Friday, January 30, 2009

Ingen stress på Sans Souci

Sine har været til eksamen, så nu er bacheloren i hus - Hurra og tillykke :-)

Det er altid rart at have noget at fejre med naboerne - især fordi det involvere mad. Aftenens ekspedition efter god, dansk mad satte resolut kurs mod Sans Souci på Madvigs Allé.

Normalt skal man bestille bord - også i hverdagene - men vi var heldige. Gode venner kan heldigvis godt sidde lidt tæt, så der var et bord i forstuen til os.

Har man ikke været på Sans Souci endnu, kan man godt begynde at planlægge et besøg, da det absolut er en oplevelse. Og jeg er ikke engang noget til maden endnu. Temaet er brunt i brunt med store mængder tingeltangel i hver en krog og ned fra loftet, men det samlede indtryk er enormt farmorsagtigt på den gode måde. Kan man finde en plads i baren, er der underholdning i timevis ved bare at opsuge stemningen og nærstudere alle finurlighederne, hvoraf stamgæsterne ikke er den mindst interessante seværdighed.

Her mødes mænd og kvinder (flest mænd) i alle størrelser og hygger sig over en øl eller et glas vin, og skulle man tro sine egne ører, ville alverdens problemer være løst, hvis bare disse brave mandfolk kunne komme til. Vi havde fin udsigt til det hele og kunne læne os tilbage med en velskænket Thybajer og afvente begivenhedernes rolige gang. Og maden...

Drengene bestilte dagens ret - kålpølse med grøndlangkål og snitter - mens vi piger, med vores mere forfinede smagsløg, valgte kogt kalvebryst i peberrodssauce.

Er det ikke sjovt - man tager det argeste stykke kød og koger det i tilpas lang tid og VUPTI! Det bedste, møreste måltid dukker frem af dybet.

Garnituren var brune og hvide kartoffler, surt og sennep og - som noget særligt for Sans Souci - grøntsager, der IKKE er kogt indtil den sidste vitamin har bedt om nåde. SKØNT! smager det. Det er ikke enhver dansk restaurant forundt at mestre dette stykke kogekunst ;-)

Godt det samme at vi ikke bestilte fire forskellige retter - der ville slet ikke have været plads på bordet... Og til min arme kærestes store rædsel, kunne han ikke spise op...!

Desserten fristede med chokolademoussekage, kræmmerhus med flødeskum og andre sager, men det må vist vente til en anden god gang. Der var simpelthen ikke plads til mere. Godt der venter mange måltider forude.

No comments: