Gourmetmad under bøgene på Sortebro Kro

MUMF!!!

Jeg fylder 30 næste lørdag. Et almindeligt skarpt hjørne, der må dulmes med et godt måltid mad i godt selskab. Selskabet er nemt nok, men hvor fejrer man rund fødselsdag med manerer, når man er fra Odense - Det gør man naturligvis på Sortebro Kro ved Den Fynske Landsby.

Sortebro Kro er beliggende i en gammel bindingsværksbygning ud til en gård med skæve brosten og store bøgetræer. I selve restaurationslokalet er der lavt til loftet og hyggeligt indrettet med antikke møbler og moderne petroliumslamper = de kører på strøm, men LIGNER den ægte vare.
Samme hygge, mindre sod. Bonus :-)

Sortebro Kro er i besidelse af et a la carte menukort, men hvem interesserer sig for det, når der også er en aftensmenu med 8 udsøgte lækkerbidskener og dertilhørende vinmenu? Aftenens 8 retter var, ganske kortfattet, Blinis, Laks, Kongekrabbe, Vesterhavstorsk, Ungand, Kanin, et udvalg af oste samt en symfoni af små æblebaserede desserter.

Jeg har ved tidligere lejligheder forsøgt mig med både 3 og 5 retter og er nået frem til, at 4 er det magiske tal for mig - 3 føles som en begrænsning, men jeg KAN ikke spise 5... En del af forklaringen følger:

Mens man forsøger at danne sig et overblik mæsker man sig i oliven, brændte mandler med balsamiko, rygeostcreme, kryddersmør og det skønneste hjemmebagte fladbrød. Hertil forkælede vi os selv med en skøn pærecider fra normandiet, der prikkende vækkede smagsløgende til dåd.

Herefter lagde jeg ud med Blinis med creme fraiche, rødløg, purløg, limecreme og sikrogn, hertil et glas kølig riesling.

Blinisen blev fulgt op af medalion af vesterhavstorsk med porre og den mest fantastiske skummende bisque, der gik direkte i snuden. Som prikken over i'et, rev den flinke tjener frisk persillerod ud over retten og vær så artig at gå ombord. Torsk smager pragtfuldt i alle afskygninger og denne havde en fantastisk gyldensprød skorpe og var god fast i kødet.

Efter disse to herlige anretninger, skulle der naturligvis gøres klart til hovedretten, og hvordan gøres det bedre end med en let sorbet af blomme og havtorn? En skøn kølig sag - ikke for sød og særdeles velegnet til formålet.

For mit vedkommende bestod hovedretten af kanin med rødkål, kastanier, tyttebær og støv af en svamp, jeg ikke lige fik navnet på. Særdeles appetitligt anrettet, hvor de røde efterårsfaver virkeligt kom til sin ret.

I mit sidste indlæg, var jeg ganske begejstret for den kaninragout, jeg havde fået på Akropolis, men for at være helt ærlig, så er der INGEN sammenligning. Hvis kaninen på Akropolis var mør, hvad skal man så kalde kaninen på Sortebro Kro? Jeg er i den sjældne situation, at jeg mangler ord...

Efter hovedretterne var blevet sat til livs - min lillebror havde valgt både and og kanin og fik således to - var det atter tid at rense ganen med en mascarponesorbet, der blev serveret i en lille dyb tallerken. Forklaringen var, at der blev hældt en skøn blommesovs til ved serveringen. Atter en lille skøn overraskelse.

Min sidste ret var 5 små franske oste med styrke fra en skøn comté til en vellagret blåskimmelost med behørigt tilbehør, hvoraf det absolut bedste var flagerne af groft fladbrød. Fik jeg sagt MUMF?

Efter dette fantastiske måltid, var der udsolgt for mit vedkommende, men mændene ved bordet kastede sig velbehageligt over æbledesserterne, hvor specielt den "helt almindelige" æblekage med fynske æbler og flødeskum vagte begejstring.

Og så var det lige, at tjeneren mente vi havde fortjent et lille stykke hjemmelavet chokolade, en vindrue eller en hjemmebagt småkage med chokoladestykker... Jeg spiste to af hver :-D

Alt i alt et stykke af det bedste den fynske gourmetscene har at byde på - og til godt 1200 kr pr. person inkl. vin.

Frederiksbergs flinkeste tjener - og glimrende kaninragout...

Hvad gør man, hvis man har lyst til lammekølle en regnvåd torsdag i oktober?

Tja... der er den besværlige vej (der dog må være at foretrække, når der er tid til at hygge om det) og så er der Akropolis på H.C.Ørstedsvej 70, Frederiksberg.

Og kæresten er heldigvis altid frisk på at gå ud - især når jeg betaler :-)

Restauranten er en af de gamle kendinge på H.C.Ørstedsvej, og der er altid mange mennesker i weekenden. Til hverdag er det dog muligt bare at droppe ind, selvom man aldrig kommer til at spise alene.

Selve restauranten er ganske hyggelig med store vinduer og god plads mellem bordene, så man kan side og se hinanden dybt i øjnene - mellem retterne vel og mærke ;-)

Den største udfordring er altid, at man er tvunget til at vælge, men vi har udarbejdet et sindrigt system med at afstemme retterne, så vi kan bytte undervejs uden at det går ud over smagsoplevelsen. Her til aften blev det derfor til Kåldolmere OG Kalamares til forret og Kanin ragout OG lam til hovedret. Hertil en ½ kande husets rødvin, der var god nok til at drikke og almindelig nok til at jeg ikke bed mærke i navnet - den var græsk, den var tempereret, den var udemærket.

Kalamares blev serveret ganske traditionelt med lidt blandet salat og en virkelig god hjemmerørt tzatziki. Kåldolmerne med en syrlig sovs, der klædte smagen virkeligt godt uden de store armbevægelser. Det lyder måske ikke af så meget, men nogen gange er det rart, at man netop IKKE bliver overrasket :-)

Såvel lam som kanin var stegt til perfekthed - mørt og saftigt i kødet serveret med en solid portion grøntsager (bagte squash, bagte tomater, grønne bønner omviklet med bacon... mmm bacon...) og hele stegte kartofler.

Egentligt skulle vi ikke have haft dessert, men tjeneren lokkede med chokoladekage med is og chokoladesovs, så vi måtte overgive os uden de store sværdslag og MUMF! Den var god. Så kunne kæresten og tjeneren så ellers stå og hyggegrine lidt over kvinder og chokolade.

Alt i alt godt 600 kr. Ikke dårligt for tre retter af "mors mad"

PS: Småsulten på vej hjem fra byen?

Alle retterne på menukortet laves ud af huset - og i weekenden er der åbent til kl. 05. Også ganske glimrende de dage man kommer en anelse sent afsted fra arbejdet.

ACitW in english

I was asked by a friend, if I could recommend a couple of restaurants for a foreigners visiting Copenhagen which led me to consider doing a blog in english. But I'm a realist. I love eating and I like writing about it, but I would never find the time to do both a danish and an english blog, so here is my version of a compromice - A best of breed list of recommendation with my favorit spots when in Copenhagen.

Should you need more, I highly recommend the blog Very Good Food - always a good read and it is in english...

Without further ado... the list:

For burgers try Halifax (Frederiksborggade 35, 1360 Copenhagen K)
For top end cusine, I highly recommend Paustian. One of currently ten restaurants i Denmark with af michelin star, but my favorit of the bunch
Inner city and also best cheap italian: Il Peccato (Axeltorv 8, 1608 Copenhagen K)
Best italian: Famo 51 (Gl. Kongevej 15, 1610 Copenhagen V)
Traditional danish food: Klubben (Enghavevej 4, 1674 Copenhagen V)
Medeteranian and french food: Cofoco - the team behind Cofoco have several restaurants, but my favorit is the one simply named 'Cofoco' ( Abel Cathrines Gade 7, 1654 Copenhagen V)

And last but not least, my personal favorit: Bjørnekælderen (Frederiksberg Allé 55, 1820 Frederiksberg) where the menu is a compilation of dishes inspired by traditional danish, italian and french cuisine.

A note on finding the adresses in Copenhagen. If the restaurant have a homepage in english, the name will link directly to the homepage. Otherwise, I will include the adress. When looking at adresses in Copenhagen note the ending:

Copenhagen K is inner city
Copenhagen V is west (Vesterbro)
Copenhagen N is north (Nørrebro)
Copenhagen Ø is east (Østerbro)
Copenhagen S is south (Sydhavnen og Amager)
Copenhagen NV is north-west (Nordvest)

Frederiksberg is a city within the city situated between Vesterbro and Nørrebro.

All adresses in Copenhagen or Frederiksberg is within easy reach on foot, bike, bus, metro or S-train. The greater Copenhagen including suburbs USUALLY have differente names.

If all else fails try www.krak.dk or www.dgs.dk - both very good maps of Denmark.

Kort = Map
Rute = Route (route planner)

En fransk "kro" på Østerbro

Som tidligere brok har indikeret, var kæresten og jeg en anelse husvilde, da vi kom hjem fra Frankrig. Heldigvis tilbød en kær ven, at vi kunne låne hans lejlighed et par dage, hvor han så ville flytte hjem til sin kæreste. En ægte win-win situation.

I aftes var det så tid at sige tak for husly, og hvordan gøres det bedre end med et godt måltid og måske et par glas vin eller tre.

Efter modne overvejelser faldt valget på et af Cofocodrengenes gode steder: Auberg på Østerbro.

Auberge er placeret i en kælder lige ved og næsten ved søerne og er derfor både let at komme til og nem at overse. Et enkelt skilt og en trappenedgang markerer indgangen til et ægte synsbedrag af en restaurant. Vi kender vel alle de billeder, der enten er en vase eller et ansig, en kanin eller en svane, men aldrig begge dele på en gang uanset mængden af rødvin. Sådan er indretningen på Auberge. Ser man efter, er der utroligt mange grimme detaljer - blottet murvæg, lavt til loftet, blottede rør, kikset tapet - men i sammenhæng fungere det! Når man ankommer, når man ER i rummet, er der simpelthen hyggeligt. Hverken mere eller mindre. Hvad end de har betalt den indretningsarkitekt, har hun været det hele værd!

Jeg kom en anelse senere end det øvrige selskab, som derfor var blevet udstyret med velkomstdrinks i form af Gin og Tonic. Selv var jeg i humør til noget sødt, så det blev et kærkomment glas brachetto til mig - velkommen og velbekomme :-D

Mens vi overvejede menukortet - 6 retter, vælg selv 2-6 stk - og man må gerne få 6xkammuslinger, kunne den meget søde tjener bekræfte - fik vi en let snack bestående af hjemmebagte grisini med lidt parmaskinke, chips af blå kartoffler og hjemmerørt mayonaisse med kantareller.

Efter modne overvejelser og kun ganske let pres fra kæresten endte vi alle med at vælge alle seks retter - dog med option på at kunne fravælge ost eller dessert på et senere tidspunkt..

Til maden begrænsede vi to flasker vin - det var trods alt tirsdag. Til forretterne (og den grafiske designer, der valgte helleflynder til hovedret) faldt valget på en lækker, cremet, tør, hvidvin fra Alsace. Til de øvrige retter blev kompromiset en altid træfsikker Barbera d'Asti fra 2004.

Første ret var en omgang delikate kammuslinger med sauce nage på en bund af løg og gulerødder fulgt op af daddeltomater med gedeost, oliventapanade og en sprødstegt, smørstegt flig brød.

Begge retter gav indtryk af kærligt håndværk og smagte glimrende på den der helt specielle måde mad kun kan smage, når råvarernes og fremstillingens kvalitet er bundsolid. Skøn kost lige som jeg selv ville lave den... Hvis jeg altså havde talentet, fantasien og køkkenbordspladsen.

Desværre blev retterne fulgt op af den ret, jeg var mindst begejstret over. Nu har jeg ganske vist lovet kæresten ikke at være for hård ved brislerne og nævne, at for ham, var de en af aftenens favoritter (pragtfuld smag af...okse?), men jeg fandt dem for salte - og jeg er ikke vild med smagen af salt. Når det så er sagt, blev der ikke levnet ;-)

Heldigvis blev alt godt igen, da jeg fik serveret den smukt anrettede hovedret, der for mit vedkommende bestod af rosastegt lammekrone med Karl Johan svampe. Hertil en bund af cremet svampesauce, der virkeligt bandt smagsindtrykkene sammen. Jeg elsker, når kokken kan finde ud af, at man ikke skal skamstege (læs gennemstege) lam.

Det var så på dette tidspunkt, at sandhedens time oprandt - alt eller intet - ost eller chokoladekage - eller måske begge dele...

Nu er jeg jo ikke typen, der giver op på halvvejen, og da slet ikke, når der er mad involveret, så jeg fortsatte i feltet sammen med mændene og valgte at mæske mig i begge de tilbageværende retter.

Kommende ind i svinget med ostebordet, hvorfra jeg valgte to af dem der siger Muh og en af dem, der siger Mæh godt garneret med marinerede nødder, blommer, abrikoser og lækkert, lækkert hjemmebagt knækbrød fulgte jeg feltet i fin stil. Guffede min ost med stor begejstring og nydelse.

Desværre begik jeg en taktisk fejl omkring brødet, så da feltet nærmede sig feltet, må jeg sige, at jeg gik lidt død i sværen. Jeg KUNNE simpelthen ikke mere :-( Og det så ellers så pragtfuldt ud på papiret (og tallerkenen) med chokoladekage, mokkacreme, kirsebærsorbet og syltede kirsebær. En enkelt bid gled der ned - man skal vel smage - men der er vist ingen tvivl om, at jeg havde nydt afslutningen mere, havde jeg holdt mig til fire eller fem retter. Så kan jeg lære det - jeg er åbenbart ikke umætteligt.

Inkluderer vi et par flasker kildevand, lød regningen på små 3.000 kr samt et lidt bulet ego for en meget hyggelig aften :-)

PS: Tjeneren ved bordet var ubetinget det sødeste, mest smilende menneske, jeg mødte den dag, så husk at være søde næste gang I lægger vejen forbi - det kunne jo være hende, der redede min tro på menneskeheden en går tirsdag i september.

Baggårdskat i Nordvest - Tribeca NV

Efter en pragtfuld sommer i Frankrig er det dejligt at komme hjem igen - eller det ville det i hvert fald have været, hvis ikke der var håndværkere, murstøv og andet roderi i lejligheden.

Som trøst inviterede kæresten og jeg os selv på Tribeca NV - et af de få steder i Københavns nordvestkvarteret, der har haft en placering på min personlige ønskespiseseddel.

Tribeca NV er opkaldt efter Tribeca-området i New York, der efter sigende skulle have en del til fælles med nordvestkvarteret - industrikvarter i byens yderkant ovs. Jeg har aldrig selv været i Tribeca, så det skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg har dog været i nordvest en del gange, og jeg må sige, at Tribeca NV er et tiltrængt gastonomisk pust til kvarteret - mitKBH og AOK kan sammenlangt præsentere 12 "spisesteder" i kvarteret - og det inkluderer Den Sorte Gryde..!

Tribeca NV ligger i en gammel lagerhal i den ene længe af en traditionel forstadsblok, som der er tusinder og atter tusinder af i Storkøbenhavn. I første omgang lykkedes det os at gå rundt om blokken, før vi fandt det, og endte med at komme ind igennem gården, som tilgengæld straks fristede til at slå sig ned i nærheden af det buldrende bål. Det måtte vi dog undvære, eftersom vi havde bestilt bord indendørs.. Vi er ellers udemennesker, men man skal trods alt lige aklimatisere sig, når man har tilbragt 5 uger ved Middelhavet...

Indretningen er ganske hyggelig - lagerhal til trods - med umage borde, men lækkert tungt bestik og moderne lamper. Snakken er livlig, men ikke øredøvende og tjenerne opmærksomme.

Der er flere fristelser på menukortet - f.eks. kunne jeg godt tænke mig at smage deres lammepølser, for de så virkeligt gode ud hos nabobordet - men vi valgte dog månedens menu til 298 kr per person. Jeg er en stor fan af menuer, der skifter efter årstiden og/eller kokkens humør. Dels sikrer det, at man får noget, der passer til vind, vejr og arbejdsglæde og dels er det en god mulighed for at smage retter, man ikke nødvendigvis selv ville have valgt.

Det var f.eks. tilfældet med aftenens forret bestående af torsk med hindbærvinagrette og salat. Jeg holder mig normalt langt væk fra alt, der indeholder vinagrette, balsamico eller andre eddikeprodukter (Jeg kan virkeligt ikke lide eddike) og i dette tilfælde ville jeg virkeligt være gået glip af en spændende smagsoplevelse. Smagssammensætningen af torsk og hindbær er et hit! Hvem skulle have troet det? Så lækkert, at jeg overvejede at skrive dette indlæg i omvendt rækkefølge for at gemme det bedste til sidst :-)

Ikke dermed sagt at aftenens øvrige retter - Stegt andebryst med perlebyg, kantareller og risotto til hovedret samt mazarinkage med ferskner og pistace til dessert - ikke også var gode, for det var de absolut. Bare en en smule mindre overraskende smagskombinationer.

Til maden drak kæresten en pale ale og jeg fik to gode glas vin - et hvidt og et rødt og den samlede regning løb op i små 770 kr. Et glimrende køb til de penge.

Jeg har dog en enkelt anke. Ventetiden ved bordene var ganske enkelt for lang. Ikke fordi der ikke var nok personale eller fordi de ikke flyttede fødderne, men restauranten er tydeligtvist ikke indrettet for at lette gangen frem og tilbage mellem køkkenet og bordene med drikkevarer, tallerkener, vin, vand, høflige spørgsmål om madens beskaffenhed og alle de andre ture, en tjener løber under en betjening. Så kære Tribeca NV. Fjern et enkelt bord i rækken nærmest baren og giv tjenerne en mulighed for at hente og afsætte tallerkener uden at skulle gå unødige omveje. Det vil nedsætte ventetiden betydeligt, og det vil alle være gladest for i længden.

Byens bedste sushi

Man skulle tro, at Paustian helt har taget pusten fra mig, men sådan forholder det sig dog ikke.

Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil skrive om det samme sted indenfor det samme år oder so, medmindre det har ændret sig markant, og de sidste tre måneder har været karakteriseret af lige dele gensynsglæder - ikke mindst med Bjørnekælderen - og steder jeg ikke gider beskæftige mig med.

Men endeligt et, for bloggen, nyt bekendskab. Kæresten og jeg har nemlig lige været på Nyu Sakura på H.C.Ørstedsvej.

Stedet har siden sin åbning været min favorit sushirestaurant. Jeg bor ellers tættere på Sticks n sushi på Gl. Kongevej, men der har jeg kun været en enkelt gang, og jeg regner ikke med at komme igen. Det er for dyrt, det er for dansk og der er for meget støj til at være rigtigt hyggeligt.

Kærsten bryder sig ikke om sushi. Jeg ELSKER sushi. Det er i lyset af dette, man skal læse følgende kommentar. JEG VAR MISUNDELIG PÅ KÆRESTENS MAD..! Nyu Sakura kan nemlig mere end dreje en god Nigri.

Her til aften fik jeg det sædvanlige udvalg af nigri og maki - mindst en california inside-out er et must, mens kæresten fik en af deres menuer: Yaki atsu Dou bestående af misosuppe, krabbesalat og dybstegt svinemørbrad med ris. Og hvilken duft der ramte næsen, da retterne blev serveret. Den ene mere mundvandsdrivende end den anden.

Jeg fik heldigvis lov til at smage og jeg må sige at næste gang, vi skal spise der, er det lige før, jeg vil overveje, om det skal være sushi.

Misosuppen væltede sig i friske skud, bittesmå hvide svampe og tofu. Der var dårligt plads til suppen for bare lækkert fyld. Krabbesalaten blev serveret med revet gulerod, hvidkål og krabbekød med en virkeligt fint afstemt dressing til, men mest velsmagende var dog den dybstegte svinemørbrad, der var perfekt mør, perfekt krydret og i selskab med en solid gang stegte grøntsager i knasende, mundrette bider. Alt serveret på risene med en lækker sovs over. MUMF!

Hvis vi alligevel vender blikket mod sushien, er en af grundende til, at jeg elsker stedet den særdeles høje fisk-til-ris-ratio. Det er den, der gør deres nigri til faste klumper af perfekt kogte ris dækket af store fede stykker fisk. Tunen er næsten højrød, kæmperejerne virkeligt kæmpe og laksen uforlignelig god og ikke for fed. Så god er den faktisk, at Fiskehuset på Frederiksberg gladeligt bekendtgøre, at de får deres sushi herfra frem for at tilberede den selv.

Tilsætter man lækket stentøj som service, en behagelig og behageligt lun sake og gode bløde stole med højt ryglæn, kan man hurtigt hygge sig over maden et par timer.

Et enkelt spørgsmål står tilbage - er det japansk vandtortur, at have akvariefisk med udsyn til køkkenet?

Paustian - et modstræbende blogindlæg....

Kæresten og jeg er lige kommet hjem fra Paustian (ved Bo Bech)

Bordet blev bestilt for 5 uger siden, hvilket vil sige, at stedet har fået sin (velfortjente) Michelinstjerne MELLEM vi har bestilt bord og selve besøget. Sådan skal det gøres!

Selvom jeg har glædet mig, siden vi blev enige om besøget, har jeg indtil for 3 timer siden være overbevist om, at jeg ikke ville blogge om det. Som helten - Anders Grøndahl - siger: "Det er nemt at spise godt og dyrt, men kunsten er at spise godt og billigt" Og Paustian ER dyrt! 3400kr har vi lagt for to personer, hvilket dog har inkluderet deres 'Alkymisten' + vinmenu, mineralvand ad libitum, kaffe og en avec til denne (grapa).

Derfor havde jeg tænkt mig, at jeg IKKE ville skrive om det, men kæresten kom helt spontant med en beskrivelse af aftenen... "Når det ikke kun er vinen, der er berusende".

Det har været en pragtfuldt aften. Perfekt betjening, perfekt balancering af mad/vin og de to ting, der gør at jeg personligt mener, at Paustian har fortjent sin stjerne:

1: Selvom jeg har fået 7 retter, er jeg tilpas mæt (altså rent volumenmæssigt - på smagsoplevelser kan jeg leve det næste år!)

2: Paustian er ikke bange for at give en GRØNTSAG! hovedrollen over kød. Som f.eks. retten med bagt porre med peberod- og persillecreme. Enkelt, ligetil og dog porre, som du aldrig har smagt det før.

Summa summarum. Er det dobbelt så godt som f.eks. House of Souls? Helt sikkert - hvis du har pengene...! Det er ligesom at købe en kjole i en designerbutik. Du ved, du har et unikum, men er du på SU, kan du også blive klædt på af Vero Moda.

Il Peccato - syndigt god pasta

Endnu en hyggelig aften i byen med Maja - der har indviljet i navns nævnelse, fordi "det er lettere at læse". Man skulle tro, hun var journalist ;-)

Aftenens planer inkluderede den tidlige aftenforestilling af Juno i Metropol, så restauranten blev udvalgt på baggrund af en særdeles kompliceret algoritme over placering, tilsyneladende atmosfære, pris og det faktum, at jeg aldrig har været der før, men har studeret menukortet mange gange på vej til arbejde ;-)

Med andre ord... Il Peccato på Axel Torv.

Il Peccato er en super hyggelig, lidt trendy italiensk restaurant beliggende i de lokaler, der engang husede "Baren", hvis der er nogen, der kan huske det program (Internettet glemmer aldrig. Husk det, når I lægger jeres feriebilleder på Face Book - eller i det mindste, når I lægger MINE feriebilleder på Face Book...)

Restauranten er indrettet med små borde, hvide duge og ægte italienere i restauraten og bag baren. Køkkenet er helt åbent, og ville få min veninde, kokken, til at græde store, fede glædestårer, hvis hun havde adgang til noget lignende.

Menukortet indeholder et rimeligt udvalg af italienske retter anført at hjemmelavet pizza og pasta, hvilket indbyder til grundig fordybelse. For at nå filmen, måtte vi dog besluttet os, og jeg havde da også på forhånd lagt mig fast på en pastaret. Maja var ikke langt efter, og vi faldt begge for Raviolial Fungi Porcini - Frisk ravioli farseret med Karl Johan svampe tilsmagt med smør, frisk salvie og parmesanost.

Raviolien var delikat anrettet i en af de der store, semidybe, hvide tallerkener, vi alle sammen ville ønske, vi havde i køkkenet, men som vi ALDRIG ville få brugt, fordi de er for store til opvaskemaskinen. Jeg ELSKER at spise af de tallerkener :-D

Raviolien var kogt til perfekt bid og garneret med stegte cherrytomater og en velsmagende cremet sovs. Det smagte pragtfuldt... Perfekt konsistens, perfekt krydret, perfekt balance mellem mængden af sovs og ravioli.

Skal man være en smule krakilsk - og det skal man jo engang imellem, er jeg næsten sikker på, at osten ikke var parmasanost med grana. Grana har en mere kornet, tør karakter og er mindre sød en parmasanost - prøv selv forskellen ved lejlighed. Læg først vejen forbi Irma, der har begge dele i god kvalitet, lav derefter en omgang pasta med tomater, basilikum, bacon, rigelige mængder olivenolie, friskkværnet peber og hvidløg. Del portionen i to og garner den ene med parmasan og den anden med grana. Begge er skønt, men man kan godt smage forskel...

Nå - jeg skal ikke mit madnørderi gå ud over dem. Det smagte skønt! 125 kr pr. snude for maden, dertil en cola til mig og vandet var gratis. Så kan man da ikke tillade at brokke sig :-)

Restauran Vita på en regnfuld fredag

Jeg ved godt, jeg er ved at være gammel. At jeg er sat og kedelig. At jeg går tidligt hjem og ikke er så sjov at feste med, som jeg har været. Men det kan måske være fordi jeg, modsat da jeg var 24, har et krævende job at passe mandag til fredag - og i mange uger et pænt stykke over 37 timer. Det betyder, at jeg ikke nødvendigvis er til det helt store fredag. Jeg har sandsynligvis haft en lang uge, er træt, og vil gerne hjem og slappe lidt af, inden weekendens løjer for alvor går i gang.

Bliver der foreslået god mad med et par af vennerne eller 7, kan jeg dog godt lokkes... Når vi oven i købet skal mødes tæt på mit arbejde og dennes fredagsbar, behøver man bare fortælle hvornår.

Indtil i går havde jeg ikke været Vitas før, og havde heller ikke bidt mærke i navnet. Kæresten, der har boet i området, fortæller dog gerne langt og længe om deres andesteg, og jeg kan nu være sandhedsvidende på, at de godt kan lave mad på Vitas.

Det er ikke fordi, der er noget specielt over retterne. Andesteg, flæskesteg, Wienerschnitzel, bøf. Alle retter, der kan fås mange steder i byen. Jeg går gerne ud og spiser gammel dansk mad. Flæsk på Klubben, Ål på Parnas, smørrebrød på Toldbods Bodega - der kommer sandsynligvis et indlæg efter mit næste visit et af disse prægtige steder.... De er alle indrettet som gamle krostuer - nogle originale, andre knap så originale. De har alle sammen et snapsekort. De er alle enormt hyggelige med god mad i rigelige mængder. De har alle 'det', der gør, at man kommer igen og igen og igen...

På Vitas er det kvaliteten af råvarer. Ikke hermed et ondt ord om de øvrige steder, som alle har deres forcer (på Klubben er det den stegte flæsk, skulle nogen være i tvivl), men jeg har sjældent fået så mør en bøf, som den jeg fik serveret på Vitas i går. Bestilt rød - serveret rød. Det er der desværre ikke mange steder nord for den dansk-tyske grænse, der mestre. 'Vita's' steak hedder den - med bearnaise og hjemmelavede pommes frites. Og med en sprød ratatoille som garniture. Veninden, kokken, fik samme ret, og var ligeså begejstret. Hun er ganske vist ligeså madglad som jeg, men er bearnaisen fra pulver eller grøntsagerne ensfarvede og bløde, får de hårde ord med på vejen. Hun VED, hvad der er svært at lave. Hun VED, når der bliver skåret unødige hjørner. Hun spiste op :-)

Dessert var der ikke plads til. Det forhindrede os nu ikke, veninden og jeg, i at bestille pandekager med is. S, som jeg havde på min anden side, fik sig en god griner, da jeg begejstret udbrød: "Det smager jo af pandekager med is!"... Men helt ærligt. Hvor mange har fået serveret en genopvarmet, færdigkøbt, vakumpakket pandekage med en klat af nettos billigste? Præcis! Det her smagte IKKE sådan. Det smagte af Pandekage med Is. Ikke så meget pjat :-)

Begge retter blev skyllet ned med en frugtig Furente del Ritmo Crianza fra Spanien. Jeg er normalt ikke stor fan af spanske rødvine - de giver mig hovedpine dagen derpå - men når den anbefales "til en stor rød bøf", er der jo ingen vej uden om. Glimrende smagte den. Ingen stor og prangende vin, men god at dele, god til bøffen og jeg fik ikke hovedpine :-)

Det øvrige selskab fik et muntert miks af schnitzel, and og flæsk efterfulgt af chokolademousse, gedeost og friturestegt camembert. Godt garneret og skyllet ned med flere store fadøl, end jeg kan tælle. Deres mening tæller derfor ikke. Man kan ikke forvente at få et fornuftigt gastronomisk udsagn fra en beruset støder. Heller ikke selv om man deler seng med en af dem. Det så dog lækkert ud og snuste godt. Der er ingen anden udvej end at smage det selv ved lejlighed. O, jeg arme stakkel.

Jeg kender endnu ikke regningen, da en anden lagde ud, men jeg vil skyde på i alt godt 750 kr for veninden og jeg, med hvem jeg delte vinen.

Halifax - ej blot en by i Canada. Og så var vi da forresten på chokoladefestival...

Sikke en søndag :-)

Dagen startede ellers ganske konservativt med et stykke ristet brød og en kop kaffe. Et lille glas appelsinjuice, morgenavisen, overboens lille søn, der ikke ville sove til middag. En ganske almindelig fredelig søndag. Det var stilhed før stormen...

Kl. 13 skulle vi mødes med S og K, der bor lidt længere nede af vejen, fordi vi skulle til chokoladeselskabets årlige chokoladefestival på KVL. S og K har prøvet det før - ikke mindst fordi K har været medhjælper flere gange - men kæresten og jeg kastede os frygtløst ud i det uden plan, uden strategi, uden idé om, hvad vi gik indtil - og ikke mindre end katastrofalt - uden store lommer.

For den beskedne pris af 85 kr fik vi udleveret 5 kuponer og adgang til et chokoladeinferno, jeg sjældent har set mage til. Allerede i døren blev vi mødt af en smilende djævel med en diabolsk god kop varm chokolade med bl.a. nelliker. Derefter gik det fra bod til bod, fra smagsprøve til smagsprøve, fra sanseindtryk til sanseindtryk. Råchokolade, mørk chokolade, fyldt chokolade, chokoladebalsamico, chokolade kage, chokolademousse (uden sukker - opskriften skulle efter sigende kommer på på Valrhonas hjemmeside en af dagene) og ikke mindst nogle ganske himmelske mandler fra Summerbird med hvid chokolade, citron og lakrids. Et næsten overvældende orgie af chokolade og chokoladerelaterede produkter - der dog ikke kunne sætte Frederiksberg Chokolade af tronen som min foretrukne chokoladepusher.

Efter den omgang trænge vi alle til lidt frisk luft, hvilket bragte os på en dejlig gåtur omkring søerne, og dermed indenfor rimelig afstand af Halifax - det berømmede burgersted på Frederiksborg gade, der på kun 6 måneder, har opnået næsten kultstatus, som Københavns bedste burgersted (en påstand, jeg har sat mig for at teste...)

Oh se, om ikke det levede op til forventningerne. Ja, de blev ikke bare indfriet men overgået. S og jeg fik os en Københavnerburger hver med oksekød og fritter + ailo. En solid sag med 200g hakkedreng stegt lige tilpas medium (man kan bede om rød eller gennemstegt) med ost, bacon, jalapenos + tomat, løg og agurk. Tydeligt friske råvarer. Tydeligt med ambitionen om byens bedste burger i tankerne. K fik en Zürich, der bl.a. indbefatter rösti i stedet for halvdelen af bollen og kryddersmør og kæresten en mexikansk udgave med guacamole og krydret tomatsalsa. Hertil fritter med chilimayonaise. MUMF!

Kan I sige tømmermændsmad?

Burgerne koster mellem 100 og 130 kr. stk inkl. fritter. Hertil en cider (ikke så stor i smagen, men et godt alternativ til øl, når nu det er søndag) og så er prisen små 600 kr for fire mand. Søndagsmad. Ja tak :-)

Mmmmm - Bombay Chicken good....

Onsdag er den dag i ugen, hvor jeg med sikkerhed har en aftale. Jeg ved ikke, hvorfor det lige er onsdag, men med undtagelse af ferier og slige er onsdag = legedag.

Jeg var lidt ophængt, da min veninde og jeg lavde aftalen, så basalt set lød den fra min side: "Onsdag d. 20 efter arbejde - du bestemmer hvad, hvor og hvornår"

Det blev så til mad på Bombay i Lavendelstræde og 19-forestillingen af Hallam Foe i Grand. Se bare - det er derfor, hun får lov til at bestemme. Hun er god til det :-D

Bombay er blevet et rigtigt dejligt sted efter den nye rygelov er trådt i kraft. Der er ikke så højt
til loftet og bordene står tæt, men det der gav en ulidelig tåge af røg fra naboerne, er nu med til at danne rammen om et meget hyggeligt, men ganske uformelt sted.

Veninden kan godt lide at komme der, fordi stemningen er afslappet, betjeningen god og hurtig og maden er god, rigelig og billig. Jeg kan godt lide at komme der... ja, af samme grunde... men også fordi de tilbereder din mad i en styrke, der passer til dine smagsløg.

Som de fleste andre 'indiske' restauranter i København er Bombay pakistansk. Det betyder en overvægt af klassiske nordindiske retter med kylling og lam i tunge velsmagende sovse, der tigger om at blive søbet op af et nan brød.

Jeg fik Murg Nawabi med et lækkert badami nan og en smækker mango lassi. Murg betyder kylling, og nawabi er, har jeg ladet mig fortælle, en tilberedening i en kraftig sovs med æg, hakket kød og nødder. Badami betyder mandel. Mundvandsdrivende smagskombinationer med en styrke der bider uden at trække blod.

Min veninde fik Mutton Piaza med kikærter, garlic nan og ligeledes en smækker mango lassi. Jeg er ikke sikker på, hvad Piaza præcist dækker over, men jeg må forhøre mig ved en god dansk-indisk veninde ved lejlighed. Mutton er som bekendt lam og der var skam også tale om en ganske lækker lille sag - selvom jeg foretrækker det lidt stærkere end veninden ;-)

115 kr snuden blev det til - så er der også råd til biografbilletten.

O, what a burger

Det vil sikkert komme som en overraskelse for de fleste, men jeg elsker mad.

Derfor har jeg naturligvis også allieret mig med at par skønne kvinder fra mit arbejde omkring en jævnlig tøsefrokost på en af de mange gode restauranter i nærheden.

I dag var der stor lyst til fedt, salt og sukker (hård weekend?), så turen gik til O's i Gothersgade.

På O's laver de solid amerikansk inspireret mad serveret i amerikansk størrelse portioner. Indretningen er ligeledes hentet fra de mange diners, man kan finde i det store land, så der er lange sofarækker med slidt læder omkring slidte borde og stole - Et vidende om et sted der bliver flittigt brugt af mange, men rent og pænt.

I weekenden åbner de kl. 03, og jeg har selv lagt vejen forbi til en gang natmad på vej hjem fra byen. Mellem 03 og 06 er der som regel en hyggelig fest i restauranten, med en masse glade mennesker, der gerne vil have lidt god mad at sove på.

Hofretten på O's er deres killer burger - med okse eller kylling i flere varianter. Serveret med salat, tomat, stegte løg og syltede agurker. Med andre ord, en RIGTIG burger.

I dag supplerede jeg min med ost, og så kan man jo passende dele en eller flere portioner fries. Fritterne er friturestegte, krydrede kartoffelbåde, der IKKE smager sundt, men absolut smager SKØNT.

Serviceoplysning til alle de dejlige mænd: Andres fritter smager bedre. Det er derfor, vi kvinder ALDRIG bestiller vores egne :-)

O's coupe de grace er deres enorme, tykke milkshakes. Jeg bestilte en stor vanilleshake, hvilket jeg har fortrudt de sidste tre timer...

Jeg burde vide bedre end at skylde en killer burger ned med ½ liter shake, når jeg skal tilbage på arbejde. Men de smager forbandet godt, og vanillen er sort af vanillekorn...

Jeg kunne godt drikke en mere... :-S

(husk at flødeskum er standard, så hvis du skal have den uden, skal du bestille shaken sådan)

O's er ikke byens billigste frokoststed - en killer burger med ost + stor milkshake løber op i 123 kr - men kvaliteten taget i betragtning, er det absolut heller ikke det dyreste. Man føler virkeligt, at man får noget for pengene, og har man ikke nogen, der står og flår i dig ved aftensmadstid, kan man roligt lade frokosten være dagens hovedmåltid.

Så næste gang du alligevel skal have lidt god gå-hjem-mad, vil jeg anbefale at lægge vejen forbi. Det kan jo være vi ses ;-)

Restaurant Visent

Jeg har lært to ting i dag.

For det første at, når man ikke længere er studerende ved, men kandidat fra, Handelshøjskolen, skal man overveje at invistere i et godt jakkesæt og smide alle de gamle klude ud.

For det andet at man, når man har et vigtigt møde næste dag, der kræver at man skal prøve alt ens handelshøjskoletøj, skal man ikke spise på Restaurant Visent.

Christian, min tidligere nævnte "lad-os-prøve-en-ny-restaurant-og-vise-yndlingene-frem" ven og jeg har med andre ord været ude og spise godt og rigeligt.

Restaurant Visent var mit valg, og jeg faldt over det, fordi jeg en dag gik forbi på gaden, og faldt pladask for deres hyggelige interiør og det pragtfulde menukort.

Restauranten ligger på Åboulevarden 23 på Frederiksberg - ganske tæt ved Forum Metro, og er ellers et sted, hvor man ikke lige kommer forbi, med mindre man kommer drønende med 80 km i timen (mindst) på Åboulevarden. Og det er lidt en skam, for stedet er oplagt til en første eller anden date. Det er der flere grunde til...

For det første er rummet, som nævnt, særdeles hyggeligt med hvide duge, levende lys og en ikke alt for dæmpet og intim lyssætning.

For det andet er det sted, man ikke lige kommer forbi, og man kan derfor overraske med et usædvaneligt valg.

For det tredje er Visent en polsk restaurant - igen et noget usædvaneligt valg, som jeg som erklæret zenogastronom vil mene, vil overraske selv den mest garvede restaurantgænger.

Maden er baseret på solide mellemeuropæriske råvare - svampe, kød, ferskvandsfisk - men tilberedt ganske udsøgt og anrettet, så det fryder langt ind i sjælen.

Visent betyder Bison på polsk, og findes da også på menukortet ved lejlighed - dog er det ikke altid, kødet kan skaffes, så man skal holde øje med menuen, hvis det er dette dyr, man hungre efter.

Her til aften var jeg ikke så sulten (ja, jeg var også selv overrasket), så jeg nøjedes med to retter. En pragtfuld stegt sandart med svampe og en delikat vodkasovs, der klædte retten heldt fortrineligt samt en god gang svingende æblegrød med mandler og flødeskum til dessert.

Nogen gange kan det være så enkelt og dog så lækkert :-)

Hertil fik jeg et glad pragtfuld polsk øl - en Zywiec - som jeg har stiftet bekendtskab med tidligere som en glimrende tørstslukker. Jeg kan hermed bevidne, at det også er en god øl til fisk, selvom jeg nok ville være lidt varsom med at servere den til en ret uden et tilbehør a la svampe eller andet med lidt smag i.

Christian lod sig inspirere og fik de samme to retter, men indledte med en forret bestående af Ravioli med kogt vildsvin og råmarineret fennikel. Meget delikat anrettet, og Christian, der ellers ikke er ukendt ud i det kulinariske, blev aftvunget et anerkendende nik.

Hertil fik han et glas af husets rødvin - en St. Andrea Egil Bikaver 2002 - noget så skønt som en ungarsk rødvin. Jeg smagte desværre ikke, men alene dette er grund til at komme tilbage.

Alt i alt løb regningen op i små 500 kr, så det er absolut det billigeste sted vi har spist i vores snart mangeårige venskab (hvis man ikke tæller diverse pizzaer og slige med)

Eneste minus ved stedet er, at tjeneren ikke talte dansk. Han var tilgengæld ganske flydende i engelsk og en pæn fyr tillige - så mon ikke de fleste kan klare sig?

FAMO 51 - Italiensk, når det er hyggeligst

Stakkels, stakkels mig.

Min kæreste rejser fra mig i en hel uge for at stå på ski i Østrig. Jeg skal bare blive hjemme og arbejde :-(

Som plaster på såret inviterede han mig på FAMO 51 på Gl. Kongevej i går. Og jeg må indrømme, at hvis det er et sådanne traktement der venter, hver gang han rejser fra mig, må vi se at skaffe ham et job hos Læger Uden Grænser.

Jeg har boet her på det indre Frederiksberg i snart 5 år, og kan umiddelbart huske to eller tre andre steder på adressen Gl. Kongevej 51, men har ikke tidligere været inspireret til at gå derind. Denne gang har jeg dog ventet på en anledning - ikke mindst på baggrund af alle de fine anmeldelser stedet har fået. Uretfærdigt, jeg ved det, men sådan er det jo engang imellem.

FAMO 51 er indrettet meget lyst og med kig direkte til køkkenet - en detalje der gjorde det svært at holde kærestens opmærksomhed 100%, men han skal jo ikke straffes for at være interesseret.

Midt i rummet er en trappe til underetagen (hvor der muligvis er flere borde?), men denne arkitektoniske umulighed, er nydeligt løst ved at dække halvdelen af trappeskakten med en glasplade, der anvendes som opbevaring for glas og en champagnebowle. På den ene side har man så flankeret nedgangen med et anretter bord, så man kan følge med i, hvad der serveres som dessert. Vi sad ved halvmuren på den anden flanke - et ganske glimrende bord, hvor man ikke føler sig generet ved at være placeret midt i rummet. Vi gjorde i hvert fald ikke...

Betjeningen på stedet virker i højt humør trods travlhed, og alle var meget flinke og opmærksomme. Uden at nøde, blev vi budt en aperitif, Prosecco di Valdobbiadene, en pragtfuldt perlende hvidvin på grænsen til det tørre, og det er jo som sådan en af de bedre måder at starte en aften, hvor man dyrker sin indre livsnyder.

Konceptet på FAMO 51 er, at der er en forudbestemt menu med fire retter. Forret, pastaret, hovedret og dessert. Også kaldet Antipasti, Primi Piatti,m Il Secondo og Dolce. Et koncept der absolut ikke er ukendt, når man nyder et ægte italiensk måltid.

Forretten bestod af en række små retter i let og hurtig rækkefølge: Et par gode skiver brød, et par gode skiver pølse, letrøget skinke, tre oste (hvoraf kærsten kunne lide mindst en, hvilket jeg betragter som et lille, men sikkert tegn på, at jeg nok skal få ham omvendt til ostespiser), Vitello Tonnato, Roastbeef med pesto og parmesan, stegte courgetter, letsyltede perleløg og et lille hjørne ostebrød med syrnet creme og en bid grillet pølse... Hertil nød vi vores perlende hvidvin, mens vi overvejede, hvordan vi dog skulle komme igennem yderligere tre retter... Jeg gjorde i hvert fald :-D

Undervejs bestilte vi en flaske rødvin, så den kunne stå og hygge sig til indtagelsen. Vinkortet på FAMO 51 er pragtfuldt varieret, men dog ikke større, end at man kan overskue det. Og trods et par perler på den forkerte side at 1.000kr flasken, er prisniveauet absolut overkommeligt.

Den udvalgte vin, en en Barbera d'Asti, Tre Vigne fra 2005 - fra huset Vietti, skulle snart stå sin prøve som tilbehør med til pastaretten.

Pastaretten blev serveret af to omgange, som en rød pasta og en hvid pasta. Begge naturligvis med hjemmelavet pasta som omdrejningspunktet, men med en rød sovs på tomater, auberginer og drysset med rasp, og en hvid, let flødesovs med rødløg drysset med friskkværnet peber. MUMF!

Min foretrukne var klart den røde, men kæresten mener, at mine smagsløg momentant var ude af synk med resten af verden, for det var naturligvis den hvide, der var den bedste... Godt der var to ;-) Og rødvinen viste sig at være særdeles frugtig, men fyldig. Som en ung barolo.

Hovedretten var kalvekæber, og jeg må indrømme, at det var den ret, jeg havde glædet mig mest til. Og her ventede en overaskelse. Kalvekæber er en hel del mere fede end svinekæber... Sammen med kartoffelmosen var resultatet en ret, der i smag ramte meget tæt på Bøf Stroganoff... Men måske en smule mere elegant... Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal mene om det....

Men jeg elsker bøf Stroganoff, så jeg brokker mig nok ikke ret meget.

Fra vores bord havde vi glimrende udsigt over anretningen af desserten, og vidste derfor, at der bl.a. ventede os et stykke kage med friske bær. Det stillede os naturligvis overfor et særdeles svært valg. Kaffe eller dessertvin. Men man er vel ikke livsnyder for ingenting, så vi valgte begge dele. Et glas Moscato d'Asti og en cappucino med helt perfekt mælkeskum.

Ud over kagen fik vi en pragtfuld pannacotta og en vandbakkelse med en delikat karamel/vanillecreme... og la piece de resistance... hindbær coulli.

Alt i alt endte vi på en regning på små 1400kr, hvilket absolut må siges at være rimeligt for et pragtfuldt måltid med en flaske rødvin, 4 øvrige glas vin, kaffe og en flaske San Pellegrino.

Jeg kommer igen - ses vi?

En hyggelig aften på La Fiesta Mexicana

Ja ja da...

Så er der alligevel gået en rum tid siden sidste indlæg. Det skyldes en modbydelig sammensværgelse mellem arbejde og jul, der har betydet, at jeg ikke har været ude at spise i umindelig tider, og derfor ikke haft noget at skrive om.

Men NU! er verden normal igen. Så normal, faktisk, at årets første indlæg omhandler La Fiesta Mexicana, som jeg tidligere har lovet at skrive om.

La Fiesta Mexicana (eller 'Den Mexicanske', som den hedder i min omgangskreds) har ofte lagt hus, mad og drikkevare til en hyggelig aften i byen. Vi var der før J-dag, vi har været der, når vi ikke har haft så mange penge, og i sidste uge var vi der, fordi min dejlige veninde, gerne ville se en bunke mennesker på sin fødselsdag. Hertil er stedet oplagt.

Der er god plads ved bordene, de kan snildt klare et selskab på 10-12 personer ved langbord, maden er god og rigelig og stemningen må gerne være høj.

Den Mexicanske har et overdådigt menukort, hvor jeg endnu ikke har smagt alt - helt min egen skyld, det ved jeg godt - og alt har været lækkert. Men der er ikke tale om gourmetmad. Det er chili con carne-kogt-i-15L-gryder-som-mama-plejede-det-mad med smag og saft og kraft. SKØNT!

Når vi er der mange, som vi var det til fødselsdagen, bestiller vi som regel alle sammen Taco Fiesta, som serveres på fade. Og når fadet er tømt, bestiller man bare et mere....

Fiestaen indeholder bløde majstortillas og tacoskaller. Kylling med ananas, chili con carne, ost, salat, salsa, Guacamole og godt med det stærke. Dette skyldes som regel ned med et par kander Margarita og Strawberry magarita til bordet.

Derudover bestiller de fleste af os en Sol eller andet godt, hvilket som regel placere regningen i nærheden af 300kr pr. mand - absolut billigt i betragtning af, at der bliver fyldt godt på med både mad og våde varer.

Til fødselsdagen bestilte vi også forretter. Jeg fik poppers - friterede peberfrugter med ostefyld. Absolut pragtfuldt og lige præcis stærke nok til at smage af noget uden at trække tårer.

Kærsten, som også var med, bestilte ingen forret. Han er kongen af alt-hvad-du-kan-spisebuffetter, og var ikke begejstret for ideen om at lægge sig selv forhindringer i vejen for fadene med Taco Fiesta. Han tømte da også to fade selv :-S

De øvrige fik lidt forskelligt fordelt på avokadosalat, kæmperejer og dos sombreros (indbagt et eller andet). Jeg smagte ikke noget af det, men alle var glade.

En meget hyggelig aften i byen, der snart skal gentages igen.