Restaurant Visent

Jeg har lært to ting i dag.

For det første at, når man ikke længere er studerende ved, men kandidat fra, Handelshøjskolen, skal man overveje at invistere i et godt jakkesæt og smide alle de gamle klude ud.

For det andet at man, når man har et vigtigt møde næste dag, der kræver at man skal prøve alt ens handelshøjskoletøj, skal man ikke spise på Restaurant Visent.

Christian, min tidligere nævnte "lad-os-prøve-en-ny-restaurant-og-vise-yndlingene-frem" ven og jeg har med andre ord været ude og spise godt og rigeligt.

Restaurant Visent var mit valg, og jeg faldt over det, fordi jeg en dag gik forbi på gaden, og faldt pladask for deres hyggelige interiør og det pragtfulde menukort.

Restauranten ligger på Åboulevarden 23 på Frederiksberg - ganske tæt ved Forum Metro, og er ellers et sted, hvor man ikke lige kommer forbi, med mindre man kommer drønende med 80 km i timen (mindst) på Åboulevarden. Og det er lidt en skam, for stedet er oplagt til en første eller anden date. Det er der flere grunde til...

For det første er rummet, som nævnt, særdeles hyggeligt med hvide duge, levende lys og en ikke alt for dæmpet og intim lyssætning.

For det andet er det sted, man ikke lige kommer forbi, og man kan derfor overraske med et usædvaneligt valg.

For det tredje er Visent en polsk restaurant - igen et noget usædvaneligt valg, som jeg som erklæret zenogastronom vil mene, vil overraske selv den mest garvede restaurantgænger.

Maden er baseret på solide mellemeuropæriske råvare - svampe, kød, ferskvandsfisk - men tilberedt ganske udsøgt og anrettet, så det fryder langt ind i sjælen.

Visent betyder Bison på polsk, og findes da også på menukortet ved lejlighed - dog er det ikke altid, kødet kan skaffes, så man skal holde øje med menuen, hvis det er dette dyr, man hungre efter.

Her til aften var jeg ikke så sulten (ja, jeg var også selv overrasket), så jeg nøjedes med to retter. En pragtfuld stegt sandart med svampe og en delikat vodkasovs, der klædte retten heldt fortrineligt samt en god gang svingende æblegrød med mandler og flødeskum til dessert.

Nogen gange kan det være så enkelt og dog så lækkert :-)

Hertil fik jeg et glad pragtfuld polsk øl - en Zywiec - som jeg har stiftet bekendtskab med tidligere som en glimrende tørstslukker. Jeg kan hermed bevidne, at det også er en god øl til fisk, selvom jeg nok ville være lidt varsom med at servere den til en ret uden et tilbehør a la svampe eller andet med lidt smag i.

Christian lod sig inspirere og fik de samme to retter, men indledte med en forret bestående af Ravioli med kogt vildsvin og råmarineret fennikel. Meget delikat anrettet, og Christian, der ellers ikke er ukendt ud i det kulinariske, blev aftvunget et anerkendende nik.

Hertil fik han et glas af husets rødvin - en St. Andrea Egil Bikaver 2002 - noget så skønt som en ungarsk rødvin. Jeg smagte desværre ikke, men alene dette er grund til at komme tilbage.

Alt i alt løb regningen op i små 500 kr, så det er absolut det billigeste sted vi har spist i vores snart mangeårige venskab (hvis man ikke tæller diverse pizzaer og slige med)

Eneste minus ved stedet er, at tjeneren ikke talte dansk. Han var tilgengæld ganske flydende i engelsk og en pæn fyr tillige - så mon ikke de fleste kan klare sig?

FAMO 51 - Italiensk, når det er hyggeligst

Stakkels, stakkels mig.

Min kæreste rejser fra mig i en hel uge for at stå på ski i Østrig. Jeg skal bare blive hjemme og arbejde :-(

Som plaster på såret inviterede han mig på FAMO 51 på Gl. Kongevej i går. Og jeg må indrømme, at hvis det er et sådanne traktement der venter, hver gang han rejser fra mig, må vi se at skaffe ham et job hos Læger Uden Grænser.

Jeg har boet her på det indre Frederiksberg i snart 5 år, og kan umiddelbart huske to eller tre andre steder på adressen Gl. Kongevej 51, men har ikke tidligere været inspireret til at gå derind. Denne gang har jeg dog ventet på en anledning - ikke mindst på baggrund af alle de fine anmeldelser stedet har fået. Uretfærdigt, jeg ved det, men sådan er det jo engang imellem.

FAMO 51 er indrettet meget lyst og med kig direkte til køkkenet - en detalje der gjorde det svært at holde kærestens opmærksomhed 100%, men han skal jo ikke straffes for at være interesseret.

Midt i rummet er en trappe til underetagen (hvor der muligvis er flere borde?), men denne arkitektoniske umulighed, er nydeligt løst ved at dække halvdelen af trappeskakten med en glasplade, der anvendes som opbevaring for glas og en champagnebowle. På den ene side har man så flankeret nedgangen med et anretter bord, så man kan følge med i, hvad der serveres som dessert. Vi sad ved halvmuren på den anden flanke - et ganske glimrende bord, hvor man ikke føler sig generet ved at være placeret midt i rummet. Vi gjorde i hvert fald ikke...

Betjeningen på stedet virker i højt humør trods travlhed, og alle var meget flinke og opmærksomme. Uden at nøde, blev vi budt en aperitif, Prosecco di Valdobbiadene, en pragtfuldt perlende hvidvin på grænsen til det tørre, og det er jo som sådan en af de bedre måder at starte en aften, hvor man dyrker sin indre livsnyder.

Konceptet på FAMO 51 er, at der er en forudbestemt menu med fire retter. Forret, pastaret, hovedret og dessert. Også kaldet Antipasti, Primi Piatti,m Il Secondo og Dolce. Et koncept der absolut ikke er ukendt, når man nyder et ægte italiensk måltid.

Forretten bestod af en række små retter i let og hurtig rækkefølge: Et par gode skiver brød, et par gode skiver pølse, letrøget skinke, tre oste (hvoraf kærsten kunne lide mindst en, hvilket jeg betragter som et lille, men sikkert tegn på, at jeg nok skal få ham omvendt til ostespiser), Vitello Tonnato, Roastbeef med pesto og parmesan, stegte courgetter, letsyltede perleløg og et lille hjørne ostebrød med syrnet creme og en bid grillet pølse... Hertil nød vi vores perlende hvidvin, mens vi overvejede, hvordan vi dog skulle komme igennem yderligere tre retter... Jeg gjorde i hvert fald :-D

Undervejs bestilte vi en flaske rødvin, så den kunne stå og hygge sig til indtagelsen. Vinkortet på FAMO 51 er pragtfuldt varieret, men dog ikke større, end at man kan overskue det. Og trods et par perler på den forkerte side at 1.000kr flasken, er prisniveauet absolut overkommeligt.

Den udvalgte vin, en en Barbera d'Asti, Tre Vigne fra 2005 - fra huset Vietti, skulle snart stå sin prøve som tilbehør med til pastaretten.

Pastaretten blev serveret af to omgange, som en rød pasta og en hvid pasta. Begge naturligvis med hjemmelavet pasta som omdrejningspunktet, men med en rød sovs på tomater, auberginer og drysset med rasp, og en hvid, let flødesovs med rødløg drysset med friskkværnet peber. MUMF!

Min foretrukne var klart den røde, men kæresten mener, at mine smagsløg momentant var ude af synk med resten af verden, for det var naturligvis den hvide, der var den bedste... Godt der var to ;-) Og rødvinen viste sig at være særdeles frugtig, men fyldig. Som en ung barolo.

