Sikken voldsom trængsel og alarm! Men sådan er det vist hver weekend i gågaderne i Odense og resten af landet, og jeg er bare blevet forvænt med at dele mine indkøb ud over flere af ugens dage.
Men heldigvis øjner jeg en redningsplanke. Et indbydende skilt der lover tapas og vin lige midt på Vestergade. Fat i mor og posebelæssede far (de fleste er faktisk han egne) og op af trappen med os og ind på Mundos. Jeg har aldrig været der før, og anede ikke den eksisterede, men det er næsten det bedste, ved at være fra provinsen. Engang imellem kommer man tilbage til sin hjemegn, og kan derfor følge med i alle de nye spændende ting der sker andre steder i landet end hovedstaden.
Oppe på første sal bliver vi mødt af Mia, der kan sin vin og gerne guider igennem udvalget. Man kan enten vælge et glas af en af dagens udvalgte eller en flaske efter egen lyst og smag i den veludrustede vinreol.
Mor og far vil gerne have et glas hvidvin og bliver udstyret med en østrisk Nigel. Kæresten og jeg er mere i humør til det røde, og vælger en Torbreck - en australsk shiraz med godt med krydderi i krop og næse.
Lidt til maven skal der også være, så vi bestiller et fad med oste, et fad med skinke og pølse, samt en bagt gedeost, som vi alle kan snacke lidt af. På andensalen slår vi os ned i den noget særprægede mosaiksofa og afventer spændt bestillingen.
Og se om ikke Mundos serverer ægte tapas, for da Mia bringer vinen op, er det med den bedste slags låg - den slags der kan spises. En delikat lille hapser med äioli og stegt svinemørbrad på et stykke ristet brød.
Og så kommer maden op. Ostefadet har 5 slags oste, en god kraftig blåskimmel, to rødskimler og to tørrede spanske oste, og er garneret med blandede oliven, små, syltede solbær og lidt syltet figen. Det andet fad har to slags pølse - en chorizopølse og en lidt mildere speget sag med fennikel - og to slags lufttørret skinke. Dette er fad er garneret med samme blandede oliven samt syltede grønne tomater. Endeligt er der gedeosten, der serveres rygende varm på en bund af ruccola, syltede nødder og vindruer og med en skøn balsamicosirup. Hele herligheden suppleres af et godt lunt brød, der kunne være et måltid i sig selv.
Suppleret af endnu et glas vin, denne gang med flødestuvet champignon krydret med noget pebret, jeg ikke lige kan sætte fingeren på (det er nok peber), får vi hygget og hapset os mætte og klar til endnu engang at kaste os ud i infernoet, der venter i Vestergade.
Prisen lander på 755 kr, men så valgte vi heller ikke vin i den billige ende.
Mundos er absolut et besøg værd, men Andreas og Aga, hvis I læser det her, vil jeg anbefale jer, at male rummet mørkt. Det kan sagten bære det, vil få sofaen til at lyse flot og give mulighed for at anvende nogle store, brede stole, som man kan blive hængende i hele dagen og dyrke sin indre Bacchus.
Saturday, February 28, 2009
Saturday, February 21, 2009
Byens bedste brunch
Det hænder fra tid til tid, at vi går ud og spiser brunch. Som regel vil naboerne eller et par af de andre flinke mennesker i omgangskredsen gerne med, og så kan man jo have en længere diskussion om, hvilket af de rigtigt mange gode brunchsteder i København, der skal invaderes.
Jeg har før kommenteret på kærestens madglæde og ualmindeligt sunde appetit, så skal han med, skal det som regel være et sted med buffet, og når først det kriterie kommer på banen, er der få steder, der kan måle sig med Brasserie Imperial i Hotel Imperial lige rundt om hjørnet fra biografen.
Prisen for buffetten er 165 kr. pr. person, men så er der også kaffe, the og flere slags juice ad libitum. Rummet er utroligt lyst og rart og der er RIGTIGE TJENERE, der sørger for, at du har det godt, og ikke mangler andet end ekstra plads i ven mave.
Og så går man ellers bare om bord...
Først en lille mundsmag drænet yoghurt med pureret frugt (den med hindbær er bedst !). Derefter en beskeden mundsmag af deres lækre røræg med pølser, sprød bacon og muligvis lidt kartoffel. Og så er det vel også tid til deres pandekager med sirup. Og Brasserie Imperial laver DE BEDSTE PANDEKAGER!
Hvis der er plads (og det er der altid) er et par gode skiver brød og et par hapser af de forskellige oste heller ikke at foragte. Afhængigt af om der er hjemmebagte chokoladeboller kan der også godt ryge en enkelt ned af dem - og så skal man jo også lige huske at tjekke, om de skiftende anretninger er noget, man kunne være interesseret i. Sidst var det frisklavet kyllingesalat, der absolut skal findes et hul til, men denne gang var det noget tortellini-noget, så jeg valgte i stedet en ekstra pandekage...! Og så er der også ved at være udsolgt.
Når jeg når hertil, mangler kæresten som regel en tur eller to mere, men han er så sød, når han spiser og hygger sig, så jeg kan sagten sidde og hygge mig med en kop kaffe, mens han guffer et par rundstykker med pølse eller hvad der ellers fanger hans interesse.
Til slut et par skiver af den skårede frugt og så en god travetur omkring et par af søerne, for at få det hele til at falde på plads. MUMF!
Jeg har før kommenteret på kærestens madglæde og ualmindeligt sunde appetit, så skal han med, skal det som regel være et sted med buffet, og når først det kriterie kommer på banen, er der få steder, der kan måle sig med Brasserie Imperial i Hotel Imperial lige rundt om hjørnet fra biografen.
Prisen for buffetten er 165 kr. pr. person, men så er der også kaffe, the og flere slags juice ad libitum. Rummet er utroligt lyst og rart og der er RIGTIGE TJENERE, der sørger for, at du har det godt, og ikke mangler andet end ekstra plads i ven mave.
Og så går man ellers bare om bord...
Først en lille mundsmag drænet yoghurt med pureret frugt (den med hindbær er bedst !). Derefter en beskeden mundsmag af deres lækre røræg med pølser, sprød bacon og muligvis lidt kartoffel. Og så er det vel også tid til deres pandekager med sirup. Og Brasserie Imperial laver DE BEDSTE PANDEKAGER!
Hvis der er plads (og det er der altid) er et par gode skiver brød og et par hapser af de forskellige oste heller ikke at foragte. Afhængigt af om der er hjemmebagte chokoladeboller kan der også godt ryge en enkelt ned af dem - og så skal man jo også lige huske at tjekke, om de skiftende anretninger er noget, man kunne være interesseret i. Sidst var det frisklavet kyllingesalat, der absolut skal findes et hul til, men denne gang var det noget tortellini-noget, så jeg valgte i stedet en ekstra pandekage...! Og så er der også ved at være udsolgt.
Når jeg når hertil, mangler kæresten som regel en tur eller to mere, men han er så sød, når han spiser og hygger sig, så jeg kan sagten sidde og hygge mig med en kop kaffe, mens han guffer et par rundstykker med pølse eller hvad der ellers fanger hans interesse.
Til slut et par skiver af den skårede frugt og så en god travetur omkring et par af søerne, for at få det hele til at falde på plads. MUMF!
Saturday, February 7, 2009
Madglæde på Frederiksberg - nu også med sydfrankrig
Endnu et spiseønske kan krydses af spiseønskesedlen.
Efter en god løbetur og en fantastisk underholdende film inviterede kæresten mig ud og spise godt på L'Olivier i anledning af lørdag. Og heldige var vi. Tænk sådan at bevæge sig ud i det Københavnske spiseliv en lørdag aften uden reservation. Men vi fik det sidste ledige bord, og parret med ankomst 5 min. efter os, måtte finde et andet sted at dyrke deres indre gastronom.
Vi blev tilgengæld sat til bords af en af de flinkeste tjenere, jeg endnu har mødt - og hurtigt serveret en flaske Bordoit og et glas Kir Royal (med brombær).
Nu er jeg jo nok en anelse frankofil i forvejen (og en måned i Nice har ikke hjulpet), men kombinationen af eftermiddagens regnvåde løbetur og aftenens provencialske spiseoplevelse har kun bestyrket min følelse af, at "JEG VIL HJEM TIL FRANKRIG"..!
Heldigvis er Danmark og særligt København ikke det værste sted i verden at befinde sig, når man definerer sit tilhørsforhold ud fra tilfredsstillelsen af sin madglæde. Som denne blog forhåbentligt indikerer, kan man snildt give den som gastronomisk globetrotter uden nogensinde at krydse grænsen.
Nå! Tilbage til menukortet.
Som allerede indikeret, har L'olivier været på spiseønskesedlen et stykke tid, hvorfor jeg har haft mulighed for at holde øje med menukortet. Og konklusionen har indtil i aften været, at det har været noget statisk i udseende, men forklaringen skyldes - ifølge førnævnte tjener - et solidt fundament af stamgæster, der insisterer på at kunne få serveret deres livretter.
Menukortet byder da også på mange klassiske fristelser, som man desværre er nødt til at vælge imellem. Det er ikke første og bliver heller ikke sidste gang, at jeg ville ønske, jeg kunne bestille en af hver.
I aften blev det dog salat med lun gedeost og røget andebryst til mig og snegle i hvidløgssmør til kæresten. Heldigvis er vi gode til at dele (alt andet end chokolade) så jeg fik smagt to meget forskellige forretter. Min egen salat bestod af frisk romanisalat, små sprødstegte skiver baquette med to forskellige slags gedeost og tynde skiver lun, røget andebryst. I tyngde, ikke den letteste af retter, men smagfuld og knasende delikat. Sneglene i hvidløgssmør var dog også store, møre og appetitvækkende - for ikke at tale om rygende varme - så det kunne være en mulighed ved et fremtidigt besøg.
Dagens fisk var havtaskehale med ratatoille og brasserede kartofler - ikke til at stå for. Kæresten valgte - som han ofte gør, når muligheden byder sig - lammemørbrad i en skarp sennepssovs, der klart behagede herren.
Til såvel forret som hovedret delte vi en flaske Cotê de Provance rosé. Her er det vigtigt at træde varsomt. Jeg er klar over, at det meste rosé i Danmark ikke er værd at beskæftige sig med. Det er fordi, de bedste roséer produceres i middelhavsområdet - det vil i Frankrig sige i Cotê d'azur og Provance distrikterne - og de er ganske udemærket i stand til at drikke alle de gode tønder selv. Derfor er det de DÅRLIGSTE produkter, der eksporteres til andre markeder. Man kan dog være heldig at finde en enkelt god flaske eller to hos de rigtige importører eller restauranter, hvorfor vi vågede pelsen. Og skuffede var vi ikke. Jeg har smagt rosé, der smager mere af sol og sommer, men skal der findes en flaske vin til snegle, and, fisk og lam i sennepssovs i januar i Danmark, så var denne det rigtige valg. Måske mere sol og forår end sol og sommer, men virkeligt velegnet til vores divergerende menu.
Jeg har hørt andre mennesker sige, at det store spørgsmål i et måltid er, om der efter to pragtfulde, rigelige retter er plads til dessert. Det har jeg aldrig helt forstået. Dessert går da i dessertmaven, hvor der altid, altid er plads???
Jeg faldt denne gang, godt hjulpet af nabobordet, for en pistacie parfait, mens kæresten kastede sin kærlighed på L'Olieviers chokolademousse. Hertil drak vi et glas muscat anbefalet af endnu en dygtig tjener.
Hvorfor er pistaciedesserter altid så grønne? Det er ikke fordi, jeg klager, men så grønne er nødderne da ikke? Eller måske anvender jeg dem for lidt i min egen madlavning...
Men festligt ser det ud - også selv om synet kun var kortvarigt... ;-)
Alt i alt godt 1200 kr., hvilket må siges at være ganske billigt kvaliteten af måltidet taget i betragtning. Og billigere end en flybillet til Frankrig.
Efter en god løbetur og en fantastisk underholdende film inviterede kæresten mig ud og spise godt på L'Olivier i anledning af lørdag. Og heldige var vi. Tænk sådan at bevæge sig ud i det Københavnske spiseliv en lørdag aften uden reservation. Men vi fik det sidste ledige bord, og parret med ankomst 5 min. efter os, måtte finde et andet sted at dyrke deres indre gastronom.
Vi blev tilgengæld sat til bords af en af de flinkeste tjenere, jeg endnu har mødt - og hurtigt serveret en flaske Bordoit og et glas Kir Royal (med brombær).
Nu er jeg jo nok en anelse frankofil i forvejen (og en måned i Nice har ikke hjulpet), men kombinationen af eftermiddagens regnvåde løbetur og aftenens provencialske spiseoplevelse har kun bestyrket min følelse af, at "JEG VIL HJEM TIL FRANKRIG"..!
Heldigvis er Danmark og særligt København ikke det værste sted i verden at befinde sig, når man definerer sit tilhørsforhold ud fra tilfredsstillelsen af sin madglæde. Som denne blog forhåbentligt indikerer, kan man snildt give den som gastronomisk globetrotter uden nogensinde at krydse grænsen.
Nå! Tilbage til menukortet.
Som allerede indikeret, har L'olivier været på spiseønskesedlen et stykke tid, hvorfor jeg har haft mulighed for at holde øje med menukortet. Og konklusionen har indtil i aften været, at det har været noget statisk i udseende, men forklaringen skyldes - ifølge førnævnte tjener - et solidt fundament af stamgæster, der insisterer på at kunne få serveret deres livretter.
Menukortet byder da også på mange klassiske fristelser, som man desværre er nødt til at vælge imellem. Det er ikke første og bliver heller ikke sidste gang, at jeg ville ønske, jeg kunne bestille en af hver.
I aften blev det dog salat med lun gedeost og røget andebryst til mig og snegle i hvidløgssmør til kæresten. Heldigvis er vi gode til at dele (alt andet end chokolade) så jeg fik smagt to meget forskellige forretter. Min egen salat bestod af frisk romanisalat, små sprødstegte skiver baquette med to forskellige slags gedeost og tynde skiver lun, røget andebryst. I tyngde, ikke den letteste af retter, men smagfuld og knasende delikat. Sneglene i hvidløgssmør var dog også store, møre og appetitvækkende - for ikke at tale om rygende varme - så det kunne være en mulighed ved et fremtidigt besøg.
Dagens fisk var havtaskehale med ratatoille og brasserede kartofler - ikke til at stå for. Kæresten valgte - som han ofte gør, når muligheden byder sig - lammemørbrad i en skarp sennepssovs, der klart behagede herren.
Til såvel forret som hovedret delte vi en flaske Cotê de Provance rosé. Her er det vigtigt at træde varsomt. Jeg er klar over, at det meste rosé i Danmark ikke er værd at beskæftige sig med. Det er fordi, de bedste roséer produceres i middelhavsområdet - det vil i Frankrig sige i Cotê d'azur og Provance distrikterne - og de er ganske udemærket i stand til at drikke alle de gode tønder selv. Derfor er det de DÅRLIGSTE produkter, der eksporteres til andre markeder. Man kan dog være heldig at finde en enkelt god flaske eller to hos de rigtige importører eller restauranter, hvorfor vi vågede pelsen. Og skuffede var vi ikke. Jeg har smagt rosé, der smager mere af sol og sommer, men skal der findes en flaske vin til snegle, and, fisk og lam i sennepssovs i januar i Danmark, så var denne det rigtige valg. Måske mere sol og forår end sol og sommer, men virkeligt velegnet til vores divergerende menu.
Jeg har hørt andre mennesker sige, at det store spørgsmål i et måltid er, om der efter to pragtfulde, rigelige retter er plads til dessert. Det har jeg aldrig helt forstået. Dessert går da i dessertmaven, hvor der altid, altid er plads???
Jeg faldt denne gang, godt hjulpet af nabobordet, for en pistacie parfait, mens kæresten kastede sin kærlighed på L'Olieviers chokolademousse. Hertil drak vi et glas muscat anbefalet af endnu en dygtig tjener.
Hvorfor er pistaciedesserter altid så grønne? Det er ikke fordi, jeg klager, men så grønne er nødderne da ikke? Eller måske anvender jeg dem for lidt i min egen madlavning...
Men festligt ser det ud - også selv om synet kun var kortvarigt... ;-)
Alt i alt godt 1200 kr., hvilket må siges at være ganske billigt kvaliteten af måltidet taget i betragtning. Og billigere end en flybillet til Frankrig.
Subscribe to:
Posts (Atom)
