Tapas og vin i Odenses lørdagstrængsel

Sikken voldsom trængsel og alarm! Men sådan er det vist hver weekend i gågaderne i Odense og resten af landet, og jeg er bare blevet forvænt med at dele mine indkøb ud over flere af ugens dage.

Men heldigvis øjner jeg en redningsplanke. Et indbydende skilt der lover tapas og vin lige midt på Vestergade. Fat i mor og posebelæssede far (de fleste er faktisk han egne) og op af trappen med os og ind på Mundos. Jeg har aldrig været der før, og anede ikke den eksisterede, men det er næsten det bedste, ved at være fra provinsen. Engang imellem kommer man tilbage til sin hjemegn, og kan derfor følge med i alle de nye spændende ting der sker andre steder i landet end hovedstaden.

Oppe på første sal bliver vi mødt af Mia, der kan sin vin og gerne guider igennem udvalget. Man kan enten vælge et glas af en af dagens udvalgte eller en flaske efter egen lyst og smag i den veludrustede vinreol.

Mor og far vil gerne have et glas hvidvin og bliver udstyret med en østrisk Nigel. Kæresten og jeg er mere i humør til det røde, og vælger en Torbreck - en australsk shiraz med godt med krydderi i krop og næse.

Lidt til maven skal der også være, så vi bestiller et fad med oste, et fad med skinke og pølse, samt en bagt gedeost, som vi alle kan snacke lidt af. På andensalen slår vi os ned i den noget særprægede mosaiksofa og afventer spændt bestillingen.

Og se om ikke Mundos serverer ægte tapas, for da Mia bringer vinen op, er det med den bedste slags låg - den slags der kan spises. En delikat lille hapser med äioli og stegt svinemørbrad på et stykke ristet brød.

Og så kommer maden op. Ostefadet har 5 slags oste, en god kraftig blåskimmel, to rødskimler og to tørrede spanske oste, og er garneret med blandede oliven, små, syltede solbær og lidt syltet figen. Det andet fad har to slags pølse - en chorizopølse og en lidt mildere speget sag med fennikel - og to slags lufttørret skinke. Dette er fad er garneret med samme blandede oliven samt syltede grønne tomater. Endeligt er der gedeosten, der serveres rygende varm på en bund af ruccola, syltede nødder og vindruer og med en skøn balsamicosirup. Hele herligheden suppleres af et godt lunt brød, der kunne være et måltid i sig selv.

Suppleret af endnu et glas vin, denne gang med flødestuvet champignon krydret med noget pebret, jeg ikke lige kan sætte fingeren på (det er nok peber), får vi hygget og hapset os mætte og klar til endnu engang at kaste os ud i infernoet, der venter i Vestergade.

Prisen lander på 755 kr, men så valgte vi heller ikke vin i den billige ende.

Mundos er absolut et besøg værd, men Andreas og Aga, hvis I læser det her, vil jeg anbefale jer, at male rummet mørkt. Det kan sagten bære det, vil få sofaen til at lyse flot og give mulighed for at anvende nogle store, brede stole, som man kan blive hængende i hele dagen og dyrke sin indre Bacchus.