Fødselsdagsmiddag på Bjørnekælderen

I torsdag var det min fødselsdag. Jeg fyldte 27 - igen. Det gør ikke ondt, når man har prøvet det et par gange før.

I dagens anledning havde kæresten bestilt bord på Bjørnekælderen på Frederiksberg Allé. Jeg var lidt ambivalent omkring, hvad jeg havde lyst til at lave på min fødselsdag og hvor mange mennesker, der skulle involveres, men så vag og vævende var kæresten heldigvis ikke. Han bestilte raskt væk bord til fire, så jeg kunne invirere et par gode venner med :-)

Hvor fantastisk - lækker mad, gode venner og en ny yndlingsreataurant *MUMF*

Hvor mange gange er jeg ikke gået forbi på alleen, og har tænkt, 'at der ville jeg da sådan set gerne ind en dag', studeret menukortet udenfor og med fryd noteret mig slyngelstuen lige indenfor trappen? Javel - et visti en dag. Hvem kunne vide, at der i den grad var tale om en ægte perle? Hvor mange spildte måltider på andre mere middelmådige restauranter?

Det passer ikke - Godt nok findes der middelmådighed i køkkenerne rundt omkring, men inkluderer jeg pris og atmosfære i kalkulen, har jeg indtil videre undgået at blive rigtig skuffet over et restaurantbesøg. Det gør ikke Bjørnekælderen dårligere - tværtimod. Det sætter standarden, hvormod den måles...

Vi startede med et glas pink Cremant d'Alsace, mens vi nærstuderede menukortet. Stedet har en Frederiksberg Menu med mulighed for vinmenu, der ser ganske fortrinlig ud. Desværre er desserten ikke Creme Brulêe (selvom jeg erindrer, at det har den været på et tidspunkt, så mon ikke der er lidt variation?), så vi gik i stedet a la carte.

De fleste havde set sig lune på Ravioli med gedeost til forret, men desværre var vi ikke de eneste, der havde ladet sig friste. Der var kun en enkelt portion tilbage. Den lod vi gå til Peter, den godmodige kæmpe. Han havde kaldt den først.

Jeg elsker steder, der løber tør for retter. Det fortæller en masse om råvarene og deres friskhed :-)

I stedet fik Klaus en Caparcio, kæresten bruchetta med rå, marineret torsk og jeg selv gedeost med bagte peberfrugter. Aftenens første overraskelse var, at der var tale om GULE peberfrugter. Et usædvanligt valg - især til lune retter, men smagen var ganske enkelt fantastisk. Vi blev enige om at bestille et par flasker sydafrikansk Shiraz ( 2004 Shiraz, Brampton, Rustenberg Stellenbosch) til maden, og kærsten supplerede med et glas hvidvin til forretten. En sydafrikansk chardonnay fra samme hus. Jeg smagte den ikke selv, men kæresten var glad :-) Som jeg skriver dette, mindes han torsken. "Husk grapen", siger han. "Det var simpelthen så lækkert!"

Til hovedret var vi tre, der valgte kalveschnitzel brassieret med seranoskinke. Retten indgik også i Frederiksbergmenuen - men igen... Ingen Creme Brulêe ;-)

Kødet var ganske vidunderligt og sovsen i tilpass mængde og tyngde. Jeg er normalt lidt varsom med retter, hvor man kan frygte en salt sovs, da jeg absolut ikke bryder mig om salt - ikke engang på æggemader - men al frygt blev gjort til skamme. Det smagte intet mindre en pragtfuldt. Og den saltglade kæreste var enig :-D

Fjerdemanden fik pandestegt oksemørbrad, og lignede en glad mand. Han vil også gerne spise der igen i den nærmeste fremtid. Bedre ros kan man vel næppe komme med.

Desserten var naturligvis Creme Brulêe. Og her var så dagens tredje positive overraskelse - 1 = gule peberfrugter, 2 = sovsen, der faldt i alles smag - Ikke bare smagte den pragtfuldt, men det er også den største portion jeg har fået på en restaurant. YUM!

Til desserten havde vi oprindeligt valgt kortets Sauterne. Et sikkert men konservativt valg. Heldigvis greb vores dejlige tjener ind og foreslå en Casa Silva, Late Harvest. Det kære væsen. Hun kendte sine gæster, og hun kendte sin vin. Jeg kan, hvis jeg lukker øjnene, stadig genkalde mig smagen :-D

Alt i alt en pragtfuld aften med mad og vin til fire personer for under 2500 kr. Vi har allerede bestilt bord til næste gang ;-)

Musée Matisse et Bretons Vouageer

Onsdag blev den kulturelle dag. Jeg havde hjemmefra besluttet, at denne gang ville jeg enten se Matisse eller Chagall museet. Begge ligger et stykke oppe af Mount Cimiez, men absolut i overkommelig gåafstand (45 min - 1 time afhængigt af skridtlænge og kondital) Valget faldt på Matisse, så onsdag formiddag skridtede vi afsted op af bjerget.

