MadGlad - Hvem mig?

Ahhh.... middag i herligt selskab med mine to bedste veninder. Det gør vi for lidt, men hvad skal man gøre, når der kommer mænd og job og børn i vejen.

Heldigvis betyder det, at vi kan give måltidet et lille nyk opad, når det endeligt lykkedes at finde en aften. Sidste onsdag lykkedes det og afsted med os til Helsingør, hvor vi skulle prøvesmage maden på Pernilles nye arbejdssted. Vi kan jo ikke have, at hun spilder sit talent på at lave cafémad!.

Stedet hedder MadGlad, og jeg ville egentligt have kaldt indlægget "Madglæde i Helsingør", men det er næsten for oplagt - også selvom det er sandt.

MadGlad er et skønt sted. Nænsomt istandsat fredet bygning, mulighed for at spise ude og god plads mellem bordene, så man ikke er i byen med nabobordet. Stedet henvender sig til de lokale, der sætter pris på at have et lækkert sted at gå hen - ikke ulig Bjørnekælderen på Frederiksberg, der jo er favoritten. Ditto som Bjørnekælderen, skifter retterne løbende, og jeg har fra pålidelig kilde at kokken selv kører nordsjælland tyndt og samler urter og havsyre og andre gode sager til retterne. SKØNT!.

Menuen er inddelt i tre retter, hvor hovedindgrediensen indgår i en klassisk og en moderne ret. Et ambitiøst kunsttykke, der udfordrer fantasien og signalerer et højt ambitionsniveau. På den ene side: "Vi er rigtigt gode til klassiske retter", som ALLE har en mening om og på den anden side "Se hvad vi også kan med grønne ærter".

Aprospos ærter stod forretten på ærter eller jomfruhummer, hovedretten på multe eller kalv og desserten på chokolade eller jordbær. Dvs. et valg mellem 4x4x4 retter - hvem siger, det skal være nemt at gå ud og spise. Personligt kan jeg nemt få mere sved på panden over et menukort end at skulle tage opvasken.

Jeg valgte de moderne ærter, den klassiske multe og den klassiske dessert. Sidstnævnte på anbefaling fra Pernille, der spiller rollen som min egen personlige dessertkok. Hertil delte vi en ganske glimrende Côte de Rhone, der egnede sig godt til Kalv, Multe og Sommer i Danmark.

Men først lidt snacks ristede mandler med cayenne og soya, et par gode skiver brød og lidt smørrelse baseret på creme fraishe. Sidstnævnte skulle vise sig, at være ganske guddommeligt på de nye kartofler...

Første ret kom på bordet... Ærtepuré med mynte, friske glasserede gulerøder, sprøde ærtebælge og havtorn. Den grønne puré var elegant anrettet med kontrastfarven fra de orange havsyrebær og de orange gulerødder. Desuden nemsomt overdrysset med en lille, lilla blomst, jeg ikke kan huske navnet på, men som tilføjede en skøn bitterhed, der rafineret balancerede hele retten.

Herefter den klassiske multe - skinstegt til sprødhed på ydersiden og saftigt, hvid fisk indeni. Hertil stegte hvide asparges, bøgehatte, blåmuslinger og muslingemousseline. Multen er en rigtig fiske-fisk, så den kræver lidt *umf* fra tilbehøret, hvilket tilbehøret fuldt leverede. Og så er det skønt med en mundfuld så forskelligt smagene bidder som fisk, svampe og asparges, når konturene i maden samtidig minder så meget om hinanden. Og så var der kartoflerne. Nye kartofler med smørsovs og persille. Små, fine, nye, gule kartofler der nærmest smelter i munden og er DET ultimative tilbehør til fisk af enhver art.

Det var så grønt, orange og lilla til forret og hvid, gul og blåt til hovedret.... Der mangler da vist lidt rødt! Så er det godt, at den flinke tjener kom med min dessert. Rødgrød med fløde og vaniljecreme. Rødgrød på friske jordbær og rabarber. Rødgrød med en smule vaniljecreme - ikke for sød - og en STOR kande fløde til egen dossering.

Ægte, friskt, klassisk rødgrød med fløde... Undskyld mig et øjeblik, mens jeg svømmer væk i barndomsminder og sommerglæde....

Samlet set et fantastisk måltid til små penge og et ambitionsniveau i smagskombinationerne, der ligger ganske højt over gennemsnittet. Husk nu også at lægge vejen forbi Kronborg, når nu I alligevel er der ;-)

PS: Jeg har givet indlægget etiketten "moderne", hvilket er ganske misvisende. Det er ægte dansk mad, men den betegnelse bærer normalt associationer til stegt flæsk og slige. Oh well...