen, da en anden lagde ud, men jeg vil skyde på i alt godt 750 kr for veninden og jeg, med hvem jeg delte vinen.
Subscribe to:
Posts (Atom)
