En af de ting der er så dejligt ved at bo i byen er, at man altid kan skrive en mail til vennerne og inviterer på en kold øl/vand i haven. Meget spontant og meget hyggeligt. Og det bliver da kun mere hyggeligt af, at der altid er en, der foreslår, om vi da ikke skal gå ud og spise aftensmad sammen.
I dag var ingen undtagelse, og når nu man sidder i Frederiksberg Have og hygger sig, er La Vecchia på Falkoner Allé jo en af de oplagte muligheder. La Vecchia er en hyggelig lille italiensk restaurant, der er en del af Gastonomia Italiana konglomeratet, så man ved, at pizzaerne er i orden. Rummet domineres da også af en stor stenovn, der er i flittigt brug ved fremstillingen af den ene lækre tyndbundede smagsoplevelse efter den anden.
I dag var jeg dog mere til pasta og bestilte deres virkeligt gode Spaghetti agli scampi - eller Spaghetti med jomfruhummer.
Først dog en lille forret. Tre stykker ristet brød med henholdsvis oliventapanade, trøffeltapanade og salsa. Godt med olivenolie over og ren fryd. Det er i øvrigt sådan man genkender en god italiensk restaurant...Olivenolie med hældetud på bordet :-D
Spaghettien selv var vendt med rigelige mænger frisk hvidløg, friske tomater og olivenolie. Kogt lige til pas, så der er lidt at sætte tænderne i og så tre flotte jomfruhummere på toppen.
Ikke dårlig kost for en ganske almindelig tirsdag. En flaske San Pellegrino til og små 200 kr på bordet for en pragtfuldt måltid.
Tuesday, July 28, 2009
Saturday, July 18, 2009
MadGlad - Hvem mig?
Ahhh.... middag i herligt selskab med mine to bedste veninder. Det gør vi for lidt, men hvad skal man gøre, når der kommer mænd og job og børn i vejen.
Heldigvis betyder det, at vi kan give måltidet et lille nyk opad, når det endeligt lykkedes at finde en aften. Sidste onsdag lykkedes det og afsted med os til Helsingør, hvor vi skulle prøvesmage maden på Pernilles nye arbejdssted. Vi kan jo ikke have, at hun spilder sit talent på at lave cafémad!.
Stedet hedder MadGlad, og jeg ville egentligt have kaldt indlægget "Madglæde i Helsingør", men det er næsten for oplagt - også selvom det er sandt.
MadGlad er et skønt sted. Nænsomt istandsat fredet bygning, mulighed for at spise ude og god plads mellem bordene, så man ikke er i byen med nabobordet. Stedet henvender sig til de lokale, der sætter pris på at have et lækkert sted at gå hen - ikke ulig Bjørnekælderen på Frederiksberg, der jo er favoritten. Ditto som Bjørnekælderen, skifter retterne løbende, og jeg har fra pålidelig kilde at kokken selv kører nordsjælland tyndt og samler urter og havsyre og andre gode sager til retterne. SKØNT!.
Menuen er inddelt i tre retter, hvor hovedindgrediensen indgår i en klassisk og en moderne ret. Et ambitiøst kunsttykke, der udfordrer fantasien og signalerer et højt ambitionsniveau. På den ene side: "Vi er rigtigt gode til klassiske retter", som ALLE har en mening om og på den anden side "Se hvad vi også kan med grønne ærter".
Aprospos ærter stod forretten på ærter eller jomfruhummer, hovedretten på multe eller kalv og desserten på chokolade eller jordbær. Dvs. et valg mellem 4x4x4 retter - hvem siger, det skal være nemt at gå ud og spise. Personligt kan jeg nemt få mere sved på panden over et menukort end at skulle tage opvasken.
Jeg valgte de moderne ærter, den klassiske multe og den klassiske dessert. Sidstnævnte på anbefaling fra Pernille, der spiller rollen som min egen personlige dessertkok. Hertil delte vi en ganske glimrende Côte de Rhone, der egnede sig godt til Kalv, Multe og Sommer i Danmark.
Men først lidt snacks ristede mandler med cayenne og soya, et par gode skiver brød og lidt smørrelse baseret på creme fraishe. Sidstnævnte skulle vise sig, at være ganske guddommeligt på de nye kartofler...
Første ret kom på bordet... Ærtepuré med mynte, friske glasserede gulerøder, sprøde ærtebælge og havtorn. Den grønne puré var elegant anrettet med kontrastfarven fra de orange havsyrebær og de orange gulerødder. Desuden nemsomt overdrysset med en lille, lilla blomst, jeg ikke kan huske navnet på, men som tilføjede en skøn bitterhed, der rafineret balancerede hele retten.
Herefter den klassiske multe - skinstegt til sprødhed på ydersiden og saftigt, hvid fisk indeni. Hertil stegte hvide asparges, bøgehatte, blåmuslinger og muslingemousseline. Multen er en rigtig fiske-fisk, så den kræver lidt *umf* fra tilbehøret, hvilket tilbehøret fuldt leverede. Og så er det skønt med en mundfuld så forskelligt smagene bidder som fisk, svampe og asparges, når konturene i maden samtidig minder så meget om hinanden. Og så var der kartoflerne. Nye kartofler med smørsovs og persille. Små, fine, nye, gule kartofler der nærmest smelter i munden og er DET ultimative tilbehør til fisk af enhver art.
Det var så grønt, orange og lilla til forret og hvid, gul og blåt til hovedret.... Der mangler da vist lidt rødt! Så er det godt, at den flinke tjener kom med min dessert. Rødgrød med fløde og vaniljecreme. Rødgrød på friske jordbær og rabarber. Rødgrød med en smule vaniljecreme - ikke for sød - og en STOR kande fløde til egen dossering.
Ægte, friskt, klassisk rødgrød med fløde... Undskyld mig et øjeblik, mens jeg svømmer væk i barndomsminder og sommerglæde....
Samlet set et fantastisk måltid til små penge og et ambitionsniveau i smagskombinationerne, der ligger ganske højt over gennemsnittet. Husk nu også at lægge vejen forbi Kronborg, når nu I alligevel er der ;-)
PS: Jeg har givet indlægget etiketten "moderne", hvilket er ganske misvisende. Det er ægte dansk mad, men den betegnelse bærer normalt associationer til stegt flæsk og slige. Oh well...
Heldigvis betyder det, at vi kan give måltidet et lille nyk opad, når det endeligt lykkedes at finde en aften. Sidste onsdag lykkedes det og afsted med os til Helsingør, hvor vi skulle prøvesmage maden på Pernilles nye arbejdssted. Vi kan jo ikke have, at hun spilder sit talent på at lave cafémad!.
Stedet hedder MadGlad, og jeg ville egentligt have kaldt indlægget "Madglæde i Helsingør", men det er næsten for oplagt - også selvom det er sandt.
MadGlad er et skønt sted. Nænsomt istandsat fredet bygning, mulighed for at spise ude og god plads mellem bordene, så man ikke er i byen med nabobordet. Stedet henvender sig til de lokale, der sætter pris på at have et lækkert sted at gå hen - ikke ulig Bjørnekælderen på Frederiksberg, der jo er favoritten. Ditto som Bjørnekælderen, skifter retterne løbende, og jeg har fra pålidelig kilde at kokken selv kører nordsjælland tyndt og samler urter og havsyre og andre gode sager til retterne. SKØNT!.
Menuen er inddelt i tre retter, hvor hovedindgrediensen indgår i en klassisk og en moderne ret. Et ambitiøst kunsttykke, der udfordrer fantasien og signalerer et højt ambitionsniveau. På den ene side: "Vi er rigtigt gode til klassiske retter", som ALLE har en mening om og på den anden side "Se hvad vi også kan med grønne ærter".
Aprospos ærter stod forretten på ærter eller jomfruhummer, hovedretten på multe eller kalv og desserten på chokolade eller jordbær. Dvs. et valg mellem 4x4x4 retter - hvem siger, det skal være nemt at gå ud og spise. Personligt kan jeg nemt få mere sved på panden over et menukort end at skulle tage opvasken.
Jeg valgte de moderne ærter, den klassiske multe og den klassiske dessert. Sidstnævnte på anbefaling fra Pernille, der spiller rollen som min egen personlige dessertkok. Hertil delte vi en ganske glimrende Côte de Rhone, der egnede sig godt til Kalv, Multe og Sommer i Danmark.
Men først lidt snacks ristede mandler med cayenne og soya, et par gode skiver brød og lidt smørrelse baseret på creme fraishe. Sidstnævnte skulle vise sig, at være ganske guddommeligt på de nye kartofler...
Første ret kom på bordet... Ærtepuré med mynte, friske glasserede gulerøder, sprøde ærtebælge og havtorn. Den grønne puré var elegant anrettet med kontrastfarven fra de orange havsyrebær og de orange gulerødder. Desuden nemsomt overdrysset med en lille, lilla blomst, jeg ikke kan huske navnet på, men som tilføjede en skøn bitterhed, der rafineret balancerede hele retten.
Herefter den klassiske multe - skinstegt til sprødhed på ydersiden og saftigt, hvid fisk indeni. Hertil stegte hvide asparges, bøgehatte, blåmuslinger og muslingemousseline. Multen er en rigtig fiske-fisk, så den kræver lidt *umf* fra tilbehøret, hvilket tilbehøret fuldt leverede. Og så er det skønt med en mundfuld så forskelligt smagene bidder som fisk, svampe og asparges, når konturene i maden samtidig minder så meget om hinanden. Og så var der kartoflerne. Nye kartofler med smørsovs og persille. Små, fine, nye, gule kartofler der nærmest smelter i munden og er DET ultimative tilbehør til fisk af enhver art.
Det var så grønt, orange og lilla til forret og hvid, gul og blåt til hovedret.... Der mangler da vist lidt rødt! Så er det godt, at den flinke tjener kom med min dessert. Rødgrød med fløde og vaniljecreme. Rødgrød på friske jordbær og rabarber. Rødgrød med en smule vaniljecreme - ikke for sød - og en STOR kande fløde til egen dossering.
Ægte, friskt, klassisk rødgrød med fløde... Undskyld mig et øjeblik, mens jeg svømmer væk i barndomsminder og sommerglæde....
Samlet set et fantastisk måltid til små penge og et ambitionsniveau i smagskombinationerne, der ligger ganske højt over gennemsnittet. Husk nu også at lægge vejen forbi Kronborg, når nu I alligevel er der ;-)
PS: Jeg har givet indlægget etiketten "moderne", hvilket er ganske misvisende. Det er ægte dansk mad, men den betegnelse bærer normalt associationer til stegt flæsk og slige. Oh well...
Thursday, March 26, 2009
MR
Jeg ville egentligt have skrevet en rosende anmeldelse af MR. Forsøgt at beskrive hvordan vinen og maden gik op i en højere enhend. Hvordan hver enkelt lille bid i de syv retter og de lækre snacks og den ekstra forret alle var præget af surt, sødt, salt, bittert og umami.
Hvordan mit fynske hjerte blev blødt som smør, da jeg fik serveret ristede bananer med karry og røgostcreme.
Hvordan aftenens bedste ret var små sprøde porre fyldt med stenbidderrogn, serveret med lakridssovs og stykker af sprød æble. Hvordan desserten med fem slags korn altid vil være velkommen ved mit bord.
Desværre er MR i mellemtiden gået i betalingsstandsning, og mit hjerte og min mave bæver af frygt for, at det ikke skal lykkes at finde investorer, der gør det muligt at køre MR videre.
Hvordan mit fynske hjerte blev blødt som smør, da jeg fik serveret ristede bananer med karry og røgostcreme.
Hvordan aftenens bedste ret var små sprøde porre fyldt med stenbidderrogn, serveret med lakridssovs og stykker af sprød æble. Hvordan desserten med fem slags korn altid vil være velkommen ved mit bord.
Desværre er MR i mellemtiden gået i betalingsstandsning, og mit hjerte og min mave bæver af frygt for, at det ikke skal lykkes at finde investorer, der gør det muligt at køre MR videre.
Saturday, March 21, 2009
Saturday, February 28, 2009
Tapas og vin i Odenses lørdagstrængsel
Sikken voldsom trængsel og alarm! Men sådan er det vist hver weekend i gågaderne i Odense og resten af landet, og jeg er bare blevet forvænt med at dele mine indkøb ud over flere af ugens dage.
Men heldigvis øjner jeg en redningsplanke. Et indbydende skilt der lover tapas og vin lige midt på Vestergade. Fat i mor og posebelæssede far (de fleste er faktisk han egne) og op af trappen med os og ind på Mundos. Jeg har aldrig været der før, og anede ikke den eksisterede, men det er næsten det bedste, ved at være fra provinsen. Engang imellem kommer man tilbage til sin hjemegn, og kan derfor følge med i alle de nye spændende ting der sker andre steder i landet end hovedstaden.
Oppe på første sal bliver vi mødt af Mia, der kan sin vin og gerne guider igennem udvalget. Man kan enten vælge et glas af en af dagens udvalgte eller en flaske efter egen lyst og smag i den veludrustede vinreol.
Mor og far vil gerne have et glas hvidvin og bliver udstyret med en østrisk Nigel. Kæresten og jeg er mere i humør til det røde, og vælger en Torbreck - en australsk shiraz med godt med krydderi i krop og næse.
Lidt til maven skal der også være, så vi bestiller et fad med oste, et fad med skinke og pølse, samt en bagt gedeost, som vi alle kan snacke lidt af. På andensalen slår vi os ned i den noget særprægede mosaiksofa og afventer spændt bestillingen.
Og se om ikke Mundos serverer ægte tapas, for da Mia bringer vinen op, er det med den bedste slags låg - den slags der kan spises. En delikat lille hapser med äioli og stegt svinemørbrad på et stykke ristet brød.
Og så kommer maden op. Ostefadet har 5 slags oste, en god kraftig blåskimmel, to rødskimler og to tørrede spanske oste, og er garneret med blandede oliven, små, syltede solbær og lidt syltet figen. Det andet fad har to slags pølse - en chorizopølse og en lidt mildere speget sag med fennikel - og to slags lufttørret skinke. Dette er fad er garneret med samme blandede oliven samt syltede grønne tomater. Endeligt er der gedeosten, der serveres rygende varm på en bund af ruccola, syltede nødder og vindruer og med en skøn balsamicosirup. Hele herligheden suppleres af et godt lunt brød, der kunne være et måltid i sig selv.
Suppleret af endnu et glas vin, denne gang med flødestuvet champignon krydret med noget pebret, jeg ikke lige kan sætte fingeren på (det er nok peber), får vi hygget og hapset os mætte og klar til endnu engang at kaste os ud i infernoet, der venter i Vestergade.
Prisen lander på 755 kr, men så valgte vi heller ikke vin i den billige ende.
Mundos er absolut et besøg værd, men Andreas og Aga, hvis I læser det her, vil jeg anbefale jer, at male rummet mørkt. Det kan sagten bære det, vil få sofaen til at lyse flot og give mulighed for at anvende nogle store, brede stole, som man kan blive hængende i hele dagen og dyrke sin indre Bacchus.
Men heldigvis øjner jeg en redningsplanke. Et indbydende skilt der lover tapas og vin lige midt på Vestergade. Fat i mor og posebelæssede far (de fleste er faktisk han egne) og op af trappen med os og ind på Mundos. Jeg har aldrig været der før, og anede ikke den eksisterede, men det er næsten det bedste, ved at være fra provinsen. Engang imellem kommer man tilbage til sin hjemegn, og kan derfor følge med i alle de nye spændende ting der sker andre steder i landet end hovedstaden.
Oppe på første sal bliver vi mødt af Mia, der kan sin vin og gerne guider igennem udvalget. Man kan enten vælge et glas af en af dagens udvalgte eller en flaske efter egen lyst og smag i den veludrustede vinreol.
Mor og far vil gerne have et glas hvidvin og bliver udstyret med en østrisk Nigel. Kæresten og jeg er mere i humør til det røde, og vælger en Torbreck - en australsk shiraz med godt med krydderi i krop og næse.
Lidt til maven skal der også være, så vi bestiller et fad med oste, et fad med skinke og pølse, samt en bagt gedeost, som vi alle kan snacke lidt af. På andensalen slår vi os ned i den noget særprægede mosaiksofa og afventer spændt bestillingen.
Og se om ikke Mundos serverer ægte tapas, for da Mia bringer vinen op, er det med den bedste slags låg - den slags der kan spises. En delikat lille hapser med äioli og stegt svinemørbrad på et stykke ristet brød.
Og så kommer maden op. Ostefadet har 5 slags oste, en god kraftig blåskimmel, to rødskimler og to tørrede spanske oste, og er garneret med blandede oliven, små, syltede solbær og lidt syltet figen. Det andet fad har to slags pølse - en chorizopølse og en lidt mildere speget sag med fennikel - og to slags lufttørret skinke. Dette er fad er garneret med samme blandede oliven samt syltede grønne tomater. Endeligt er der gedeosten, der serveres rygende varm på en bund af ruccola, syltede nødder og vindruer og med en skøn balsamicosirup. Hele herligheden suppleres af et godt lunt brød, der kunne være et måltid i sig selv.
Suppleret af endnu et glas vin, denne gang med flødestuvet champignon krydret med noget pebret, jeg ikke lige kan sætte fingeren på (det er nok peber), får vi hygget og hapset os mætte og klar til endnu engang at kaste os ud i infernoet, der venter i Vestergade.
Prisen lander på 755 kr, men så valgte vi heller ikke vin i den billige ende.
Mundos er absolut et besøg værd, men Andreas og Aga, hvis I læser det her, vil jeg anbefale jer, at male rummet mørkt. Det kan sagten bære det, vil få sofaen til at lyse flot og give mulighed for at anvende nogle store, brede stole, som man kan blive hængende i hele dagen og dyrke sin indre Bacchus.
Saturday, February 21, 2009
Byens bedste brunch
Det hænder fra tid til tid, at vi går ud og spiser brunch. Som regel vil naboerne eller et par af de andre flinke mennesker i omgangskredsen gerne med, og så kan man jo have en længere diskussion om, hvilket af de rigtigt mange gode brunchsteder i København, der skal invaderes.
Jeg har før kommenteret på kærestens madglæde og ualmindeligt sunde appetit, så skal han med, skal det som regel være et sted med buffet, og når først det kriterie kommer på banen, er der få steder, der kan måle sig med Brasserie Imperial i Hotel Imperial lige rundt om hjørnet fra biografen.
Prisen for buffetten er 165 kr. pr. person, men så er der også kaffe, the og flere slags juice ad libitum. Rummet er utroligt lyst og rart og der er RIGTIGE TJENERE, der sørger for, at du har det godt, og ikke mangler andet end ekstra plads i ven mave.
Og så går man ellers bare om bord...
Først en lille mundsmag drænet yoghurt med pureret frugt (den med hindbær er bedst !). Derefter en beskeden mundsmag af deres lækre røræg med pølser, sprød bacon og muligvis lidt kartoffel. Og så er det vel også tid til deres pandekager med sirup. Og Brasserie Imperial laver DE BEDSTE PANDEKAGER!
Hvis der er plads (og det er der altid) er et par gode skiver brød og et par hapser af de forskellige oste heller ikke at foragte. Afhængigt af om der er hjemmebagte chokoladeboller kan der også godt ryge en enkelt ned af dem - og så skal man jo også lige huske at tjekke, om de skiftende anretninger er noget, man kunne være interesseret i. Sidst var det frisklavet kyllingesalat, der absolut skal findes et hul til, men denne gang var det noget tortellini-noget, så jeg valgte i stedet en ekstra pandekage...! Og så er der også ved at være udsolgt.
Når jeg når hertil, mangler kæresten som regel en tur eller to mere, men han er så sød, når han spiser og hygger sig, så jeg kan sagten sidde og hygge mig med en kop kaffe, mens han guffer et par rundstykker med pølse eller hvad der ellers fanger hans interesse.
Til slut et par skiver af den skårede frugt og så en god travetur omkring et par af søerne, for at få det hele til at falde på plads. MUMF!
Jeg har før kommenteret på kærestens madglæde og ualmindeligt sunde appetit, så skal han med, skal det som regel være et sted med buffet, og når først det kriterie kommer på banen, er der få steder, der kan måle sig med Brasserie Imperial i Hotel Imperial lige rundt om hjørnet fra biografen.
Prisen for buffetten er 165 kr. pr. person, men så er der også kaffe, the og flere slags juice ad libitum. Rummet er utroligt lyst og rart og der er RIGTIGE TJENERE, der sørger for, at du har det godt, og ikke mangler andet end ekstra plads i ven mave.
Og så går man ellers bare om bord...
Først en lille mundsmag drænet yoghurt med pureret frugt (den med hindbær er bedst !). Derefter en beskeden mundsmag af deres lækre røræg med pølser, sprød bacon og muligvis lidt kartoffel. Og så er det vel også tid til deres pandekager med sirup. Og Brasserie Imperial laver DE BEDSTE PANDEKAGER!
Hvis der er plads (og det er der altid) er et par gode skiver brød og et par hapser af de forskellige oste heller ikke at foragte. Afhængigt af om der er hjemmebagte chokoladeboller kan der også godt ryge en enkelt ned af dem - og så skal man jo også lige huske at tjekke, om de skiftende anretninger er noget, man kunne være interesseret i. Sidst var det frisklavet kyllingesalat, der absolut skal findes et hul til, men denne gang var det noget tortellini-noget, så jeg valgte i stedet en ekstra pandekage...! Og så er der også ved at være udsolgt.
Når jeg når hertil, mangler kæresten som regel en tur eller to mere, men han er så sød, når han spiser og hygger sig, så jeg kan sagten sidde og hygge mig med en kop kaffe, mens han guffer et par rundstykker med pølse eller hvad der ellers fanger hans interesse.
Til slut et par skiver af den skårede frugt og så en god travetur omkring et par af søerne, for at få det hele til at falde på plads. MUMF!
Saturday, February 7, 2009
Madglæde på Frederiksberg - nu også med sydfrankrig
Endnu et spiseønske kan krydses af spiseønskesedlen.
Efter en god løbetur og en fantastisk underholdende film inviterede kæresten mig ud og spise godt på L'Olivier i anledning af lørdag. Og heldige var vi. Tænk sådan at bevæge sig ud i det Københavnske spiseliv en lørdag aften uden reservation. Men vi fik det sidste ledige bord, og parret med ankomst 5 min. efter os, måtte finde et andet sted at dyrke deres indre gastronom.
Vi blev tilgengæld sat til bords af en af de flinkeste tjenere, jeg endnu har mødt - og hurtigt serveret en flaske Bordoit og et glas Kir Royal (med brombær).
Nu er jeg jo nok en anelse frankofil i forvejen (og en måned i Nice har ikke hjulpet), men kombinationen af eftermiddagens regnvåde løbetur og aftenens provencialske spiseoplevelse har kun bestyrket min følelse af, at "JEG VIL HJEM TIL FRANKRIG"..!
Heldigvis er Danmark og særligt København ikke det værste sted i verden at befinde sig, når man definerer sit tilhørsforhold ud fra tilfredsstillelsen af sin madglæde. Som denne blog forhåbentligt indikerer, kan man snildt give den som gastronomisk globetrotter uden nogensinde at krydse grænsen.
Nå! Tilbage til menukortet.
Som allerede indikeret, har L'olivier været på spiseønskesedlen et stykke tid, hvorfor jeg har haft mulighed for at holde øje med menukortet. Og konklusionen har indtil i aften været, at det har været noget statisk i udseende, men forklaringen skyldes - ifølge førnævnte tjener - et solidt fundament af stamgæster, der insisterer på at kunne få serveret deres livretter.
Menukortet byder da også på mange klassiske fristelser, som man desværre er nødt til at vælge imellem. Det er ikke første og bliver heller ikke sidste gang, at jeg ville ønske, jeg kunne bestille en af hver.
I aften blev det dog salat med lun gedeost og røget andebryst til mig og snegle i hvidløgssmør til kæresten. Heldigvis er vi gode til at dele (alt andet end chokolade) så jeg fik smagt to meget forskellige forretter. Min egen salat bestod af frisk romanisalat, små sprødstegte skiver baquette med to forskellige slags gedeost og tynde skiver lun, røget andebryst. I tyngde, ikke den letteste af retter, men smagfuld og knasende delikat. Sneglene i hvidløgssmør var dog også store, møre og appetitvækkende - for ikke at tale om rygende varme - så det kunne være en mulighed ved et fremtidigt besøg.
Dagens fisk var havtaskehale med ratatoille og brasserede kartofler - ikke til at stå for. Kæresten valgte - som han ofte gør, når muligheden byder sig - lammemørbrad i en skarp sennepssovs, der klart behagede herren.
Til såvel forret som hovedret delte vi en flaske Cotê de Provance rosé. Her er det vigtigt at træde varsomt. Jeg er klar over, at det meste rosé i Danmark ikke er værd at beskæftige sig med. Det er fordi, de bedste roséer produceres i middelhavsområdet - det vil i Frankrig sige i Cotê d'azur og Provance distrikterne - og de er ganske udemærket i stand til at drikke alle de gode tønder selv. Derfor er det de DÅRLIGSTE produkter, der eksporteres til andre markeder. Man kan dog være heldig at finde en enkelt god flaske eller to hos de rigtige importører eller restauranter, hvorfor vi vågede pelsen. Og skuffede var vi ikke. Jeg har smagt rosé, der smager mere af sol og sommer, men skal der findes en flaske vin til snegle, and, fisk og lam i sennepssovs i januar i Danmark, så var denne det rigtige valg. Måske mere sol og forår end sol og sommer, men virkeligt velegnet til vores divergerende menu.
Jeg har hørt andre mennesker sige, at det store spørgsmål i et måltid er, om der efter to pragtfulde, rigelige retter er plads til dessert. Det har jeg aldrig helt forstået. Dessert går da i dessertmaven, hvor der altid, altid er plads???
Jeg faldt denne gang, godt hjulpet af nabobordet, for en pistacie parfait, mens kæresten kastede sin kærlighed på L'Olieviers chokolademousse. Hertil drak vi et glas muscat anbefalet af endnu en dygtig tjener.
Hvorfor er pistaciedesserter altid så grønne? Det er ikke fordi, jeg klager, men så grønne er nødderne da ikke? Eller måske anvender jeg dem for lidt i min egen madlavning...
Men festligt ser det ud - også selv om synet kun var kortvarigt... ;-)
Alt i alt godt 1200 kr., hvilket må siges at være ganske billigt kvaliteten af måltidet taget i betragtning. Og billigere end en flybillet til Frankrig.
Efter en god løbetur og en fantastisk underholdende film inviterede kæresten mig ud og spise godt på L'Olivier i anledning af lørdag. Og heldige var vi. Tænk sådan at bevæge sig ud i det Københavnske spiseliv en lørdag aften uden reservation. Men vi fik det sidste ledige bord, og parret med ankomst 5 min. efter os, måtte finde et andet sted at dyrke deres indre gastronom.
Vi blev tilgengæld sat til bords af en af de flinkeste tjenere, jeg endnu har mødt - og hurtigt serveret en flaske Bordoit og et glas Kir Royal (med brombær).
Nu er jeg jo nok en anelse frankofil i forvejen (og en måned i Nice har ikke hjulpet), men kombinationen af eftermiddagens regnvåde løbetur og aftenens provencialske spiseoplevelse har kun bestyrket min følelse af, at "JEG VIL HJEM TIL FRANKRIG"..!
Heldigvis er Danmark og særligt København ikke det værste sted i verden at befinde sig, når man definerer sit tilhørsforhold ud fra tilfredsstillelsen af sin madglæde. Som denne blog forhåbentligt indikerer, kan man snildt give den som gastronomisk globetrotter uden nogensinde at krydse grænsen.
Nå! Tilbage til menukortet.
Som allerede indikeret, har L'olivier været på spiseønskesedlen et stykke tid, hvorfor jeg har haft mulighed for at holde øje med menukortet. Og konklusionen har indtil i aften været, at det har været noget statisk i udseende, men forklaringen skyldes - ifølge førnævnte tjener - et solidt fundament af stamgæster, der insisterer på at kunne få serveret deres livretter.
Menukortet byder da også på mange klassiske fristelser, som man desværre er nødt til at vælge imellem. Det er ikke første og bliver heller ikke sidste gang, at jeg ville ønske, jeg kunne bestille en af hver.
I aften blev det dog salat med lun gedeost og røget andebryst til mig og snegle i hvidløgssmør til kæresten. Heldigvis er vi gode til at dele (alt andet end chokolade) så jeg fik smagt to meget forskellige forretter. Min egen salat bestod af frisk romanisalat, små sprødstegte skiver baquette med to forskellige slags gedeost og tynde skiver lun, røget andebryst. I tyngde, ikke den letteste af retter, men smagfuld og knasende delikat. Sneglene i hvidløgssmør var dog også store, møre og appetitvækkende - for ikke at tale om rygende varme - så det kunne være en mulighed ved et fremtidigt besøg.
Dagens fisk var havtaskehale med ratatoille og brasserede kartofler - ikke til at stå for. Kæresten valgte - som han ofte gør, når muligheden byder sig - lammemørbrad i en skarp sennepssovs, der klart behagede herren.
Til såvel forret som hovedret delte vi en flaske Cotê de Provance rosé. Her er det vigtigt at træde varsomt. Jeg er klar over, at det meste rosé i Danmark ikke er værd at beskæftige sig med. Det er fordi, de bedste roséer produceres i middelhavsområdet - det vil i Frankrig sige i Cotê d'azur og Provance distrikterne - og de er ganske udemærket i stand til at drikke alle de gode tønder selv. Derfor er det de DÅRLIGSTE produkter, der eksporteres til andre markeder. Man kan dog være heldig at finde en enkelt god flaske eller to hos de rigtige importører eller restauranter, hvorfor vi vågede pelsen. Og skuffede var vi ikke. Jeg har smagt rosé, der smager mere af sol og sommer, men skal der findes en flaske vin til snegle, and, fisk og lam i sennepssovs i januar i Danmark, så var denne det rigtige valg. Måske mere sol og forår end sol og sommer, men virkeligt velegnet til vores divergerende menu.
Jeg har hørt andre mennesker sige, at det store spørgsmål i et måltid er, om der efter to pragtfulde, rigelige retter er plads til dessert. Det har jeg aldrig helt forstået. Dessert går da i dessertmaven, hvor der altid, altid er plads???
Jeg faldt denne gang, godt hjulpet af nabobordet, for en pistacie parfait, mens kæresten kastede sin kærlighed på L'Olieviers chokolademousse. Hertil drak vi et glas muscat anbefalet af endnu en dygtig tjener.
Hvorfor er pistaciedesserter altid så grønne? Det er ikke fordi, jeg klager, men så grønne er nødderne da ikke? Eller måske anvender jeg dem for lidt i min egen madlavning...
Men festligt ser det ud - også selv om synet kun var kortvarigt... ;-)
Alt i alt godt 1200 kr., hvilket må siges at være ganske billigt kvaliteten af måltidet taget i betragtning. Og billigere end en flybillet til Frankrig.
Friday, January 30, 2009
Ingen stress på Sans Souci
Sine har været til eksamen, så nu er bacheloren i hus - Hurra og tillykke :-)
Det er altid rart at have noget at fejre med naboerne - især fordi det involvere mad. Aftenens ekspedition efter god, dansk mad satte resolut kurs mod Sans Souci på Madvigs Allé.
Normalt skal man bestille bord - også i hverdagene - men vi var heldige. Gode venner kan heldigvis godt sidde lidt tæt, så der var et bord i forstuen til os.
Har man ikke været på Sans Souci endnu, kan man godt begynde at planlægge et besøg, da det absolut er en oplevelse. Og jeg er ikke engang noget til maden endnu. Temaet er brunt i brunt med store mængder tingeltangel i hver en krog og ned fra loftet, men det samlede indtryk er enormt farmorsagtigt på den gode måde. Kan man finde en plads i baren, er der underholdning i timevis ved bare at opsuge stemningen og nærstudere alle finurlighederne, hvoraf stamgæsterne ikke er den mindst interessante seværdighed.
Her mødes mænd og kvinder (flest mænd) i alle størrelser og hygger sig over en øl eller et glas vin, og skulle man tro sine egne ører, ville alverdens problemer være løst, hvis bare disse brave mandfolk kunne komme til. Vi havde fin udsigt til det hele og kunne læne os tilbage med en velskænket Thybajer og afvente begivenhedernes rolige gang. Og maden...
Drengene bestilte dagens ret - kålpølse med grøndlangkål og snitter - mens vi piger, med vores mere forfinede smagsløg, valgte kogt kalvebryst i peberrodssauce.
Er det ikke sjovt - man tager det argeste stykke kød og koger det i tilpas lang tid og VUPTI! Det bedste, møreste måltid dukker frem af dybet.
Garnituren var brune og hvide kartoffler, surt og sennep og - som noget særligt for Sans Souci - grøntsager, der IKKE er kogt indtil den sidste vitamin har bedt om nåde. SKØNT! smager det. Det er ikke enhver dansk restaurant forundt at mestre dette stykke kogekunst ;-)
Godt det samme at vi ikke bestilte fire forskellige retter - der ville slet ikke have været plads på bordet... Og til min arme kærestes store rædsel, kunne han ikke spise op...!
Desserten fristede med chokolademoussekage, kræmmerhus med flødeskum og andre sager, men det må vist vente til en anden god gang. Der var simpelthen ikke plads til mere. Godt der venter mange måltider forude.
Det er altid rart at have noget at fejre med naboerne - især fordi det involvere mad. Aftenens ekspedition efter god, dansk mad satte resolut kurs mod Sans Souci på Madvigs Allé.
Normalt skal man bestille bord - også i hverdagene - men vi var heldige. Gode venner kan heldigvis godt sidde lidt tæt, så der var et bord i forstuen til os.
Har man ikke været på Sans Souci endnu, kan man godt begynde at planlægge et besøg, da det absolut er en oplevelse. Og jeg er ikke engang noget til maden endnu. Temaet er brunt i brunt med store mængder tingeltangel i hver en krog og ned fra loftet, men det samlede indtryk er enormt farmorsagtigt på den gode måde. Kan man finde en plads i baren, er der underholdning i timevis ved bare at opsuge stemningen og nærstudere alle finurlighederne, hvoraf stamgæsterne ikke er den mindst interessante seværdighed.
Her mødes mænd og kvinder (flest mænd) i alle størrelser og hygger sig over en øl eller et glas vin, og skulle man tro sine egne ører, ville alverdens problemer være løst, hvis bare disse brave mandfolk kunne komme til. Vi havde fin udsigt til det hele og kunne læne os tilbage med en velskænket Thybajer og afvente begivenhedernes rolige gang. Og maden...
Drengene bestilte dagens ret - kålpølse med grøndlangkål og snitter - mens vi piger, med vores mere forfinede smagsløg, valgte kogt kalvebryst i peberrodssauce.
Er det ikke sjovt - man tager det argeste stykke kød og koger det i tilpas lang tid og VUPTI! Det bedste, møreste måltid dukker frem af dybet.
Garnituren var brune og hvide kartoffler, surt og sennep og - som noget særligt for Sans Souci - grøntsager, der IKKE er kogt indtil den sidste vitamin har bedt om nåde. SKØNT! smager det. Det er ikke enhver dansk restaurant forundt at mestre dette stykke kogekunst ;-)
Godt det samme at vi ikke bestilte fire forskellige retter - der ville slet ikke have været plads på bordet... Og til min arme kærestes store rædsel, kunne han ikke spise op...!
Desserten fristede med chokolademoussekage, kræmmerhus med flødeskum og andre sager, men det må vist vente til en anden god gang. Der var simpelthen ikke plads til mere. Godt der venter mange måltider forude.
Tea Restaurant
Endeligt tilbage i den gamle gænge...
Efter et efterår plaget af overarbejde og specialesump lykkedes det endeligt at finde tid til en god middag med Christian - min trofaste følge, når spiselivet i København skal udforskes. Det kan være billigt eller dyrt. Traditionelt eller fusion - bare det er godt, og en ny spiseoplevelse for os begge.
Årets første stop blev, på anbefaling af AOK, Tea Restaurant i Helgolandsgade på Vesterbro.
Restauranten er ganske undseelig set udefra, men når man først kommer ind, er der hyggeligt med god plads mellem bordene og en akustik, der gør det nemt at tale og grine sammen uden at forstyrre nabobordet alt for meget.
Menukortet er en del mere overskueligt, end man ellers er vant til fra kinesiske restauranter, men vi valgte nu alligevel at kaste os over en af de faste menuer - et valg man sjældent fortryder de gode steder. Her er der nemmeligt tænkt over sammensætningen...
Første ret var pandekager med sprøde strimler af and, friske grøntsager og en lækker hoi-sin sauce. Så absolut en af de lækreste anderetter jeg har fået i lang tid - ikke mindst pga friskheden af ingredienserne.
Retten blev efterfulgt af store saftige svinedumplings, som jeg varmt kan anbefale at dyppe i hoi-sin saucen frem for den sædvanlige soyasovs. MUMF!
Herefter blev vi forkælet med ris og endnu en ret med and. En lidt krydret sag med store bider grøntsager, der gør at retten på ingen måde føles tung eller klistret, som den slags retter ellers godt kan gøre.
Endeligt var der frit valg på dessertkoret. Vi valgte begge en dampet riskugle rulet i kokos og serveret med kokosis og frugt, som jeg var betydeligt mere vild med en stakkels Christian - men konsistensen er da også en anelse "gummiagtig", som man nok enten elsker eller hader. Et rafineret pif var, at der var anvendt sorte ris, hvilket stod i indbydende kontrast til kokosflagerne udenpå.
Til hele herligheden drak vi en grøn sommerthe, som løbende blev fyldt op at de søde værter.
Som altid en anbefalelsesværdig spiseoplevelse :-)
Efter et efterår plaget af overarbejde og specialesump lykkedes det endeligt at finde tid til en god middag med Christian - min trofaste følge, når spiselivet i København skal udforskes. Det kan være billigt eller dyrt. Traditionelt eller fusion - bare det er godt, og en ny spiseoplevelse for os begge.
Årets første stop blev, på anbefaling af AOK, Tea Restaurant i Helgolandsgade på Vesterbro.
Restauranten er ganske undseelig set udefra, men når man først kommer ind, er der hyggeligt med god plads mellem bordene og en akustik, der gør det nemt at tale og grine sammen uden at forstyrre nabobordet alt for meget.
Menukortet er en del mere overskueligt, end man ellers er vant til fra kinesiske restauranter, men vi valgte nu alligevel at kaste os over en af de faste menuer - et valg man sjældent fortryder de gode steder. Her er der nemmeligt tænkt over sammensætningen...
Første ret var pandekager med sprøde strimler af and, friske grøntsager og en lækker hoi-sin sauce. Så absolut en af de lækreste anderetter jeg har fået i lang tid - ikke mindst pga friskheden af ingredienserne.
Retten blev efterfulgt af store saftige svinedumplings, som jeg varmt kan anbefale at dyppe i hoi-sin saucen frem for den sædvanlige soyasovs. MUMF!
Herefter blev vi forkælet med ris og endnu en ret med and. En lidt krydret sag med store bider grøntsager, der gør at retten på ingen måde føles tung eller klistret, som den slags retter ellers godt kan gøre.
Endeligt var der frit valg på dessertkoret. Vi valgte begge en dampet riskugle rulet i kokos og serveret med kokosis og frugt, som jeg var betydeligt mere vild med en stakkels Christian - men konsistensen er da også en anelse "gummiagtig", som man nok enten elsker eller hader. Et rafineret pif var, at der var anvendt sorte ris, hvilket stod i indbydende kontrast til kokosflagerne udenpå.
Til hele herligheden drak vi en grøn sommerthe, som løbende blev fyldt op at de søde værter.
Som altid en anbefalelsesværdig spiseoplevelse :-)
Subscribe to:
Posts (Atom)
