Det hænder fra tid til tid, at vi går ud og spiser brunch. Som regel vil naboerne eller et par af de andre flinke mennesker i omgangskredsen gerne med, og så kan man jo have en længere diskussion om, hvilket af de rigtigt mange gode brunchsteder i København, der skal invaderes.
Jeg har før kommenteret på kærestens madglæde og ualmindeligt sunde appetit, så skal han med, skal det som regel være et sted med buffet, og når først det kriterie kommer på banen, er der få steder, der kan måle sig med Brasserie Imperial i Hotel Imperial lige rundt om hjørnet fra biografen.
Prisen for buffetten er 165 kr. pr. person, men så er der også kaffe, the og flere slags juice ad libitum. Rummet er utroligt lyst og rart og der er RIGTIGE TJENERE, der sørger for, at du har det godt, og ikke mangler andet end ekstra plads i ven mave.
Og så går man ellers bare om bord...
Først en lille mundsmag drænet yoghurt med pureret frugt (den med hindbær er bedst !). Derefter en beskeden mundsmag af deres lækre røræg med pølser, sprød bacon og muligvis lidt kartoffel. Og så er det vel også tid til deres pandekager med sirup. Og Brasserie Imperial laver DE BEDSTE PANDEKAGER!
Hvis der er plads (og det er der altid) er et par gode skiver brød og et par hapser af de forskellige oste heller ikke at foragte. Afhængigt af om der er hjemmebagte chokoladeboller kan der også godt ryge en enkelt ned af dem - og så skal man jo også lige huske at tjekke, om de skiftende anretninger er noget, man kunne være interesseret i. Sidst var det frisklavet kyllingesalat, der absolut skal findes et hul til, men denne gang var det noget tortellini-noget, så jeg valgte i stedet en ekstra pandekage...! Og så er der også ved at være udsolgt.
Når jeg når hertil, mangler kæresten som regel en tur eller to mere, men han er så sød, når han spiser og hygger sig, så jeg kan sagten sidde og hygge mig med en kop kaffe, mens han guffer et par rundstykker med pølse eller hvad der ellers fanger hans interesse.
Til slut et par skiver af den skårede frugt og så en god travetur omkring et par af søerne, for at få det hele til at falde på plads. MUMF!
Saturday, February 21, 2009
Saturday, February 7, 2009
Madglæde på Frederiksberg - nu også med sydfrankrig
Endnu et spiseønske kan krydses af spiseønskesedlen.
Efter en god løbetur og en fantastisk underholdende film inviterede kæresten mig ud og spise godt på L'Olivier i anledning af lørdag. Og heldige var vi. Tænk sådan at bevæge sig ud i det Københavnske spiseliv en lørdag aften uden reservation. Men vi fik det sidste ledige bord, og parret med ankomst 5 min. efter os, måtte finde et andet sted at dyrke deres indre gastronom.
Vi blev tilgengæld sat til bords af en af de flinkeste tjenere, jeg endnu har mødt - og hurtigt serveret en flaske Bordoit og et glas Kir Royal (med brombær).
Nu er jeg jo nok en anelse frankofil i forvejen (og en måned i Nice har ikke hjulpet), men kombinationen af eftermiddagens regnvåde løbetur og aftenens provencialske spiseoplevelse har kun bestyrket min følelse af, at "JEG VIL HJEM TIL FRANKRIG"..!
Heldigvis er Danmark og særligt København ikke det værste sted i verden at befinde sig, når man definerer sit tilhørsforhold ud fra tilfredsstillelsen af sin madglæde. Som denne blog forhåbentligt indikerer, kan man snildt give den som gastronomisk globetrotter uden nogensinde at krydse grænsen.
Nå! Tilbage til menukortet.
Som allerede indikeret, har L'olivier været på spiseønskesedlen et stykke tid, hvorfor jeg har haft mulighed for at holde øje med menukortet. Og konklusionen har indtil i aften været, at det har været noget statisk i udseende, men forklaringen skyldes - ifølge førnævnte tjener - et solidt fundament af stamgæster, der insisterer på at kunne få serveret deres livretter.
Menukortet byder da også på mange klassiske fristelser, som man desværre er nødt til at vælge imellem. Det er ikke første og bliver heller ikke sidste gang, at jeg ville ønske, jeg kunne bestille en af hver.