Museet ligger i Matisse' eget hus. Et pragtfuldt lyserødt palæ midt i en lille park komplet med oliventræer og en gammel karusel med malede heste og klokkespil. Samlingen er pragtfuld, men specielt en håndfuld malerier, der virker uskarpe på kort afstand, men bliver utroligt detaljerede, når man træder et skridt tilbage, gjorde indtryk. Absolut et besøg værd, og man kan såmænd godt nå både Matisse og Chagall på samme dag, skulle man føle for det...

Efter sådan en omgang kultur var vi undtagelsesvist sultne. Heldigvis mødte vi et skilt på vejen, der kunne pege vej til en lille, hyggelig restaurant puttet ind i et hjørne på en af de mange små veje, der snor sig rundt mellem hovedvejene.

Côté Sud er ikke et sted, man finder, med mindre man kommer forbi på tom mave (og følger skiltet) eller kender det i forvejen. Men planlægger man et besøg til enten Chagall eller Matisse, kan man roligt lægge vejen forbi til en god frokost.

Vi var heldige at få et af de få borde udenfor. Restauranten har ganske vist en mindre terrasse, men her var alle borde reserveret af de lokale, så vi fik plads lige udenfor de store, franske døre. Bordet var til fire, så vi måtte dele det med et fransk ægtepar, men det kan jo også have sin charme - i udlandet. Det vil nok være noget lidt andet på Jensens Bøfhus i Slagelse :-S

Frokosten bestod af en pragtfuld bøf med hjemmelavet bearnaise og groftskårne råstegte kartofler til. Og en flaske rose, naturligvis.

Om aftenen havde vi besluttet at spise på Bretons Vouageer igen. Stedet fandt vi på ankomstdagen, hvor vi spiste frokost her, men vi var enige om, at det var et aftenbesøg værd.

Bretons Vouageer er en lille bretagneinspireret restaurant, som serverer virkeligt gode pandekager - både Galettes (madpandekager) og crepes suzettes (dessertpandekager)

Til frokosten lørdag fik kæresten en net lille sag med pølse, løg og champignon.... - Okay, som jeg skriver det nu, kan jeg godt høre, det lyder lidt underligt :-S Men det smagte virkeligt godt. Og han fulgte efter med en sød pandekage med sukker og citron, hvis det skulle klinge bedre :-D.

Onsdag fik han en med æg og skinke. Også virkeligt lækkert. Jeg fik ost, skinke og tomat begge gange - jeg lever på kanten, gør jeg ;-) Til onsdagens dessert fik kæresten en sød pandekage med hindbær, flødeskum, mandler og chokolade. Jeg fik en med sukker og citron. Og så delte vi en enkelt flamberet i Grand Marnier. MUMF.

Begge gange delte vi en kande vin, men fik også smagt et par kopper af en ægte bretagnespecialitet - Cidre Fermier Breton :-) Den drikkes af store kopper og kommer både i en doux (sød) og brut (tør). Og hold nu fast.... DEN SMAGER PRÆCIST SOM ZOOLOGISK HAVE ! PÅ DEN GODE MÅDE !! Men man skal nok smage det, for at kunne forestille sig det.

Alt i alt brændte vi €60 af på Bretons Vouageer - i alt. For frokost lørdag og aftensmad onsdag. Med cider og vin og dessert. Ubetinget det billigste sted jeg har spist på en ferie. Og et af de hyggeligste :-)

Desværre har jeg smidt kortet væk, men det ligger i den gamle bydel, nord for torvet med den store kirke og de to isbarer (Er du i Nice, ved du, hvor jeg taler om) Det går to veje ud i et 'V' fra torvet, og jeg husker det som den venstre af de to. Men du finder det jo nok :-)

Côté Sud har tilgengæld adressen: 2, Rue du Professeur Sureau (sidegade til Boulevard de Cimiez)

Nu vil jeg gå i seng. Jeg har fødselsdag i morgen, og jeg glæder mig :-)

Onsdag aften på Cofoco

Ja ja - jeg er ikke så hurtig, som jeg kunne være, til at få skrevet om al den dejlige mad, jeg spiser.

Derfor tager vi lige et sidespring fra Nice og vender blikket mod en af de Københavnske favoritter - Cofoco.

Min gode ven Christian og jeg har en fantastisk appetitvækkende tradition med at invitere hinanden ud på skift. Det betyder dels at man får lov til at frekventere sine egne yndlingssteder, men også at man får ny inspiration og kommer steder, man måske ville have overset.

I onsdags var det min tur, og jeg havde virkeligt lyst til noget afslappet, hyggeligt - og til fisk. Afslappet hygge er der mange muligheder for - men et hurtigt blik på Cofocos hjemmeside, afslørede at menuen inkluderede Kulmule. Er det ikke dejligt, når stederne, gør det nemt for dig at træffe et valg?

Nu er jeg ikke ekspert, men kan dog huske, dengang Cofoco var et "mad med hjem" koncept med søndagsmenu og knaldgode is. Siden er det blevet til flere restauranter i andre dele af byen - og nu igen - et "mad med hjem" sted på Værnedamsvej. Den Cofoco jeg frekventerer ligger på Abel Cathrines Gade mellem Vesterbrogade og Istedgade, og er en vældig hyggelig restaurant med masser af levende lys, gode mørke læderstole og et knaldrødt toilet. Man kan også komme til langbords, hvor man sidder 20 (ca.) mennesker ved samme bord.

Christian og jeg indledte middagen med et glas cava, hvortil vi fik et godt solidt, mørkt, lunt, NYBAGT brød. Skønt alternativ til det hvide brød, man får serveret de fleste andre steder (Ikke at jeg også elsker et godt, hvidt brød, men forandring fryder)

Til forret fik vi begge dådyr med skønne gule beder, rødbeder og kørvel. Dådyret var i form af en slags frikasse, men også med hele stykker - meget yummy.

Til hovedretten fik jeg - chokerende nok - Kulmule :-D Den blev serveret med porre, kantareller og en glimrende font. Christian fik en kanin, der duftede særdeles delikat. Jeg undlod dog at smage. Jeg spiser gerne en bid af min kærestes gaffel, men der må være en kant ;-)

Eftersom det var onsdag, holdt vi os til et enkelt glad rødvin til maden - en virkelig god Cabernet-Shiraz.

Det er en af de bedste ting ved Cofoco. Vinkortet er tre hvide, tre røde og tre dessert - til 100, 200 eller 300kr - men serveres også til 25, 50 eller 75kr glasset. En prisstruktur de fleste tredjeklassere kan gennemskue.

Desserten bestod af en kande stempelkaffe med et par bider chokolade og favoritten blandt alle desserter - Creme brulée. Her serveret med citronsorbet. Meget delikat, Der er aldrig nok :-S En gulvspand Creme Brulée ville ikke være nok ;-)

Alt i alt en meget hyggelig onsdag aften i byen. Så venter vi bare en måned, til menuen skifter, og så en gang til :-)

Le Café de Turin

Når man nu tager en uge til Middelhavet midt i oktober, skal man naturligvis have badetøj med. Man skal hoppe i vandet og ligge og flyde rundt i det ekstremt saltholdige vand. Man skal gå en lang tur langs bugten og nyde solen og varmen og det azurblå hav, der farver verden i skarpe blå, grønne og gule farver og man skal spise fisk og skalddyr :-)

Og når man skal spise fisk og skalddyr i Nice, er der ikke noget skønnere sted end Le Café de Turin - en af mine personlige favoritter.

Jeg ville gerne komme med en længere udredning om rosévin, endnu en omgang Sole Meuniere - denne gang til kæresten - og deres helt sublime chokolademousse, men på Turin er der en kongeret over alle andre retter: Grosse Crevettes. Vi lader billedet stå et øjeblik:

Nice - og Le Safari

Kæresten og jeg er netop hjemkommet fra Nice :-) Hvor er det dog en skøn by!

Vi tog afsted lørdag morgen (nat?) og ankom til strålende solskin og 25 grader. SKØNT!

Lad mig slå fast med et samme. Vi har været der før, vi kommer der igen, og byen - sammen med resten af azurkysten - er et nødvendigt stop for enhver, der dyrker sin madglæde.

Resten af første dag blev brugt på - you guessed it. Mad!

Første punkt på dagsordenen var naturligvis en tur ned på den ustyrligt smukke bays des anglais.

Herefter bevægede vi os ind i den gamle bys (Vieyx Nice) krinkelkrogede gader for at finde vores frokost - men det vender jeg tilbage til i et senere indlæg. Vi fandt nemlig et ualmindeligt godt creperie, der dannede rammen for vores aftensmad senere på ugen.

Undervejs lagde vi vejen forbi Cours Saleya for at sikre os at en af kærestens yndlingsrestauranter ( Et højdepunkt på turen, som han kalder den) lå, hvor den skulle.

Efter frokost foretog vi noget, der for de der normalt lader sig nøjes med de danske supermarkeder, kan betegnes som en pilgrimsrejse. Vi gik på indkøb i købmanden i underetagen hos Lafayette - Nices svar på Mad&Vin og så alligevel så langt fra....

