Thursday, November 22, 2007

Promenaden og Frederiksberg Allé

Ahhh, skønt med en kop the og Walkabouts på anlægget.

Særligt når man lige er kommet hjem fra en hyggelig aften på Promenaden med en gammel veninde og kærester. Sådan nogle mennesker man har kendt altid, og som kan huske dengang man gjorde et eller andet mærkeligt i 4. klasse er pragtfulde at se engang imellem.

Når der så kommer kærester ind i billedet er det jo kun hyggeligt, hvis de også kommer overens, så man kan gå ud sammen. I dette tilfælde har kærsterne, der lige har mødt hinanden første gang for godt 4 timer siden, lige brugt en hel aften på at diskutere biler - veteranbiler, nye biler, biler de har haft, prøvet at køre, godt kunne tænke sig, afgifter, parkering, forsikring, krigshistorier fra de danske veje osv osv - mens veninden og jeg har diskuteret alt muligt andet.

Garneret med et par øl og Promenadens fabelagtige sandwich og afslappede stemning, har det virkeligt været en hyggelig aften.

Da jeg for snart mange år siden flyttede til København for at læse, forvildede jeg mig en dag ned af Frederiksberg Allé. Det var kærlighed ved første blik. Dengang boede jeg i Albertslund (ja, der var vel nok dejligt!), men fra den dag var jeg Frederiksbergborger. Et år senere flyttede jeg ind i min første lejlighed i denne dejlige bydel, og jeg har ikke tænkt mig at flytte foreløbigt - selvom jeg næppe for råd til at få adresse PÅ Frederiksberg Allé lige foreløbigt... Så skal kæresten i hvert fald til at tage sig gevaldigt sammen på arbejde ;-)

På Frederiksberg Allé finder man:

Frederiksberg Chokolade - ubetinget Københavns bedste chokolatier. Behold bare jeres Peter Beier, Sommerfeld, Valhrona og hvad de ellers hedder. Jeg vil hellere have en af Tinas flødeboller. Eller et par udvalgte fyldte. Eller en kugle hjemmelavet kirsebæris, hvis det er sommer.

Bjørnekælderen - den har jeg allerede skrevet om. Siden har vi også fået deres julefrokostanretning. Var det 6 eller 7 slags fisk? Og and. Og flæskesteg, sylte, brune kartoffler. Oog ost og ris alamande og og og........

La Fiesta Mexicana - den har jeg ikke skrevet om. Mind mig om at gøre det ved lejlighed....

Frederik d. 6 - hvor jeg igen i år blev kysset både af en julemand OG en nissepige på J-dag :-)

Og altså Promenaden. Promenaden har i mange år været min favoritcafé i København. Jeg går for meget op i mad og for lidt op i Vild med Dans til at komme på de fleste caféer i København, og foretrækker også min kaffe sort med mindre den er fra Estate på Gl. Kongevej, så det var en lettelse for mit indre cafédyr at opdage dette velegnede habitat.

Kæmpe store sandwich til 70-80 kr med masser af fyld, hyggeligt inde såvel som ude, et udvalg at øl på fad og Ginger Ale på køl. Det er måske ikke så moderne, men det er altså min yndlingssodavand, og har været det siden jeg var 10.

Men altså Promenadens sandwich. Det sværeste er at vælge. Eller rettere... Kæresten får altid deres fabelagtige clubsandwich, som må være den største af slagsen i byen.

Her til aften fik jeg selv en sandwich med lun gedeost, semidried og friske tomater, pinjekerne, hjemmelavet pesto, godt med salat, rødløg og i en pragtfuld italiensk bolle ikke ulig et mindre filonebrød *MUMF*,

Veninden fik deres chili con carne som virkeligt snusede godt, og som jeg nok bliver nødt til at smage ved lejlighed. Den blev serveret med nachos, creme fraishe og ekstra af det stærke, hvis man skulle have lyst.

Veninden kærste fik Dagens Sandwich med Chorizo og ost samt godt med salat ikke ulig min egen. Vi blev mætte, vi blev tilfredse, vi blev tørstige og bestilte en øl mere....

1 comment:

Anonymous said...

Dejligt og sjovt billede du har ude i siden (den med pingvinen og isbjørnen).

Hilsen Mette

www.casaeriksen.dk