Restauran Vita på en regnfuld fredag

Jeg ved godt, jeg er ved at være gammel. At jeg er sat og kedelig. At jeg går tidligt hjem og ikke er så sjov at feste med, som jeg har været. Men det kan måske være fordi jeg, modsat da jeg var 24, har et krævende job at passe mandag til fredag - og i mange uger et pænt stykke over 37 timer. Det betyder, at jeg ikke nødvendigvis er til det helt store fredag. Jeg har sandsynligvis haft en lang uge, er træt, og vil gerne hjem og slappe lidt af, inden weekendens løjer for alvor går i gang.

Bliver der foreslået god mad med et par af vennerne eller 7, kan jeg dog godt lokkes... Når vi oven i købet skal mødes tæt på mit arbejde og dennes fredagsbar, behøver man bare fortælle hvornår.

Indtil i går havde jeg ikke været Vitas før, og havde heller ikke bidt mærke i navnet. Kæresten, der har boet i området, fortæller dog gerne langt og længe om deres andesteg, og jeg kan nu være sandhedsvidende på, at de godt kan lave mad på Vitas.

Det er ikke fordi, der er noget specielt over retterne. Andesteg, flæskesteg, Wienerschnitzel, bøf. Alle retter, der kan fås mange steder i byen. Jeg går gerne ud og spiser gammel dansk mad. Flæsk på Klubben, Ål på Parnas, smørrebrød på Toldbods Bodega - der kommer sandsynligvis et indlæg efter mit næste visit et af disse prægtige steder.... De er alle indrettet som gamle krostuer - nogle originale, andre knap så originale. De har alle sammen et snapsekort. De er alle enormt hyggelige med god mad i rigelige mængder. De har alle 'det', der gør, at man kommer igen og igen og igen...

På Vitas er det kvaliteten af råvarer. Ikke hermed et ondt ord om de øvrige steder, som alle har deres forcer (på Klubben er det den stegte flæsk, skulle nogen være i tvivl), men jeg har sjældent fået så mør en bøf, som den jeg fik serveret på Vitas i går. Bestilt rød - serveret rød. Det er der desværre ikke mange steder nord for den dansk-tyske grænse, der mestre. 'Vita's' steak hedder den - med bearnaise og hjemmelavede pommes frites. Og med en sprød ratatoille som garniture. Veninden, kokken, fik samme ret, og var ligeså begejstret. Hun er ganske vist ligeså madglad som jeg, men er bearnaisen fra pulver eller grøntsagerne ensfarvede og bløde, får de hårde ord med på vejen. Hun VED, hvad der er svært at lave. Hun VED, når der bliver skåret unødige hjørner. Hun spiste op :-)

Dessert var der ikke plads til. Det forhindrede os nu ikke, veninden og jeg, i at bestille pandekager med is. S, som jeg havde på min anden side, fik sig en god griner, da jeg begejstret udbrød: "Det smager jo af pandekager med is!"... Men helt ærligt. Hvor mange har fået serveret en genopvarmet, færdigkøbt, vakumpakket pandekage med en klat af nettos billigste? Præcis! Det her smagte IKKE sådan. Det smagte af Pandekage med Is. Ikke så meget pjat :-)

Begge retter blev skyllet ned med en frugtig Furente del Ritmo Crianza fra Spanien. Jeg er normalt ikke stor fan af spanske rødvine - de giver mig hovedpine dagen derpå - men når den anbefales "til en stor rød bøf", er der jo ingen vej uden om. Glimrende smagte den. Ingen stor og prangende vin, men god at dele, god til bøffen og jeg fik ikke hovedpine :-)

Det øvrige selskab fik et muntert miks af schnitzel, and og flæsk efterfulgt af chokolademousse, gedeost og friturestegt camembert. Godt garneret og skyllet ned med flere store fadøl, end jeg kan tælle. Deres mening tæller derfor ikke. Man kan ikke forvente at få et fornuftigt gastronomisk udsagn fra en beruset støder. Heller ikke selv om man deler seng med en af dem. Det så dog lækkert ud og snuste godt. Der er ingen anden udvej end at smage det selv ved lejlighed. O, jeg arme stakkel.

Jeg kender endnu ikke regningen, da en anden lagde ud, men jeg vil skyde på i alt godt 750 kr for veninden og jeg, med hvem jeg delte vinen.