Når vi rejser, bor vi helst i lejlighed, så vi selv har mulighed for at lave lidt mad og have et par ting på køl - I Nice er det næsten uundværligt.

I Lafayettes beskedne supermarked købte vi: 4 store skiver parmaskine, 4 store skiver røget skinke (begge udvalgt fra adskillige varianter hos delikatessen), et godt stykke ost - også en blandt noget, der ligner 50 forskellige - 4 enorme rødkindede, friske tomater, der duftede af sol og sommer, et par avokadoer, kaffe, mælk til samme, to slags youghurt til morgenmad (med figen og rød grape) appelsinjuice, en halv flaske Creme de Cassis og en halv flaske brut. De to sidste til den obligatoriske Kir Royal på terassen inden aftenens ekskortion.

*MUMF*

Efter indtagelse af Kir Royal begav vi os - iklædt shorts ;-) - tilbage til den gamle by, for at genfinde føromtalte højdepunkt - Le Safari

Le Safari ligger som en blandt mange midt i turistfælden - og den er virkeligt god. Vi ville nok ikke selv have fundet den, men takket være Anders Grøndahls fantastiske bog om Nice og Rivieraen (der har sin faste plads på kærestens natbord), er den et fast punkt på dagsordenen.

Tag ikke fejl. Le Safari ligger midt i et klassisk, restauranthelvede, som vi alle har oplevet dem sydpå, og priserne er derfor en anelse høje, men de kan godt nok lave mad, så det står efter.

Vi har prøvet at sidde såvel indenfor - et hyggeligt rum med hvide duge, hvidkalkede vægge og mørke bjælker, hvor man får et kig til køkkenet og den enorme stenovn på vejen - og udenfor.

Udenfor er der en farlig kalads, og man kan få mange timer til at gå med at se på alle de andre, der også gerne vil være i Nice; Men der er sol det meste af dagen - og restauranten nyder godt af de sidste dråber aftensol, der drypper over den gamle bymur (hvori der såmænd også ligger restauranter)

Vi ved, hvad vi vil have - næsten i hvert fald.

Vinen er husets Vin de Pays, Rose (Landvin, Rosé), der smager fremragende til alt. Vand skal der også til... Og så opdager man endnu uvant ting! Restauranterne i Nice har mange forskellige slags vand - med eller uden brus - at vælge imellem. Vi fortrækker Budoit eller San Pellegrino, der begge er milde i smagen, men hvor Budoit er en meget blød vand, har San Pellegrinoen fået et godt skud kulsyre, og minder en del om Mårum.

Forretten er også relativt nem. Le Safari har et godt og velsmagende udvalg af Nicianske specialiteter - herunder Beignets (indbagte grøntsager), Accra (små friturestegte fiskeboller) og Salade Nicoise. Og det ender altid med, at vi udvælger to af ovenstående retter, og deler i porten.

Til hovedret havde jeg lyst til fisk, så jeg fik en meget lækker Sole Meuniere (smørstegt søtunge i citron og persille) med kartoffelmos. Ja, jeg ved godt, det lyder spøjst. Men det passede helt perfekt sammen, og jeg vil godt garantere, at kartoffelmosen ikke kom fra en pose :-)

Kæresten fik kanin med brasede kartofler og grøntsager. En klassiker i hans verden. (Som de iøvrigt også laver ganske glimrende på Cofoco på Vesterbro)

Desserten er ALTID! Creme Brulee. Jeg eeeeeelsker Creme Brulee. På Safari serverer de den med ild i, så man skal lige nære sig for varmen, inden man kaster sig over den - men godt ser det ud. Og vidunderligt smager det... Ikke underligt, når skålen er sort af vanillekorn :-)

Afslutningsvis en Pastise og Voila - Et festmåltid til den nætte pris af 110 euro.

2 gange mere blev det til på Le Safari - begge til frokost. Og begge gange fik jeg Accra, for det er virkelig en herlig ret, der sammen med den lidt skarpe tomatsovs, et godt brød og krydderolie ikke kan gøres meget bedre. Kæresten vil hellere have have pizza - og det er virkeligt også kræs. Ægte italiens bund, med den helt rette skorpe og et delikat udvalg af fyld, der tydeligvist ikke er indkøbt til sportpris i Metro.

Første frokost valgte han en Pizza Napolitan med sorte oliven og ansjoser. Anden frokost stod den på en Catalane med peperoni og peberfrugter. Også meget lækkert. Med vand og en halv flaske Vin de Pays løber det op i små 30 euro, hvilket næppe kan gøres bedre, hvis du samtidig vil have en plads i solen.