Hovedretten var kalvekæber, og jeg må indrømme, at det var den ret, jeg havde glædet mig mest til. Og her ventede en overaskelse. Kalvekæber er en hel del mere fede end svinekæber... Sammen med kartoffelmosen var resultatet en ret, der i smag ramte meget tæt på Bøf Stroganoff... Men måske en smule mere elegant... Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal mene om det....

Men jeg elsker bøf Stroganoff, så jeg brokker mig nok ikke ret meget.

Fra vores bord havde vi glimrende udsigt over anretningen af desserten, og vidste derfor, at der bl.a. ventede os et stykke kage med friske bær. Det stillede os naturligvis overfor et særdeles svært valg. Kaffe eller dessertvin. Men man er vel ikke livsnyder for ingenting, så vi valgte begge dele. Et glas Moscato d'Asti og en cappucino med helt perfekt mælkeskum.

Ud over kagen fik vi en pragtfuld pannacotta og en vandbakkelse med en delikat karamel/vanillecreme... og la piece de resistance... hindbær coulli.

Alt i alt endte vi på en regning på små 1400kr, hvilket absolut må siges at være rimeligt for et pragtfuldt måltid med en flaske rødvin, 4 øvrige glas vin, kaffe og en flaske San Pellegrino.

Jeg kommer igen - ses vi?

En hyggelig aften på La Fiesta Mexicana

Ja ja da...

Så er der alligevel gået en rum tid siden sidste indlæg. Det skyldes en modbydelig sammensværgelse mellem arbejde og jul, der har betydet, at jeg ikke har været ude at spise i umindelig tider, og derfor ikke haft noget at skrive om.

Men NU! er verden normal igen. Så normal, faktisk, at årets første indlæg omhandler La Fiesta Mexicana, som jeg tidligere har lovet at skrive om.

La Fiesta Mexicana (eller 'Den Mexicanske', som den hedder i min omgangskreds) har ofte lagt hus, mad og drikkevare til en hyggelig aften i byen. Vi var der før J-dag, vi har været der, når vi ikke har haft så mange penge, og i sidste uge var vi der, fordi min dejlige veninde, gerne ville se en bunke mennesker på sin fødselsdag. Hertil er stedet oplagt.

Der er god plads ved bordene, de kan snildt klare et selskab på 10-12 personer ved langbord, maden er god og rigelig og stemningen må gerne være høj.

Den Mexicanske har et overdådigt menukort, hvor jeg endnu ikke har smagt alt - helt min egen skyld, det ved jeg godt - og alt har været lækkert. Men der er ikke tale om gourmetmad. Det er chili con carne-kogt-i-15L-gryder-som-mama-plejede-det-mad med smag og saft og kraft. SKØNT!

Når vi er der mange, som vi var det til fødselsdagen, bestiller vi som regel alle sammen Taco Fiesta, som serveres på fade. Og når fadet er tømt, bestiller man bare et mere....

Fiestaen indeholder bløde majstortillas og tacoskaller. Kylling med ananas, chili con carne, ost, salat, salsa, Guacamole og godt med det stærke. Dette skyldes som regel ned med et par kander Margarita og Strawberry magarita til bordet.

Derudover bestiller de fleste af os en Sol eller andet godt, hvilket som regel placere regningen i nærheden af 300kr pr. mand - absolut billigt i betragtning af, at der bliver fyldt godt på med både mad og våde varer.

Til fødselsdagen bestilte vi også forretter. Jeg fik poppers - friterede peberfrugter med ostefyld. Absolut pragtfuldt og lige præcis stærke nok til at smage af noget uden at trække tårer.

Kærsten, som også var med, bestilte ingen forret. Han er kongen af alt-hvad-du-kan-spisebuffetter, og var ikke begejstret for ideen om at lægge sig selv forhindringer i vejen for fadene med Taco Fiesta. Han tømte da også to fade selv :-S

De øvrige fik lidt forskelligt fordelt på avokadosalat, kæmperejer og dos sombreros (indbagt et eller andet). Jeg smagte ikke noget af det, men alle var glade.

En meget hyggelig aften i byen, der snart skal gentages igen.