Madglæde på Frederiksberg - nu også med sydfrankrig

Endnu et spiseønske kan krydses af spiseønskesedlen.

Efter en god løbetur og en fantastisk underholdende film inviterede kæresten mig ud og spise godt på L'Olivier i anledning af lørdag. Og heldige var vi. Tænk sådan at bevæge sig ud i det Københavnske spiseliv en lørdag aften uden reservation. Men vi fik det sidste ledige bord, og parret med ankomst 5 min. efter os, måtte finde et andet sted at dyrke deres indre gastronom.

Vi blev tilgengæld sat til bords af en af de flinkeste tjenere, jeg endnu har mødt - og hurtigt serveret en flaske Bordoit og et glas Kir Royal (med brombær).

Nu er jeg jo nok en anelse frankofil i forvejen (og en måned i Nice har ikke hjulpet), men kombinationen af eftermiddagens regnvåde løbetur og aftenens provencialske spiseoplevelse har kun bestyrket min følelse af, at "JEG VIL HJEM TIL FRANKRIG"..!

Heldigvis er Danmark og særligt København ikke det værste sted i verden at befinde sig, når man definerer sit tilhørsforhold ud fra tilfredsstillelsen af sin madglæde. Som denne blog forhåbentligt indikerer, kan man snildt give den som gastronomisk globetrotter uden nogensinde at krydse grænsen.

Nå! Tilbage til menukortet.

Som allerede indikeret, har L'olivier været på spiseønskesedlen et stykke tid, hvorfor jeg har haft mulighed for at holde øje med menukortet. Og konklusionen har indtil i aften været, at det har været noget statisk i udseende, men forklaringen skyldes - ifølge førnævnte tjener - et solidt fundament af stamgæster, der insisterer på at kunne få serveret deres livretter.

Menukortet byder da også på mange klassiske fristelser, som man desværre er nødt til at vælge imellem. Det er ikke første og bliver heller ikke sidste gang, at jeg ville ønske, jeg kunne bestille en af hver.

I aften blev det dog salat med lun gedeost og røget andebryst til mig og snegle i hvidløgssmør til kæresten. Heldigvis er vi gode til at dele (alt andet end chokolade) så jeg fik smagt to meget forskellige forretter. Min egen salat bestod af frisk romanisalat, små sprødstegte skiver baquette med to forskellige slags gedeost og tynde skiver lun, røget andebryst. I tyngde, ikke den letteste af retter, men smagfuld og knasende delikat. Sneglene i hvidløgssmør var dog også store, møre og appetitvækkende - for ikke at tale om rygende varme - så det kunne være en mulighed ved et fremtidigt besøg.

Dagens fisk var havtaskehale med ratatoille og brasserede kartofler - ikke til at stå for. Kæresten valgte - som han ofte gør, når muligheden byder sig - lammemørbrad i en skarp sennepssovs, der klart behagede herren.

Til såvel forret som hovedret delte vi en flaske Cotê de Provance rosé. Her er det vigtigt at træde varsomt. Jeg er klar over, at det meste rosé i Danmark ikke er værd at beskæftige sig med. Det er fordi, de bedste roséer produceres i middelhavsområdet - det vil i Frankrig sige i Cotê d'azur og Provance distrikterne - og de er ganske udemærket i stand til at drikke alle de gode tønder selv. Derfor er det de DÅRLIGSTE produkter, der eksporteres til andre markeder. Man kan dog være heldig at finde en enkelt god flaske eller to hos de rigtige importører eller restauranter, hvorfor vi vågede pelsen. Og skuffede var vi ikke. Jeg har smagt rosé, der smager mere af sol og sommer, men skal der findes en flaske vin til snegle, and, fisk og lam i sennepssovs i januar i Danmark, så var denne det rigtige valg. Måske mere sol og forår end sol og sommer, men virkeligt velegnet til vores divergerende menu.

Jeg har hørt andre mennesker sige, at det store spørgsmål i et måltid er, om der efter to pragtfulde, rigelige retter er plads til dessert. Det har jeg aldrig helt forstået. Dessert går da i dessertmaven, hvor der altid, altid er plads???

Jeg faldt denne gang, godt hjulpet af nabobordet, for en pistacie parfait, mens kæresten kastede sin kærlighed på L'Olieviers chokolademousse. Hertil drak vi et glas muscat anbefalet af endnu en dygtig tjener.

Hvorfor er pistaciedesserter altid så grønne? Det er ikke fordi, jeg klager, men så grønne er nødderne da ikke? Eller måske anvender jeg dem for lidt i min egen madlavning...

Men festligt ser det ud - også selv om synet kun var kortvarigt... ;-)

Alt i alt godt 1200 kr., hvilket må siges at være ganske billigt kvaliteten af måltidet taget i betragtning. Og billigere end en flybillet til Frankrig.