Nu er det jo sådan, at alle par har deres ritualer.
Nogle skændes før sex, nogen skændes efter sex, atter andre under sex...
Vi spiser Rialtoburger - altså ikke før, under eller efter sex, men efter vi har været på druk... eller bare en af os har været på druk... eller hvis vi har overvejet at gå på druk, men er blevet hjemme for at være kærestekedelige. Med andre ord hver søndag ;-)
Hver søndag kan man se os spadsere ud af Gl. Kongevej med retning mod BURGEREN..!
En Rialtoburger er i al sin enkelthed, en burger, som du ville ønske, du selv kunne lave den.
Stor sesambolle, kæmpe bøf af friskt oksekød - ikke nogen papsubstitut* her - masser af salat, tomat og løg, og med ost (til mig), ost og bacon (til ham) eller kun bacon (men hvorfor dog undvære osten?)
Og så med en Coke Zero til - Det er lykken.
Jeg var en overgang en blanding af stolt og skeptisk over, at ejeren bare skulle se os i døren, før der var en nr. 1 og en nr. 3 på grillen. Det svarer lidt til, bare at skulle ringe til pizzamandens nr, hvorefter man kan hente en nr. 18 10 minutter senere - alene via 'Vis Nummer'
Jeg blev dog beroliget af en god ven, der kunne fortælle, at han, da han første gang efter sit eksil på Nørrebro, vendte tilbage til Rialto, blev hilst med et "nr 1 uden løg" i døren. Vi har med andre ord at gøre med et burgergeni med fotografisk hukommelse. Det forklarer faktisk en hel del om burgerens kvalitet - ville du f.eks. bryde dig om at skulle huske hver eneste Big Mac, du havde lavet? Nej vel - hvis det skal fryses fast på indersiden af nethinden for evigt, gør man sig en anelse mere umage i sit arbejde...
Eneste minus, jeg skal jo nævne et, er, at der ikke er det store i siddepladser, men der er dog et par borde udenfor, hvor man kan kigge på trafikken, der kører forbi. Det er altså også her, man på første parket kan opleve, hvor vanskeligt det er for en gennemsnitscyklist at navigere forbi et busstoppested, et knæk i cykelstien og at tygge tyggegummi samtidigt. Absolut underholdende på den tragikomiske måde.
Enkelte gange har jeg prøvet varianten at spise en Rialtoburger til aftensmad. Dertil er den også fortrinligt egnet, og så har placeringen jo den fordel, at man lige kan snige sig over på Cafe Svejk til et godt glas tjekkisk øl at skylle efter med.
Svejk har flere borde inde og ude (dog mest om sommeren) ligesom der til tider er live-musik og ofte bliver vist fodbold - og så er der altid hyggeligt. Men man skal dog komme i god tid i weekenden. Og så er det stedet, hvor jeg har lært, at man ikke skal drikke sidevogn til sin øl, når den holder et stykke over pilsnerstyrke. Nu jeg tænker over det, skal man faktisk ikke drikke sidevogn i det hele taget :-S - bare tanken giver mig lyst til en Rialtoburger...
* Jeg ved faktisk ikke, hvad de laver deres bøffer af på andre burgersteder, men pap er vist et rimeligt bud :-S Hvis du vil se noget sjovt, så prøv at købe et par af de sataner og smid dem på grillen - og køb også lige et par pølser. Dem får du brug for.
Thursday, September 20, 2007
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment