OK - sjov, lille historie.
Kæresten og jeg havde naturligvis ikke bestilt hotel hjemmefra, da vi ankom til Århus en onsdag aften. Ikke at vi ikke havde prøvet - aftenen før.... Fik jeg sagt, at jeg i mit arbejde er meget struktureret og planlægger alting et par uger frem?
Vi havde dog noteret os, at Ritz var leveringsdygtig, så vi kigge lidt på hinanden og blev enige om, at så dyrt kunne det da ikke være :-S
Vi byder velkommen i hjertet af Århus.....
Hotel Ritz er den perfekte base i Århus. Beliggenheden lige midt i centrum danner et ideelt udgangspunkt for alle byens aktiviteter - kultur, natur eller natteliv.
Hotel Ritz - bygget i 1932 - er istandsat og indrettet med stor personlighed og respekt for arkitekturen. Hotellet er en behagelig oase, hvor man bliver fanget af den hyggelige atmosfære det øjeblik døren lige så stille har lukket byens lyde ude og åbnet for et hotel, der er en oplevelse i sig selv.
Vi byder hjertelig velkommen....
Ja ja da - MEGET hyggeligt.
Nu viste det sig så, at det eneste ledige værelse var BRUDESUITEN med himmelseng, marmorbadeværelse og hele molevitten.

Anyways.... BRUDESUITEN - Just the thing, når man lige er flyttet sammen, og ens forhold derfor står på bævene, uprøvede ben ikke ulig et girafføl. Den kække receptionist mente, at det ikke var noget, der ikke kunne klares på rådhuset, men vi blev dog enige om, at vi droppede vielsen og han droppede kommentarene :-D - Og når alt kommer alt, var det et dejligt værelse.
Vi havnede altså ca. her i Århus, og var derfor nemme at lokke til Frederiksbjerg på vores sidste aften.
Her kunne vi konstatere, at trods navnesammenfaldet minder Frederiksbjerg en anelse mere om en blanding af Valby og Kerteminde end Frederiksberg (hvor vi bor til hverdag), men - iler jeg at tilføje - det bedste fra Valby (Spisecafeerne på Valby Langgade) kombineret med det bedste fra Kerteminde (Hyggelige rækkehuse, med stokroser og et sted, jeg absolut godt kunne bo, hvis det ikke var så meget på landet).*
Vi fik os en hyggelig spadseretur, forvildede os ind i en dyrebørnehave(?) og redede en bi fra et køleskab i Superbrugsen. Og så landede vi Victoria.
Victoria passer lige ind i et af mine yndlingsstorbyfænomener.**
Afslappet stemning, god mad til rimelige priser, og der er ingen, der tager det ilde op, hvis man griner lidt for højt, bliver lidt for fuld eller holder sig lidt for ædru. Kendetegnet ved et sted, hvor der er ligeså hyggeligt en tirsdag som i weekenden (tror jeg da - vi var der på en fredag)
Atter var det faktisk den røgfri afdeling, der gjorde udslaget. Vi havde ellers set os lune på en omgang stegt flæsk længere nede af gaden, men GAD BARE IKKE RØGEN!!!
(Hermed en opfordring til alle landets serveringssteder om at overveje, om ikke I vil få flere kunder i biksen, nu hvor man kan gå ud til en enkelt uden at skulle i bad, når man kommer hjem - Til alle de snotforkældede rygere: I ville heller ikke synes, det var sjovt at sidde ved siden af mig, hvis jeg kom direkte fra løbetræning, men TRO MIG - stanken fra jer er værre)
Back to Victoria...
Vi fik et hyggeligt lille bord med hvid dug og lattermild betjening og kunne så ellers kaste blikket på et glimrende udvalg af meget forskellige retter.
For mit vedkommende var jeg meget forelsket i fiskemenuen, men endte med:
Røget and med Waldorffsalat
Fisketallerken med et tema over hvis fisk suppleret af laks
Kæresten fik:
Tortellini med flødesauce og parmesan
Unghanebryst med spinat og flødesauce
Vi sluttede begge med Creme Brûlee - Et sikkert valg, når det er på kortet, selvom ingen gør det bedre end Safari i Nice.
Til maden delte vi en flaske siciliansk hvidvin - Anthilla, Donna Fugata - stilsikkert valgt af tjeneren på baggrund af ønsket om en hvidvin, der kunne balancere kærestens utilstedelige overforbrug af flødesauce uden at overdøve min fisk.
Alt i alt en fornøjelse til små 750 kr
Generelt må jeg sige, at vi navigerede fornuftigt gennem Århus' enorme udvalg af spisesteder, og fik tre meget forskellige spiseoplevelser ud af det. Jeg vil absolut anbefale alle stederne til alle andre madelskere, men har jeg kun en enkelt aften i Århus, ville valget falde på Brasserie Belli. Ikke fordi de andre er ringere, men fordi den er noget særligt, som man ikke sådan lige kan finde andre steder (selvom de vist har et par filialer andre steder i Jylland)
That was it - turen til Århus bid for bid. Så er det snart tid til at tage hul på mine favoritter i Odense og København (og enkelte andre steder)
*Undskyld til Tanja og alle de andre dejlige mennesker, der bor på Frederiksbjerg. Jeg synes virkeligt, der er hyggeligt. Og jeg ved godt, at alle vest for Storebælt vil beskylde mig for at være Københavnersnude, men det gør altså hverken København mindre eller Århus større - beklager.
**Er vi så gode venner igen?
No comments:
Post a Comment