I aften blev det dog salat med lun gedeost og røget andebryst til mig og snegle i hvidløgssmør til kæresten. Heldigvis er vi gode til at dele (alt andet end chokolade) så jeg fik smagt to meget forskellige forretter. Min egen salat bestod af frisk romanisalat, små sprødstegte skiver baquette med to forskellige slags gedeost og tynde skiver lun, røget andebryst. I tyngde, ikke den letteste af retter, men smagfuld og knasende delikat. Sneglene i hvidløgssmør var dog også store, møre og appetitvækkende - for ikke at tale om rygende varme - så det kunne være en mulighed ved et fremtidigt besøg.
Dagens fisk var havtaskehale med ratatoille og brasserede kartofler - ikke til at stå for. Kæresten valgte - som han ofte gør, når muligheden byder sig - lammemørbrad i en skarp sennepssovs, der klart behagede herren.
Til såvel forret som hovedret delte vi en flaske Cotê de Provance rosé. Her er det vigtigt at træde varsomt. Jeg er klar over, at det meste rosé i Danmark ikke er værd at beskæftige sig med. Det er fordi, de bedste roséer produceres i middelhavsområdet - det vil i Frankrig sige i Cotê d'azur og Provance distrikterne - og de er ganske udemærket i stand til at drikke alle de gode tønder selv. Derfor er det de DÅRLIGSTE produkter, der eksporteres til andre markeder. Man kan dog være heldig at finde en enkelt god flaske eller to hos de rigtige importører eller restauranter, hvorfor vi vågede pelsen. Og skuffede var vi ikke. Jeg har smagt rosé, der smager mere af sol og sommer, men skal der findes en flaske vin til snegle, and, fisk og lam i sennepssovs i januar i Danmark, så var denne det rigtige valg. Måske mere sol og forår end sol og sommer, men virkeligt velegnet til vores divergerende menu.
Jeg har hørt andre mennesker sige, at det store spørgsmål i et måltid er, om der efter to pragtfulde, rigelige retter er plads til dessert. Det har jeg aldrig helt forstået. Dessert går da i dessertmaven, hvor der altid, altid er plads???
Jeg faldt denne gang, godt hjulpet af nabobordet, for en pistacie parfait, mens kæresten kastede sin kærlighed på L'Olieviers chokolademousse. Hertil drak vi et glas muscat anbefalet af endnu en dygtig tjener.
Hvorfor er pistaciedesserter altid så grønne? Det er ikke fordi, jeg klager, men så grønne er nødderne da ikke? Eller måske anvender jeg dem for lidt i min egen madlavning...
Men festligt ser det ud - også selv om synet kun var kortvarigt... ;-)
Alt i alt godt 1200 kr., hvilket må siges at være ganske billigt kvaliteten af måltidet taget i betragtning. Og billigere end en flybillet til Frankrig.
Efter en god løbetur og en fantastisk underholdende film inviterede kæresten mig ud og spise godt på L'Olivier i anledning af lørdag. Og heldige var vi. Tænk sådan at bevæge sig ud i det Københavnske spiseliv en lørdag aften uden reservation. Men vi fik det sidste ledige bord, og parret med ankomst 5 min. efter os, måtte finde et andet sted at dyrke deres indre gastronom.
Vi blev tilgengæld sat til bords af en af de flinkeste tjenere, jeg endnu har mødt - og hurtigt serveret en flaske Bordoit og et glas Kir Royal (med brombær).
Nu er jeg jo nok en anelse frankofil i forvejen (og en måned i Nice har ikke hjulpet), men kombinationen af eftermiddagens regnvåde løbetur og aftenens provencialske spiseoplevelse har kun bestyrket min følelse af, at "JEG VIL HJEM TIL FRANKRIG"..!
Heldigvis er Danmark og særligt København ikke det værste sted i verden at befinde sig, når man definerer sit tilhørsforhold ud fra tilfredsstillelsen af sin madglæde. Som denne blog forhåbentligt indikerer, kan man snildt give den som gastronomisk globetrotter uden nogensinde at krydse grænsen.
Nå! Tilbage til menukortet.
Som allerede indikeret, har L'olivier været på spiseønskesedlen et stykke tid, hvorfor jeg har haft mulighed for at holde øje med menukortet. Og konklusionen har indtil i aften været, at det har været noget statisk i udseende, men forklaringen skyldes - ifølge førnævnte tjener - et solidt fundament af stamgæster, der insisterer på at kunne få serveret deres livretter.
Menukortet byder da også på mange klassiske fristelser, som man desværre er nødt til at vælge imellem. Det er ikke første og bliver heller ikke sidste gang, at jeg ville ønske, jeg kunne bestille en af hver.
I aften blev det dog salat med lun gedeost og røget andebryst til mig og snegle i hvidløgssmør til kæresten. Heldigvis er vi gode til at dele (alt andet end chokolade) så jeg fik smagt to meget forskellige forretter. Min egen salat bestod af frisk romanisalat, små sprødstegte skiver baquette med to forskellige slags gedeost og tynde skiver lun, røget andebryst. I tyngde, ikke den letteste af retter, men smagfuld og knasende delikat. Sneglene i hvidløgssmør var dog også store, møre og appetitvækkende - for ikke at tale om rygende varme - så det kunne være en mulighed ved et fremtidigt besøg.
Dagens fisk var havtaskehale med ratatoille og brasserede kartofler - ikke til at stå for. Kæresten valgte - som han ofte gør, når muligheden byder sig - lammemørbrad i en skarp sennepssovs, der klart behagede herren.
Til såvel forret som hovedret delte vi en flaske Cotê de Provance rosé. Her er det vigtigt at træde varsomt. Jeg er klar over, at det meste rosé i Danmark ikke er værd at beskæftige sig med. Det er fordi, de bedste roséer produceres i middelhavsområdet - det vil i Frankrig sige i Cotê d'azur og Provance distrikterne - og de er ganske udemærket i stand til at drikke alle de gode tønder selv. Derfor er det de DÅRLIGSTE produkter, der eksporteres til andre markeder. Man kan dog være heldig at finde en enkelt god flaske eller to hos de rigtige importører eller restauranter, hvorfor vi vågede pelsen. Og skuffede var vi ikke. Jeg har smagt rosé, der smager mere af sol og sommer, men skal der findes en flaske vin til snegle, and, fisk og lam i sennepssovs i januar i Danmark, så var denne det rigtige valg. Måske mere sol og forår end sol og sommer, men virkeligt velegnet til vores divergerende menu.
Jeg har hørt andre mennesker sige, at det store spørgsmål i et måltid er, om der efter to pragtfulde, rigelige retter er plads til dessert. Det har jeg aldrig helt forstået. Dessert går da i dessertmaven, hvor der altid, altid er plads???
Jeg faldt denne gang, godt hjulpet af nabobordet, for en pistacie parfait, mens kæresten kastede sin kærlighed på L'Olieviers chokolademousse. Hertil drak vi et glas muscat anbefalet af endnu en dygtig tjener.
Hvorfor er pistaciedesserter altid så grønne? Det er ikke fordi, jeg klager, men så grønne er nødderne da ikke? Eller måske anvender jeg dem for lidt i min egen madlavning...
Men festligt ser det ud - også selv om synet kun var kortvarigt... ;-)
Alt i alt godt 1200 kr., hvilket må siges at være ganske billigt kvaliteten af måltidet taget i betragtning. Og billigere end en flybillet til Frankrig.
Friday, January 30, 2009
Ingen stress på Sans Souci
Sine har været til eksamen, så nu er bacheloren i hus - Hurra og tillykke :-)
Det er altid rart at have noget at fejre med naboerne - især fordi det involvere mad. Aftenens ekspedition efter god, dansk mad satte resolut kurs mod Sans Souci på Madvigs Allé.
Normalt skal man bestille bord - også i hverdagene - men vi var heldige. Gode venner kan heldigvis godt sidde lidt tæt, så der var et bord i forstuen til os.
Har man ikke været på Sans Souci endnu, kan man godt begynde at planlægge et besøg, da det absolut er en oplevelse. Og jeg er ikke engang noget til maden endnu. Temaet er brunt i brunt med store mængder tingeltangel i hver en krog og ned fra loftet, men det samlede indtryk er enormt farmorsagtigt på den gode måde. Kan man finde en plads i baren, er der underholdning i timevis ved bare at opsuge stemningen og nærstudere alle finurlighederne, hvoraf stamgæsterne ikke er den mindst interessante seværdighed.
Her mødes mænd og kvinder (flest mænd) i alle størrelser og hygger sig over en øl eller et glas vin, og skulle man tro sine egne ører, ville alverdens problemer være løst, hvis bare disse brave mandfolk kunne komme til. Vi havde fin udsigt til det hele og kunne læne os tilbage med en velskænket Thybajer og afvente begivenhedernes rolige gang. Og maden...
Drengene bestilte dagens ret - kålpølse med grøndlangkål og snitter - mens vi piger, med vores mere forfinede smagsløg, valgte kogt kalvebryst i peberrodssauce.
Er det ikke sjovt - man tager det argeste stykke kød og koger det i tilpas lang tid og VUPTI! Det bedste, møreste måltid dukker frem af dybet.
Garnituren var brune og hvide kartoffler, surt og sennep og - som noget særligt for Sans Souci - grøntsager, der IKKE er kogt indtil den sidste vitamin har bedt om nåde. SKØNT! smager det. Det er ikke enhver dansk restaurant forundt at mestre dette stykke kogekunst ;-)
Godt det samme at vi ikke bestilte fire forskellige retter - der ville slet ikke have været plads på bordet... Og til min arme kærestes store rædsel, kunne han ikke spise op...!
Desserten fristede med chokolademoussekage, kræmmerhus med flødeskum og andre sager, men det må vist vente til en anden god gang. Der var simpelthen ikke plads til mere. Godt der venter mange måltider forude.
Det er altid rart at have noget at fejre med naboerne - især fordi det involvere mad. Aftenens ekspedition efter god, dansk mad satte resolut kurs mod Sans Souci på Madvigs Allé.
Normalt skal man bestille bord - også i hverdagene - men vi var heldige. Gode venner kan heldigvis godt sidde lidt tæt, så der var et bord i forstuen til os.
Har man ikke været på Sans Souci endnu, kan man godt begynde at planlægge et besøg, da det absolut er en oplevelse. Og jeg er ikke engang noget til maden endnu. Temaet er brunt i brunt med store mængder tingeltangel i hver en krog og ned fra loftet, men det samlede indtryk er enormt farmorsagtigt på den gode måde. Kan man finde en plads i baren, er der underholdning i timevis ved bare at opsuge stemningen og nærstudere alle finurlighederne, hvoraf stamgæsterne ikke er den mindst interessante seværdighed.
Her mødes mænd og kvinder (flest mænd) i alle størrelser og hygger sig over en øl eller et glas vin, og skulle man tro sine egne ører, ville alverdens problemer være løst, hvis bare disse brave mandfolk kunne komme til. Vi havde fin udsigt til det hele og kunne læne os tilbage med en velskænket Thybajer og afvente begivenhedernes rolige gang. Og maden...
Drengene bestilte dagens ret - kålpølse med grøndlangkål og snitter - mens vi piger, med vores mere forfinede smagsløg, valgte kogt kalvebryst i peberrodssauce.
Er det ikke sjovt - man tager det argeste stykke kød og koger det i tilpas lang tid og VUPTI! Det bedste, møreste måltid dukker frem af dybet.
Garnituren var brune og hvide kartoffler, surt og sennep og - som noget særligt for Sans Souci - grøntsager, der IKKE er kogt indtil den sidste vitamin har bedt om nåde. SKØNT! smager det. Det er ikke enhver dansk restaurant forundt at mestre dette stykke kogekunst ;-)
Godt det samme at vi ikke bestilte fire forskellige retter - der ville slet ikke have været plads på bordet... Og til min arme kærestes store rædsel, kunne han ikke spise op...!
Desserten fristede med chokolademoussekage, kræmmerhus med flødeskum og andre sager, men det må vist vente til en anden god gang. Der var simpelthen ikke plads til mere. Godt der venter mange måltider forude.
Tea Restaurant
Endeligt tilbage i den gamle gænge...
Efter et efterår plaget af overarbejde og specialesump lykkedes det endeligt at finde tid til en god middag med Christian - min trofaste følge, når spiselivet i København skal udforskes. Det kan være billigt eller dyrt. Traditionelt eller fusion - bare det er godt, og en ny spiseoplevelse for os begge.
Årets første stop blev, på anbefaling af AOK, Tea Restaurant i Helgolandsgade på Vesterbro.
Restauranten er ganske undseelig set udefra, men når man først kommer ind, er der hyggeligt med god plads mellem bordene og en akustik, der gør det nemt at tale og grine sammen uden at forstyrre nabobordet alt for meget.
Menukortet er en del mere overskueligt, end man ellers er vant til fra kinesiske restauranter, men vi valgte nu alligevel at kaste os over en af de faste menuer - et valg man sjældent fortryder de gode steder. Her er der nemmeligt tænkt over sammensætningen...
Første ret var pandekager med sprøde strimler af and, friske grøntsager og en lækker hoi-sin sauce. Så absolut en af de lækreste anderetter jeg har fået i lang tid - ikke mindst pga friskheden af ingredienserne.
Retten blev efterfulgt af store saftige svinedumplings, som jeg varmt kan anbefale at dyppe i hoi-sin saucen frem for den sædvanlige soyasovs. MUMF!
Herefter blev vi forkælet med ris og endnu en ret med and. En lidt krydret sag med store bider grøntsager, der gør at retten på ingen måde føles tung eller klistret, som den slags retter ellers godt kan gøre.
Endeligt var der frit valg på dessertkoret. Vi valgte begge en dampet riskugle rulet i kokos og serveret med kokosis og frugt, som jeg var betydeligt mere vild med en stakkels Christian - men konsistensen er da også en anelse "gummiagtig", som man nok enten elsker eller hader. Et rafineret pif var, at der var anvendt sorte ris, hvilket stod i indbydende kontrast til kokosflagerne udenpå.
Til hele herligheden drak vi en grøn sommerthe, som løbende blev fyldt op at de søde værter.
Som altid en anbefalelsesværdig spiseoplevelse :-)
Efter et efterår plaget af overarbejde og specialesump lykkedes det endeligt at finde tid til en god middag med Christian - min trofaste følge, når spiselivet i København skal udforskes. Det kan være billigt eller dyrt. Traditionelt eller fusion - bare det er godt, og en ny spiseoplevelse for os begge.
Årets første stop blev, på anbefaling af AOK, Tea Restaurant i Helgolandsgade på Vesterbro.
Restauranten er ganske undseelig set udefra, men når man først kommer ind, er der hyggeligt med god plads mellem bordene og en akustik, der gør det nemt at tale og grine sammen uden at forstyrre nabobordet alt for meget.
Menukortet er en del mere overskueligt, end man ellers er vant til fra kinesiske restauranter, men vi valgte nu alligevel at kaste os over en af de faste menuer - et valg man sjældent fortryder de gode steder. Her er der nemmeligt tænkt over sammensætningen...
Første ret var pandekager med sprøde strimler af and, friske grøntsager og en lækker hoi-sin sauce. Så absolut en af de lækreste anderetter jeg har fået i lang tid - ikke mindst pga friskheden af ingredienserne.
Retten blev efterfulgt af store saftige svinedumplings, som jeg varmt kan anbefale at dyppe i hoi-sin saucen frem for den sædvanlige soyasovs. MUMF!
Herefter blev vi forkælet med ris og endnu en ret med and. En lidt krydret sag med store bider grøntsager, der gør at retten på ingen måde føles tung eller klistret, som den slags retter ellers godt kan gøre.
Endeligt var der frit valg på dessertkoret. Vi valgte begge en dampet riskugle rulet i kokos og serveret med kokosis og frugt, som jeg var betydeligt mere vild med en stakkels Christian - men konsistensen er da også en anelse "gummiagtig", som man nok enten elsker eller hader. Et rafineret pif var, at der var anvendt sorte ris, hvilket stod i indbydende kontrast til kokosflagerne udenpå.
Til hele herligheden drak vi en grøn sommerthe, som løbende blev fyldt op at de søde værter.
Som altid en anbefalelsesværdig spiseoplevelse :-)
Saturday, October 25, 2008
Gourmetmad under bøgene på Sortebro Kro
MUMF!!!
Jeg fylder 30 næste lørdag. Et almindeligt skarpt hjørne, der må dulmes med et godt måltid mad i godt selskab. Selskabet er nemt nok, men hvor fejrer man rund fødselsdag med manerer, når man er fra Odense - Det gør man naturligvis på Sortebro Kro ved Den Fynske Landsby.
Sortebro Kro er beliggende i en gammel bindingsværksbygning ud til en gård med skæve brosten og store bøgetræer. I selve restaurationslokalet er der lavt til loftet og hyggeligt indrettet med antikke møbler og moderne petroliumslamper = de kører på strøm, men LIGNER den ægte vare.
Samme hygge, mindre sod. Bonus :-)
Sortebro Kro er i besidelse af et a la carte menukort, men hvem interesserer sig for det, når der også er en aftensmenu med 8 udsøgte lækkerbidskener og dertilhørende vinmenu? Aftenens 8 retter var, ganske kortfattet, Blinis, Laks, Kongekrabbe, Vesterhavstorsk, Ungand, Kanin, et udvalg af oste samt en symfoni af små æblebaserede desserter.
Jeg har ved tidligere lejligheder forsøgt mig med både 3 og 5 retter og er nået frem til, at 4 er det magiske tal for mig - 3 føles som en begrænsning, men jeg KAN ikke spise 5... En del af forklaringen følger:
Mens man forsøger at danne sig et overblik mæsker man sig i oliven, brændte mandler med balsamiko, rygeostcreme, kryddersmør og det skønneste hjemmebagte fladbrød. Hertil forkælede vi os selv med en skøn pærecider fra normandiet, der prikkende vækkede smagsløgende til dåd.
Herefter lagde jeg ud med Blinis med creme fraiche, rødløg, purløg, limecreme og sikrogn, hertil et glas kølig riesling.
Blinisen blev fulgt op af medalion af vesterhavstorsk med porre og den mest fantastiske skummende bisque, der gik direkte i snuden. Som prikken over i'et, rev den flinke tjener frisk persillerod ud over retten og vær så artig at gå ombord. Torsk smager pragtfuldt i alle afskygninger og denne havde en fantastisk gyldensprød skorpe og var god fast i kødet.
Efter disse to herlige anretninger, skulle der naturligvis gøres klart til hovedretten, og hvordan gøres det bedre end med en let sorbet af blomme og havtorn? En skøn kølig sag - ikke for sød og særdeles velegnet til formålet.
For mit vedkommende bestod hovedretten af kanin med rødkål, kastanier, tyttebær og støv af en svamp, jeg ikke lige fik navnet på. Særdeles appetitligt anrettet, hvor de røde efterårsfaver virkeligt kom til sin ret.
I mit sidste indlæg, var jeg ganske begejstret for den kaninragout, jeg havde fået på Akropolis, men for at være helt ærlig, så er der INGEN sammenligning. Hvis kaninen på Akropolis var mør, hvad skal man så kalde kaninen på Sortebro Kro? Jeg er i den sjældne situation, at jeg mangler ord...
Efter hovedretterne var blevet sat til livs - min lillebror havde valgt både and og kanin og fik således to - var det atter tid at rense ganen med en mascarponesorbet, der blev serveret i en lille dyb tallerken. Forklaringen var, at der blev hældt en skøn blommesovs til ved serveringen. Atter en lille skøn overraskelse.
Min sidste ret var 5 små franske oste med styrke fra en skøn comté til en vellagret blåskimmelost med behørigt tilbehør, hvoraf det absolut bedste var flagerne af groft fladbrød. Fik jeg sagt MUMF?
Efter dette fantastiske måltid, var der udsolgt for mit vedkommende, men mændene ved bordet kastede sig velbehageligt over æbledesserterne, hvor specielt den "helt almindelige" æblekage med fynske æbler og flødeskum vagte begejstring.
Og så var det lige, at tjeneren mente vi havde fortjent et lille stykke hjemmelavet chokolade, en vindrue eller en hjemmebagt småkage med chokoladestykker... Jeg spiste to af hver :-D
Alt i alt et stykke af det bedste den fynske gourmetscene har at byde på - og til godt 1200 kr pr. person inkl. vin.
Jeg fylder 30 næste lørdag. Et almindeligt skarpt hjørne, der må dulmes med et godt måltid mad i godt selskab. Selskabet er nemt nok, men hvor fejrer man rund fødselsdag med manerer, når man er fra Odense - Det gør man naturligvis på Sortebro Kro ved Den Fynske Landsby.
Sortebro Kro er beliggende i en gammel bindingsværksbygning ud til en gård med skæve brosten og store bøgetræer. I selve restaurationslokalet er der lavt til loftet og hyggeligt indrettet med antikke møbler og moderne petroliumslamper = de kører på strøm, men LIGNER den ægte vare.
Samme hygge, mindre sod. Bonus :-)
Sortebro Kro er i besidelse af et a la carte menukort, men hvem interesserer sig for det, når der også er en aftensmenu med 8 udsøgte lækkerbidskener og dertilhørende vinmenu? Aftenens 8 retter var, ganske kortfattet, Blinis, Laks, Kongekrabbe, Vesterhavstorsk, Ungand, Kanin, et udvalg af oste samt en symfoni af små æblebaserede desserter.
Jeg har ved tidligere lejligheder forsøgt mig med både 3 og 5 retter og er nået frem til, at 4 er det magiske tal for mig - 3 føles som en begrænsning, men jeg KAN ikke spise 5... En del af forklaringen følger:
Mens man forsøger at danne sig et overblik mæsker man sig i oliven, brændte mandler med balsamiko, rygeostcreme, kryddersmør og det skønneste hjemmebagte fladbrød. Hertil forkælede vi os selv med en skøn pærecider fra normandiet, der prikkende vækkede smagsløgende til dåd.
Herefter lagde jeg ud med Blinis med creme fraiche, rødløg, purløg, limecreme og sikrogn, hertil et glas kølig riesling.
Blinisen blev fulgt op af medalion af vesterhavstorsk med porre og den mest fantastiske skummende bisque, der gik direkte i snuden. Som prikken over i'et, rev den flinke tjener frisk persillerod ud over retten og vær så artig at gå ombord. Torsk smager pragtfuldt i alle afskygninger og denne havde en fantastisk gyldensprød skorpe og var god fast i kødet.
Efter disse to herlige anretninger, skulle der naturligvis gøres klart til hovedretten, og hvordan gøres det bedre end med en let sorbet af blomme og havtorn? En skøn kølig sag - ikke for sød og særdeles velegnet til formålet.
For mit vedkommende bestod hovedretten af kanin med rødkål, kastanier, tyttebær og støv af en svamp, jeg ikke lige fik navnet på. Særdeles appetitligt anrettet, hvor de røde efterårsfaver virkeligt kom til sin ret.
I mit sidste indlæg, var jeg ganske begejstret for den kaninragout, jeg havde fået på Akropolis, men for at være helt ærlig, så er der INGEN sammenligning. Hvis kaninen på Akropolis var mør, hvad skal man så kalde kaninen på Sortebro Kro? Jeg er i den sjældne situation, at jeg mangler ord...
Efter hovedretterne var blevet sat til livs - min lillebror havde valgt både and og kanin og fik således to - var det atter tid at rense ganen med en mascarponesorbet, der blev serveret i en lille dyb tallerken. Forklaringen var, at der blev hældt en skøn blommesovs til ved serveringen. Atter en lille skøn overraskelse.
Min sidste ret var 5 små franske oste med styrke fra en skøn comté til en vellagret blåskimmelost med behørigt tilbehør, hvoraf det absolut bedste var flagerne af groft fladbrød. Fik jeg sagt MUMF?
Efter dette fantastiske måltid, var der udsolgt for mit vedkommende, men mændene ved bordet kastede sig velbehageligt over æbledesserterne, hvor specielt den "helt almindelige" æblekage med fynske æbler og flødeskum vagte begejstring.
Og så var det lige, at tjeneren mente vi havde fortjent et lille stykke hjemmelavet chokolade, en vindrue eller en hjemmebagt småkage med chokoladestykker... Jeg spiste to af hver :-D
Alt i alt et stykke af det bedste den fynske gourmetscene har at byde på - og til godt 1200 kr pr. person inkl. vin.
Subscribe to:
Posts (Atom)
