Saturday, August 30, 2008

Baggårdskat i Nordvest - Tribeca NV

Efter en pragtfuld sommer i Frankrig er det dejligt at komme hjem igen - eller det ville det i hvert fald have været, hvis ikke der var håndværkere, murstøv og andet roderi i lejligheden.

Som trøst inviterede kæresten og jeg os selv på Tribeca NV - et af de få steder i Københavns nordvestkvarteret, der har haft en placering på min personlige ønskespiseseddel.

Tribeca NV er opkaldt efter Tribeca-området i New York, der efter sigende skulle have en del til fælles med nordvestkvarteret - industrikvarter i byens yderkant ovs. Jeg har aldrig selv været i Tribeca, så det skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg har dog været i nordvest en del gange, og jeg må sige, at Tribeca NV er et tiltrængt gastonomisk pust til kvarteret - mitKBH og AOK kan sammenlangt præsentere 12 "spisesteder" i kvarteret - og det inkluderer Den Sorte Gryde..!

Tribeca NV ligger i en gammel lagerhal i den ene længe af en traditionel forstadsblok, som der er tusinder og atter tusinder af i Storkøbenhavn. I første omgang lykkedes det os at gå rundt om blokken, før vi fandt det, og endte med at komme ind igennem gården, som tilgengæld straks fristede til at slå sig ned i nærheden af det buldrende bål. Det måtte vi dog undvære, eftersom vi havde bestilt bord indendørs.. Vi er ellers udemennesker, men man skal trods alt lige aklimatisere sig, når man har tilbragt 5 uger ved Middelhavet...

Indretningen er ganske hyggelig - lagerhal til trods - med umage borde, men lækkert tungt bestik og moderne lamper. Snakken er livlig, men ikke øredøvende og tjenerne opmærksomme.

Der er flere fristelser på menukortet - f.eks. kunne jeg godt tænke mig at smage deres lammepølser, for de så virkeligt gode ud hos nabobordet - men vi valgte dog månedens menu til 298 kr per person. Jeg er en stor fan af menuer, der skifter efter årstiden og/eller kokkens humør. Dels sikrer det, at man får noget, der passer til vind, vejr og arbejdsglæde og dels er det en god mulighed for at smage retter, man ikke nødvendigvis selv ville have valgt.

Det var f.eks. tilfældet med aftenens forret bestående af torsk med hindbærvinagrette og salat. Jeg holder mig normalt langt væk fra alt, der indeholder vinagrette, balsamico eller andre eddikeprodukter (Jeg kan virkeligt ikke lide eddike) og i dette tilfælde ville jeg virkeligt være gået glip af en spændende smagsoplevelse. Smagssammensætningen af torsk og hindbær er et hit! Hvem skulle have troet det? Så lækkert, at jeg overvejede at skrive dette indlæg i omvendt rækkefølge for at gemme det bedste til sidst :-)

Ikke dermed sagt at aftenens øvrige retter - Stegt andebryst med perlebyg, kantareller og risotto til hovedret samt mazarinkage med ferskner og pistace til dessert - ikke også var gode, for det var de absolut. Bare en en smule mindre overraskende smagskombinationer.

Til maden drak kæresten en pale ale og jeg fik to gode glas vin - et hvidt og et rødt og den samlede regning løb op i små 770 kr. Et glimrende køb til de penge.

Jeg har dog en enkelt anke. Ventetiden ved bordene var ganske enkelt for lang. Ikke fordi der ikke var nok personale eller fordi de ikke flyttede fødderne, men restauranten er tydeligtvist ikke indrettet for at lette gangen frem og tilbage mellem køkkenet og bordene med drikkevarer, tallerkener, vin, vand, høflige spørgsmål om madens beskaffenhed og alle de andre ture, en tjener løber under en betjening. Så kære Tribeca NV. Fjern et enkelt bord i rækken nærmest baren og giv tjenerne en mulighed for at hente og afsætte tallerkener uden at skulle gå unødige omveje. Det vil nedsætte ventetiden betydeligt, og det vil alle være gladest for i længden.