Monday, February 18, 2008

O, what a burger

Det vil sikkert komme som en overraskelse for de fleste, men jeg elsker mad.

Derfor har jeg naturligvis også allieret mig med at par skønne kvinder fra mit arbejde omkring en jævnlig tøsefrokost på en af de mange gode restauranter i nærheden.

I dag var der stor lyst til fedt, salt og sukker (hård weekend?), så turen gik til O's i Gothersgade.

På O's laver de solid amerikansk inspireret mad serveret i amerikansk størrelse portioner. Indretningen er ligeledes hentet fra de mange diners, man kan finde i det store land, så der er lange sofarækker med slidt læder omkring slidte borde og stole - Et vidende om et sted der bliver flittigt brugt af mange, men rent og pænt.

I weekenden åbner de kl. 03, og jeg har selv lagt vejen forbi til en gang natmad på vej hjem fra byen. Mellem 03 og 06 er der som regel en hyggelig fest i restauranten, med en masse glade mennesker, der gerne vil have lidt god mad at sove på.

Hofretten på O's er deres killer burger - med okse eller kylling i flere varianter. Serveret med salat, tomat, stegte løg og syltede agurker. Med andre ord, en RIGTIG burger.

I dag supplerede jeg min med ost, og så kan man jo passende dele en eller flere portioner fries. Fritterne er friturestegte, krydrede kartoffelbåde, der IKKE smager sundt, men absolut smager SKØNT.

Serviceoplysning til alle de dejlige mænd: Andres fritter smager bedre. Det er derfor, vi kvinder ALDRIG bestiller vores egne :-)

O's coupe de grace er deres enorme, tykke milkshakes. Jeg bestilte en stor vanilleshake, hvilket jeg har fortrudt de sidste tre timer...

Jeg burde vide bedre end at skylde en killer burger ned med ½ liter shake, når jeg skal tilbage på arbejde. Men de smager forbandet godt, og vanillen er sort af vanillekorn...

Jeg kunne godt drikke en mere... :-S

(husk at flødeskum er standard, så hvis du skal have den uden, skal du bestille shaken sådan)

O's er ikke byens billigste frokoststed - en killer burger med ost + stor milkshake løber op i 123 kr - men kvaliteten taget i betragtning, er det absolut heller ikke det dyreste. Man føler virkeligt, at man får noget for pengene, og har man ikke nogen, der står og flår i dig ved aftensmadstid, kan man roligt lade frokosten være dagens hovedmåltid.

Så næste gang du alligevel skal have lidt god gå-hjem-mad, vil jeg anbefale at lægge vejen forbi. Det kan jo være vi ses ;-)

No comments: