Paustian - et modstræbende blogindlæg....

Kæresten og jeg er lige kommet hjem fra Paustian (ved Bo Bech)

Bordet blev bestilt for 5 uger siden, hvilket vil sige, at stedet har fået sin (velfortjente) Michelinstjerne MELLEM vi har bestilt bord og selve besøget. Sådan skal det gøres!

Selvom jeg har glædet mig, siden vi blev enige om besøget, har jeg indtil for 3 timer siden være overbevist om, at jeg ikke ville blogge om det. Som helten - Anders Grøndahl - siger: "Det er nemt at spise godt og dyrt, men kunsten er at spise godt og billigt" Og Paustian ER dyrt! 3400kr har vi lagt for to personer, hvilket dog har inkluderet deres 'Alkymisten' + vinmenu, mineralvand ad libitum, kaffe og en avec til denne (grapa).

Derfor havde jeg tænkt mig, at jeg IKKE ville skrive om det, men kæresten kom helt spontant med en beskrivelse af aftenen... "Når det ikke kun er vinen, der er berusende".

Det har været en pragtfuldt aften. Perfekt betjening, perfekt balancering af mad/vin og de to ting, der gør at jeg personligt mener, at Paustian har fortjent sin stjerne:

1: Selvom jeg har fået 7 retter, er jeg tilpas mæt (altså rent volumenmæssigt - på smagsoplevelser kan jeg leve det næste år!)

2: Paustian er ikke bange for at give en GRØNTSAG! hovedrollen over kød. Som f.eks. retten med bagt porre med peberod- og persillecreme. Enkelt, ligetil og dog porre, som du aldrig har smagt det før.

Summa summarum. Er det dobbelt så godt som f.eks. House of Souls? Helt sikkert - hvis du har pengene...! Det er ligesom at købe en kjole i en designerbutik. Du ved, du har et unikum, men er du på SU, kan du også blive klædt på af Vero Moda.

Il Peccato - syndigt god pasta

Endnu en hyggelig aften i byen med Maja - der har indviljet i navns nævnelse, fordi "det er lettere at læse". Man skulle tro, hun var journalist ;-)

Aftenens planer inkluderede den tidlige aftenforestilling af Juno i Metropol, så restauranten blev udvalgt på baggrund af en særdeles kompliceret algoritme over placering, tilsyneladende atmosfære, pris og det faktum, at jeg aldrig har været der før, men har studeret menukortet mange gange på vej til arbejde ;-)

Med andre ord... Il Peccato på Axel Torv.

Il Peccato er en super hyggelig, lidt trendy italiensk restaurant beliggende i de lokaler, der engang husede "Baren", hvis der er nogen, der kan huske det program (Internettet glemmer aldrig. Husk det, når I lægger jeres feriebilleder på Face Book - eller i det mindste, når I lægger MINE feriebilleder på Face Book...)

Restauranten er indrettet med små borde, hvide duge og ægte italienere i restauraten og bag baren. Køkkenet er helt åbent, og ville få min veninde, kokken, til at græde store, fede glædestårer, hvis hun havde adgang til noget lignende.

Menukortet indeholder et rimeligt udvalg af italienske retter anført at hjemmelavet pizza og pasta, hvilket indbyder til grundig fordybelse. For at nå filmen, måtte vi dog besluttet os, og jeg havde da også på forhånd lagt mig fast på en pastaret. Maja var ikke langt efter, og vi faldt begge for Raviolial Fungi Porcini - Frisk ravioli farseret med Karl Johan svampe tilsmagt med smør, frisk salvie og parmesanost.

Raviolien var delikat anrettet i en af de der store, semidybe, hvide tallerkener, vi alle sammen ville ønske, vi havde i køkkenet, men som vi ALDRIG ville få brugt, fordi de er for store til opvaskemaskinen. Jeg ELSKER at spise af de tallerkener :-D

Raviolien var kogt til perfekt bid og garneret med stegte cherrytomater og en velsmagende cremet sovs. Det smagte pragtfuldt... Perfekt konsistens, perfekt krydret, perfekt balance mellem mængden af sovs og ravioli.

Skal man være en smule krakilsk - og det skal man jo engang imellem, er jeg næsten sikker på, at osten ikke var parmasanost med grana. Grana har en mere kornet, tør karakter og er mindre sød en parmasanost - prøv selv forskellen ved lejlighed. Læg først vejen forbi Irma, der har begge dele i god kvalitet, lav derefter en omgang pasta med tomater, basilikum, bacon, rigelige mængder olivenolie, friskkværnet peber og hvidløg. Del portionen i to og garner den ene med parmasan og den anden med grana. Begge er skønt, men man kan godt smage forskel...

Nå - jeg skal ikke mit madnørderi gå ud over dem. Det smagte skønt! 125 kr pr. snude for maden, dertil en cola til mig og vandet var gratis. Så kan man da ikke tillade at brokke sig :-)

Restauran Vita på en regnfuld fredag

Jeg ved godt, jeg er ved at være gammel. At jeg er sat og kedelig. At jeg går tidligt hjem og ikke er så sjov at feste med, som jeg har været. Men det kan måske være fordi jeg, modsat da jeg var 24, har et krævende job at passe mandag til fredag - og i mange uger et pænt stykke over 37 timer. Det betyder, at jeg ikke nødvendigvis er til det helt store fredag. Jeg har sandsynligvis haft en lang uge, er træt, og vil gerne hjem og slappe lidt af, inden weekendens løjer for alvor går i gang.

Bliver der foreslået god mad med et par af vennerne eller 7, kan jeg dog godt lokkes... Når vi oven i købet skal mødes tæt på mit arbejde og dennes fredagsbar, behøver man bare fortælle hvornår.

Indtil i går havde jeg ikke været Vitas før, og havde heller ikke bidt mærke i navnet. Kæresten, der har boet i området, fortæller dog gerne langt og længe om deres andesteg, og jeg kan nu være sandhedsvidende på, at de godt kan lave mad på Vitas.

Det er ikke fordi, der er noget specielt over retterne. Andesteg, flæskesteg, Wienerschnitzel, bøf. Alle retter, der kan fås mange steder i byen. Jeg går gerne ud og spiser gammel dansk mad. Flæsk på Klubben, Ål på Parnas, smørrebrød på Toldbods Bodega - der kommer sandsynligvis et indlæg efter mit næste visit et af disse prægtige steder.... De er alle indrettet som gamle krostuer - nogle originale, andre knap så originale. De har alle sammen et snapsekort. De er alle enormt hyggelige med god mad i rigelige mængder. De har alle 'det', der gør, at man kommer igen og igen og igen...

På Vitas er det kvaliteten af råvarer. Ikke hermed et ondt ord om de øvrige steder, som alle har deres forcer (på Klubben er det den stegte flæsk, skulle nogen være i tvivl), men jeg har sjældent fået så mør en bøf, som den jeg fik serveret på Vitas i går. Bestilt rød - serveret rød. Det er der desværre ikke mange steder nord for den dansk-tyske grænse, der mestre. 'Vita's' steak hedder den - med bearnaise og hjemmelavede pommes frites. Og med en sprød ratatoille som garniture. Veninden, kokken, fik samme ret, og var ligeså begejstret. Hun er ganske vist ligeså madglad som jeg, men er bearnaisen fra pulver eller grøntsagerne ensfarvede og bløde, får de hårde ord med på vejen. Hun VED, hvad der er svært at lave. Hun VED, når der bliver skåret unødige hjørner. Hun spiste op :-)

Dessert var der ikke plads til. Det forhindrede os nu ikke, veninden og jeg, i at bestille pandekager med is. S, som jeg havde på min anden side, fik sig en god griner, da jeg begejstret udbrød: "Det smager jo af pandekager med is!"... Men helt ærligt. Hvor mange har fået serveret en genopvarmet, færdigkøbt, vakumpakket pandekage med en klat af nettos billigste? Præcis! Det her smagte IKKE sådan. Det smagte af Pandekage med Is. Ikke så meget pjat :-)

Begge retter blev skyllet ned med en frugtig Furente del Ritmo Crianza fra Spanien. Jeg er normalt ikke stor fan af spanske rødvine - de giver mig hovedpine dagen derpå - men når den anbefales "til en stor rød bøf", er der jo ingen vej uden om. Glimrende smagte den. Ingen stor og prangende vin, men god at dele, god til bøffen og jeg fik ikke hovedpine :-)

Det øvrige selskab fik et muntert miks af schnitzel, and og flæsk efterfulgt af chokolademousse, gedeost og friturestegt camembert. Godt garneret og skyllet ned med flere store fadøl, end jeg kan tælle. Deres mening tæller derfor ikke. Man kan ikke forvente at få et fornuftigt gastronomisk udsagn fra en beruset støder. Heller ikke selv om man deler seng med en af dem. Det så dog lækkert ud og snuste godt. Der er ingen anden udvej end at smage det selv ved lejlighed. O, jeg arme stakkel.

Jeg kender endnu ikke regningen, da en anden lagde ud, men jeg vil skyde på i alt godt 750 kr for veninden og jeg, med hvem jeg delte vinen.