Thursday, October 23, 2008

Frederiksbergs flinkeste tjener - og glimrende kaninragout...

Hvad gør man, hvis man har lyst til lammekølle en regnvåd torsdag i oktober?

Tja... der er den besværlige vej (der dog må være at foretrække, når der er tid til at hygge om det) og så er der Akropolis på H.C.Ørstedsvej 70, Frederiksberg.

Og kæresten er heldigvis altid frisk på at gå ud - især når jeg betaler :-)

Restauranten er en af de gamle kendinge på H.C.Ørstedsvej, og der er altid mange mennesker i weekenden. Til hverdag er det dog muligt bare at droppe ind, selvom man aldrig kommer til at spise alene.

Selve restauranten er ganske hyggelig med store vinduer og god plads mellem bordene, så man kan side og se hinanden dybt i øjnene - mellem retterne vel og mærke ;-)

Den største udfordring er altid, at man er tvunget til at vælge, men vi har udarbejdet et sindrigt system med at afstemme retterne, så vi kan bytte undervejs uden at det går ud over smagsoplevelsen. Her til aften blev det derfor til Kåldolmere OG Kalamares til forret og Kanin ragout OG lam til hovedret. Hertil en ½ kande husets rødvin, der var god nok til at drikke og almindelig nok til at jeg ikke bed mærke i navnet - den var græsk, den var tempereret, den var udemærket.

Kalamares blev serveret ganske traditionelt med lidt blandet salat og en virkelig god hjemmerørt tzatziki. Kåldolmerne med en syrlig sovs, der klædte smagen virkeligt godt uden de store armbevægelser. Det lyder måske ikke af så meget, men nogen gange er det rart, at man netop IKKE bliver overrasket :-)

Såvel lam som kanin var stegt til perfekthed - mørt og saftigt i kødet serveret med en solid portion grøntsager (bagte squash, bagte tomater, grønne bønner omviklet med bacon... mmm bacon...) og hele stegte kartofler.

Egentligt skulle vi ikke have haft dessert, men tjeneren lokkede med chokoladekage med is og chokoladesovs, så vi måtte overgive os uden de store sværdslag og MUMF! Den var god. Så kunne kæresten og tjeneren så ellers stå og hyggegrine lidt over kvinder og chokolade.

Alt i alt godt 600 kr. Ikke dårligt for tre retter af "mors mad"

PS: Småsulten på vej hjem fra byen?

Alle retterne på menukortet laves ud af huset - og i weekenden er der åbent til kl. 05. Også ganske glimrende de dage man kommer en anelse sent afsted fra arbejdet.

No comments: