Kæresten og jeg var et par dage i Århus i starten af august.
Det lykkedes os at ramme de 4 dage med solskin, vi fik i år, så udgangspunktet for en god tur var i orden.
Eftersom vi har årskort til zoo, der også gælder til Givskud Løvepark, lagde vi vejen forbi her først, og fik endda set Jellingstenen, der befinder sig nydeligt på hovedvejen mellem Vejle og Givskud.
Jellingestenen er en - well... - en sten, men ikke desto mindre noget man bør se som dansker. Specielt i godt vejr, hvor man kan bestige en af gravhøjene, hvorfra der er en skøn udsigt over landskabet.
I Løveparken havde vi fornøjelsen af en sød, lille næsehornsunge, at få inspiceret vores bil af en sulten løve og en abe, der stjal en flaske med vand. Ganske fornøjeligt og absolut et besøg værd.
Hen under aften kørte vi til Århus, hvor vi blev indkvarteret på vores hotel.
Af venner fik vi anbefalet Brasseri Belli i Frederiksgade, og da de som regel har ganske glimrende smag, måtte vi jo prøve det.
Brasseri Belli er en hyggelig lille restaurant med gamle cirkusplakater på væggene og glimrende øl på fadene.
Maden er solid, fransk bondemad når det er bedst.
Kæresten fik en traditionel løgsuppe med ostelåg til forret, mens jeg selv fik gratineret gedeost på valnøddesalat. Begge retter blev serveret rygende varme og med den helt rigtige smag og konsistens.
Hovedretten bestod af lammeskank til ham, svinekæber til hende. Betjeningen mestrede oven i købet den kunst, at have det rigtige tidsinterval mellem retterne, således at vi kunne nyde en friskskænket fadøl til hver ret - uden hverken at tørste eller skylle.
Også hovedretterne var rigtigt gode, og eneste minus var, at retterne muligvis var en anelse for tunge til vejret - men det betyder bare, at vi må komme igen en regnvejsdag i november. Hvor ærgerligt ;-)
Øllene var hancock (en lys, en mørk) samt en wintercoat summer ale til mig. Kæresten holdt sig til de mørke hancock, men det er også en af hans favoritter, og det kan man jo godt forstå :-)
Efter hovedretterne viste vores søde tjener igen et godt kendskab til retterne på kortet, og gav os tid til at nyde mæthedsfornemmelsen uden beskidte tallerkener på bordet, inden der blev præsenteret dessert.
Til mig, Parfait Belli - Flødeis fyldt med marcipan, chokolade og nødder og til ham et stort stykke nybagt chokoladekage. *MUMF* - og med is til, siger han...
Alt i alt en rigtig glimrende middag, der helt klart var både turen og pengene værd.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment